
“Da jeg blev færdig med gymnasiet, ville jeg egentlig bare gerne lave film. Jeg flyttede til København for at gå på en film- og fotohøjskole, og efterfølgende søgte jeg både ind på Filmfotografuddannelsen på Filmskolen og MSP på VIA. Jeg kom ikke ind nogen af stederne. Men i forbindelse med min ansøgning til MSP faldt jeg over uddannelsen i Character Animation. Så besluttede jeg mig for, at hvis jeg kunne tegne seriøst hver dag i 4 måneder, ville jeg gå efter animation.”
Karen Haldrup endte med at bruge 3 år på at dygtiggøre sig, inden det lykkedes hende at blive optaget på Character Animation. Undervejs tog hun blandt andet et semester på The Drawing Academy. Og selvom det føltes som et sats at bruge så lang tid, viste det sig i sidste ende at være det hele værd. I dag er Karen netop ved at afslutte sit syvende og sidste semester på uddannelsen. Her har hun både fundet et stærkt fællesskab - og fundet ud af, at kombinationen af film og animation passer godt til hendes temperament.
Historier fortalt visuelt
Selvom Character Animation åbner op for flere forskellige karriereveje som animator - f.eks animation i spilproduktion - er det stadigvæk film, som Karen allerhelst vil arbejde med.
“Jeg kan godt lide at arbejde med, hvordan en historie skal fortælles rent visuelt. Og jeg har fundet ud af, at Character Animation passer ret godt til mig, fordi man jo arbejder meget med karakterskuepillet - altså hvordan karaktererne bevæger sig. Og det kan jeg rigtig godt lide. Desuden er Character Animation en måde, hvor jeg kan arbejde med film og med at dygtiggøre mig uden at være afhængig af et helt filmhold hver gang. Det er lidt nemmere at øve sig på at tegne og animere alene, og det passer nok meget godt til mit temperament. Udover animationsfilm kunne jeg også godt se mig selv arbejde med animation på reklamefilm. Her er budgetterne tit store. Hvilket jo betyder, at man kan lave noget, der ser virkelig sejt ud. Og det er også noget, der motiverer mig: At lave noget, der er lækkert,” fortæller Karen.
Heldigvis har Karen også haft rig mulighed for at lave noget sejt i løbet af studiet. Her fylder omsætning af idéer til virkelighed nemlig rigtig meget af skemaet.
“Selvfølgelig lærer vi noget teori om animation. F.eks. bliver vi undervist i 12 principper for animation der bl.a. handler om dynamik i bevægelse, timing, acceleration og så videre. Men en stor del af uddannelsen handler om at lave noget i praksis. Det er jo et fag, hvor man bare lærer mest ved at gøre. Og det passer mig egentlig godt - også selvom jeg godt kunne lide det akademiske i gymnasiet. På Character Animation bruger jeg den teori, som jeg lærer, med det samme. Det har også den fordel, at vi løbende igennem studiet får opbygget et portfolio med vores projekter, som vi kan vise til animationsstudierne, når det bliver tid til at finde praktikplads og job.”
Klar til virkeligheden
Netop praktik er noget af det, som har optaget Karen på 7. semester af uddannelsen. Hun fik plads hos A. Film. Her har hun været med at til at arbejde på 3. film i rækken af Wulffmorgenthalers fortællinger om karakteren Mugge. Det har hun været glad for og er desuden blevet ansat på deltid, mens hun arbejder på sin bacheloropgave.
Når Karen skal pege på nogle af de andre højdepunkter ved uddannelsen, nævner hun både fællesskabet og dét, som hun får med videre.
“Der er et rigtig godt miljø omkring studiet. Langt de fleste studerende er tilflyttere og mange kommer fra udlandet. Det betyder, at næsten ingen af os har venner i nærområdet, og derfor er der ikke så meget andet at lave end at hænge ud omkring skolen. Det gør bare, at man bliver en meget tæt knyttet gruppe,” griner Karen.
“Og så er det jo fedt at læse på en kreativ uddannelse, hvor jeg får mulighed for at producere ting, som jeg er stolt af. Ting som jeg kan vise mennesker ude i den virkelige verden. Det kan godt føles som et sats at bruge så lang tid på at øve sig og forsøge at komme ind. Men jeg kan godt lide at vende det rundt: For nu har jeg til gengæld også en uddannelse, hvor jeg ikke behøver forklare nogen, hvad jeg kan, fordi jeg er blevet uddannet til et meget specifikt job. På den måde føler jeg mig klar og godt klædt på. Det er jo en af fordelene ved en professionsuddannelse,” slutter Karen.