Sydsjællandske vejledere oprustede til ny reform

Den nye vejledningsreform har krævet, at den traditionelle individuelle vejledning i stor udstrækning skal erstattes af kollektiv- og gruppevejledning. UU Sjælland Syd ville være på forkant med udviklingen.

Sydsjællandske vejledere oprustet til ny reform

UU-vejleder Lone Skafte er glad for at have fået nye, spændende vejledningsværktøjer.

Medarbejderne på den sydsjællandske UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning) var glade, da de afleverede eksamensopgaven i forbindelse med det kompetenceudviklingsforløb, som UU Sjælland Syd og VIA University College i fællesskab havde skræddersyet.

I eksamensopgaverne havde deltagerne planlagt og beskrevet et vejledningsforløb, der foregik kollektivt eller i grupper. På den måde blev der skabt sammenhæng mellem teoriundervisningen, praksis og eksamen.

”Koblingen mellem teori, udviklingsforløb og eksamen har vi været meget tilfreds med”, siger UU-leder Per Højland Olsen, som fortæller, at en ny vejledningsreform delvist har ændret vejledningsbegrebet.

”Fremover skal vi i stor udstrækning vejlede kollektivt eller i grupper, mens den individuelle vejledning som hovedregel forbeholdes ikke-uddannelsesparate unge. Vi skal naturligvis have de kompetencer, der matcher de nye krav, og derfor har vi i samarbejde med VIA-underviser Randi Skovhus udviklet og gennemført et større kompetenceudviklingsprojekt”, siger UU-lederen.

Fra skepsis til stor tilfredshed

UU-vejleder Lone Skafte var skeptisk, før uddannelsen gik i gang.

”Det var jeg dels på grund af tidspres og dels, fordi jeg fandt det forkert at forlade den individuelle vejledningsindsats. Jeg tænkte, det blot handlede om at spare”.

I løbet af forløbet fandt Lone Skafte dog ud af, at kollektiv vejledning og gruppevejledning er brugbart i mange sammenhænge.

”Det virker! I mit projekt har vi arbejdet med en bestemt model, som er guld værd”, siger hun og tilføjer, at det projekt, hun sammen med et par kolleger har beskrevet i eksamensopgaven, skal udfoldes i praksis i løbet af april.

Tilfredshed med VIA

Hun har været rigtig glad for forløbet, og synes, det er godt tænkt af ledelsen at iværksætte det.

”Randi har struktureret forløbet rigtig godt og taget udgangspunkt i vores egen situation. Det har givet god mening og har været spændende hele vejen igennem”, siger Lone Skafte.

Også UU-leder Per Højland Olsen er tilfreds.

”VIA har dygtige folk på området. Vi har også drøftet uddannelse med andre UC´er, men VIAs udviklingsorienterede tilgang og toning passede os bedst”, fortæller han.