Det praksisnære vægtede højt
Maibrit er tilknyttet Destination Trekantområdet som projektkoordinator for et kulturturisme-projekt. Her samarbejder hun med en hel række eksterne partnere og er i den forbindelse mødeleder og procesfacilitator i diverse sammenhænge. For Maibrit var det derfor oplagt at give sig i kast med noget efteruddannelse inden for procesledelse og få nogle kompetencer, der også var særligt efterspurgte i hendes organisation.
”Jeg ringede lige til en studievejleder, inden jeg tilmeldte mig. Her nævnte hun, at uddannelsen var praksisnær, og det var meget det, jeg søgte. Det, at vi i undervisningen bruger vores egne cases fra det virkelige liv, giver bare rigtig god mening”, fortæller Maibrit.
Nye værktøjer er taget i brug
Maibrit er netop ved at afslutte uddannelsen til proceskonsulent, og flere af de ting hun har lært, har hun allerede gjort brug af, når hun har tilrettelagt møder og sat en proces i gang med folk, der skulle bidrage ind i projektet.
”Når jeg planlægger møder med eksterne partnere, tænker jeg meget over at bruge de værktøjer, jeg har lært, så vi kan få de bedste idéer frem. Jeg har samtidig lært, hvor vigtigt det er, at jeg sætter mig godt ind i, hvem mødedeltagerne er og får tilrettelagt en god proces i forhold til, hvad vi gerne vil have ud af mødet”, fortæller Maibrit, der samtidig fremhæver, at undervisningen lagde godt fra land.
“Allerede efter første undervisningsgang, synes jeg, at jeg blev klædt bedre på i forhold til de arbejdsopgaver, jeg sidder med. Jeg synes, uddannelsen kommer virkelig godt rundt om hele den proces, det faktisk er at være i et projekt – både i forhold til at arbejde med den mere overordnede proces eller de små delprocesser”, forklarer hun.
Udover at Maibrit selv som projektkoordinator leder og faciliterer møder, deltager hun også ofte i møder ledet af andre. Her er hun også, med den nye viden hun nu ligger inde med, begyndt at lægge mærke til, hvordan andre kører det.
”Det kan være et spændende studie i sig selv at sidde og observere, hvordan andre gør det - hvorfor noget virker og andet ikke gør. Det bliver lige pludselig meget tydeligt”, slutter hun.