På de respektive workshops giver vi en praktisk indføring i, hvordan tilbud om besøg til forældre om mad og måltider kan tilrettelægges og gennemføres med udgangspunkt i det udviklede materiale. Den røde tråd gennem samtlige materialer er, at mad og måltider er en vigtig del af en families hverdag, og at det der serveres, og samværet omkring maden har stor betydning for sundheden og barnets mad- og måltidsvaner i fremtiden.
Vi arbejder med at lære det nyudviklede materiale om mad- og måltidsvaner i familier med små børn at kende og introduceres til de didaktiske overvejelser, der ligger bag materialet. Samtlige materialer er udarbejdet i overensstemmelse med anbefalinger i ”Ernæring til spædbørn og småbørn - en håndbog for sundhedspersonale” fra Sundhedsstyrelsen. Materialet bygger på viden om social ulighed i mad og måltidsvaner hos spæd- og småbørnsfamilier og sundhedspædagogisk teori og praksis.
De pædagogiske materialer er stort set alle digitale. De kan bruges i hjemmebesøg fra 8 måneder til 3 år og evt. i samarbejde med dagtilbud om emnet.
Vi glæder os meget til at introducere materialerne og deres praktiske brug for jer. I kommer til at arbejde med de forskellige typer af materialer, der er til rådighed for sundhedsplejen (fx videofilm, animationsfilm og fotoserier), og I får et eksemplar af de trykte materialer med hjem. Efterfølgende kan materialerne bestilles til brug for besøg til målgruppen.