VIA University College og DTU gennemfører et projekt, støttet af Novo Nordisk Fonden, som skal hjælpe lærere fra erhvervsskoler med at udvikle nye undervisningsforløb i STEM-fag, som matematik, fysik og teknologi. Formålet er at styrke kvalitet og relevans af undervisningen og dermed:
- øge fastholdelsen af elever på erhvervsuddannelserne, og
- uddanne faglærte, der kan udvikle deres fag på et stærkt naturvidenskabeligt grundlag.
”Hvis vi vil uddanne dygtige faglærte med stærke naturvidenskabelige kompetencer inden for industriens erhverv, er det nødvendigt, at eleverne forstår sammenhængen mellem skolefag som matematik og fysik og det arbejde, de bagefter skal ud at lave i virksomhederne,” siger projektleder Jeppe Egendal, der er lektor på VIAs efter- og videreuddannelser med speciale i erhvervsuddannelserne samt national rådgiver på området.
Styrker elevernes motivation og fastholdelse
Kernen i projektet er at kompetenceudvikle lærere fra fem danske erhvervsskoler - Roskilde Tekniske Skole, EUC Syd, EUC Nordvest, Herningsholm og Tech College Aalborg – som hjælp til at udvikle deres undervisning i fagene matematik, fysik og teknologi. Fagene skal tænkes mere ind i uddannelserne til industritekniker, mekaniker, smed, automatik, data og kommunikation, med det formål at gøre eleverne mere motiverede. Ifølge Jeppe Egendal bliver nogle elever nemlig overraskede over, at de skal have fag som matematik og fysik, når de er startet på uddannelsen til smed eller mekaniker. Det handler derfor også om at fastholde elever på erhvervsskolerne.
”Formålet med projektet er dels at styrke kvaliteten af undervisningen på danske erhvervsuddannelser, så de bedre kan tiltrække og fastholde elever, dels styrke de brancher, der i stigende grad skriger efter dygtige faglærte,” siger Jeppe Egendal, som derfor inddrager lokale virksomheder i projektet.
17 lærere har udviklet ni undervisningsforløb
I første halvår af 2023 har VIA og DTU gennemført et kompetenceudviklingsforløb med 17 lærere fra 5 erhvervsskoler i projektet. Lærerne undervejs udviklet ni STEM-relaterede undervisningsforløb, hvoraf fem er dokumenteret som video. Der er eksempler fra grundforløb og hovedforløb samt et forløb i brobygning.
Beskrivelser af forløbene og videoerne kan ses her
Sammen har lærerne desuden besøgt virksomheder i de brancher, de uddanner til, for at blive kloge på sammenhængen mellem skole og oplæring i praksis. For en del af lærerne har det betydet et bedre samarbejde med virksomhederne, så de i fællesskab kan udvikle kompetencer hos eleverne, der passer endnu bedre til behovene i branchen.
Erhvervsskolerne ser muligheder og begrænsninger
Erfaringerne fra projektet indtil nu er, at STEM-relateret undervisning både rummer muligheder og begrænsninger for lærere og skoler. Veltilrettelagte forløb, hvor eleverne får lov til at undersøge og eksperimentere med materialer kan være med til at motivere og skabe nysgerrighed for fag som matematik, fysik og naturfag.
Lærerne oplever dog også en række strukturelle barrierer for den helhedsorienterede STEM-undervisning. Især strukturen i bekendtgørelserne på EUX vanskeliggør udviklingen af sådanne forløb, fortæller nogle af lærerne. Eksempelvis kan der gå et halvt år fra elever har gennemført undervisningen i fysik, til de skal anvende det i værkstedet.
Følgeforskning ser på forankring
Som et led i følgeforskningen på projektet, gennemfører VIA og DTU i efteråret 2023 en række interviews på erhvervsskolerne om forankring af resultaterne. Efterfølgende vil VIA og DTU dele viden igennem hjemmeside, forskningsartikler, webinarer samt et vidensnotat til brug for alle lærere og ledere på erhvervsskoler.
Læs mere om videndeling under ”formidling”.
Projektet afsluttes i 2025.