Scorer drømmejob allerede inden sidste eksamen 

24-årige Josefine Syzett Lind har landet sit ønskejob i Regionspsykiatrien Randers. Det er sket, allerede imens hun skriver sit afsluttende bachelorprojekt på VIA Sygeplejerskeuddannelsen. 

  Josefine Lind

”Jeg er utrolig glad for, at jeg får mit drømmejob allerede som nyuddannet. Jeg brænder virkelig for psykiatrien og glæder mig mega meget til at udvikle mig yderligere inden for det specialområde,” siger 24-årige Josefine Syzett Lind.

Hun er studerende på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Randers og arbejder i skrivende stund hårdt på det afsluttende bachelorprojekt i samarbejde med sin medstuderende Rikke.

Det sker med ro i maven i forhold til jobsituationen. De har nemlig begge allerede fået arbejde i Regionspsykiatrien Randers, hvor de tidligere har været i praktik og arbejdet som afløsere.

Job til alle

”Hvis du ikke er kræsen som nyuddannet sygeplejerske, kommer du ikke til at stå uden arbejde. Der er virkelig brug for dig. Men jeg er meget glad for, at jeg fra starten får mulighed for at arbejde med det, som jeg brænder allermest for,” siger Josefine.

At det lige er psykiatrien, der bliver Josefines jobhylde, stod ikke skrevet i stjernerne, da hun startede på uddannelsen.

”Jeg var faktisk lidt skræmt, inden jeg skulle i praktik i psykiatrien på 6. semester. Afdeling B er for patienter med psykoser og skizofreni og nogle har behandlingsdomme, fordi de er for mentalt syge til at sidde i et almindeligt fængsel. Jeg var bange, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle ind til,” forklarer Josefine og uddyber:

”Jeg var meget præget af nogle af de fordomme om psykiatriske patienter, der hersker i vores samfund. Fx tænkte jeg, at jeg hele tiden skulle være på dupperne og var bange for at vende ryggen til nogen. Jeg troede heller ikke, at psykiatriske patienter kunne blive raske igen.”

Læs mere om karrieremulighederne som sygeplejerske

Fordomme om psykiske lidelser

Men praktikperioden på 10 uger i Regionspsykiatrien Randers blev et vendepunkt for Josefine.

”Jeg blev mødt af en rolig og dygtig personalegruppe, der har de rigtige kompetencer. Jeg har lært så meget af dem og blandt andet erfaret, at psykiatriske patienter også kan blive raske,” siger Josefine.

Hun har taget fat i emnet om fordomme sammen med sin medstuderende Rikke. I deres bachelorprojekt er de ved at undersøge, hvilke konsekvenser det, ifølge forskningen, har for den psykiatriske patient, når sundhedspersonalet er stigmatiserende i deres tilgang til patienten.

Mere rummelighed, tak

”Det er vigtigt, at vi som samfund og som sundhedspersonale får mere viden om det psykiatriske område, så vi kan mindske fordommene. Ikke to mennesker er ens, og vi skal være mere rummelige og lære at acceptere hinanden, som vi er,” siger Josefine.

Engang troede hun, at hun skulle være frisør eller på anden måde arbejde inden for beauty-verdenen. Men en bemærkning fra hendes mor fik hendes tanker i retning af sygeplejerskeuddannelsen. Det har hun ikke fortrudt.

”Jeg har altid vidst, at jeg er god til at snakke med mennesker og møde dem i øjenhøjde. Og jeg har et ekstremt stort omsorgshjerte. Det bruger jeg i mit arbejde. Det ville blive for meget for min familie, hvis de skulle tage imod al min omsorg,” siger Josefine med smil i stemmen.

Parat til at tage ansvar

Hun fortæller, hvordan hun på både det faglige og det personlige plan har gennemgået en kæmpe udvikling i løbet af de treethalvt år, som uddannelsen varer.

”Tidligere forsøgte jeg at leve op til et ideal, men jeg er blevet mere tro mod mig selv og mere selvstændig for hvert semester. Det er et stort ansvar at være sygeplejerske og tage vare på andre mennesker. Men jeg føler mig parat nu. Det er så givende at være med til at skabe lidt glæde og håb hos mennesker, der står i en sårbar situation,” fortæller Josefine.

En uge efter sin sidste eksamen på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Randers starter hun på sit første job som færdiguddannet sygeplejerske. Hun glæder sig. Og der er brug for hende.

4 gode råd til dig, der overvejer at læse til sygeplejerske

  1. Mærk efter. Men husk, at det er ok at starte på en uddannelse, selvom du ikke er 100 procent sikker på, at det er det rigtige. 
  2. Hold fokus. Det skal nok gå det hele, men det er krævende at læse til sygeplejerske.
  3. Dan dine egne indtryk og meninger. Lad dig ikke påvirke for meget af andres holdninger og værdier.
  4. Lyt til dine egne grænser. Det er ok at sige fra, og husk, at personlige grænser er meget individuelle.