Naturdannelse og nysgerrighed i dagtilbud

Vil du styrke børns forståelse og nysgerrighed for naturen? På kurset her lærer du at skabe meningsfulde oplevelser i naturen med udgangspunkt i ny forskning og naturdannelsens fem elementer.

 

 

Format

Kursus

Sted

Aarhus

Pris fra

8.625 kr

Startdato

06. nov. 2025

Varighed

5 dage (se mere under tid og sted)

ECTS

1,5

Udbytte for dig og din arbejdsplads

De institutionelle rammer har stor betydning for børns udetid – både i forhold til hvor lang tid børnene er ude i naturen, og hvordan de bruger tiden i naturen. Det viser en undersøgelse fra 2024 lavet af Center for Børn og Natur blandt 4.593 børn.

Men hvad er god udetid? Og hvordan kan du som pædagog være med til at kvalificere børnenes udetid? Det er lige præcis det, du kommer til at arbejde med på kurset her.

Med udgangspunkt i naturdannelsens fem elementer får du viden, erfaringer og kompetencer til at sikre en meningsfuld og fyldestgørende naturdannelse for børn i dit dagtilbud.

Du lærer at:

  • Understøtte børns nysgerrighed og motivation inden for natur, udeliv og science. 
  • Anvende naturen og uderummet på mange forskellige måder – både når solen skinner og regnen siler ned.
  • Forholde dig aktivt til din egen naturprofil og blive naturambassadør, så du på et kvalificeret grundlag kan tage ansvar og vise retning i det naturpædagogiske arbejde med børns naturdannelse.

Tilmeld dig

Sted

Aarhus

Pris

8.625 kr.

Dato

06. nov. 2025 - 05. feb. 2026

Ansøgningsfrist

06. okt. 2025

Ledighed

Ledige pladser

Mere information

  • På kurset kommer du til at arbejde med praksisnær teori og relevant forskning fra det naturpædagogiske område inden for dagtilbud fra fx Niels Ejbye-Ernst, Nanna Jordt Jørgensen og Søren Præstholm.

    I løbet af de fem kursusdage arbejder du med følgende emner:

    1. Børns naturdannelse – de 5 elementer
      Sammen undersøger vi naturdannelsens fem elementer og eksperimenterer med en bredere forståelse af begrebet og dets anvendelse i praksis. Vi går i dybden med forståelsen af vores eget natursyn og bliver klogere på sammenhængen mellem personlige erfaringer og de naturpædagogiske handlinger i praksis. 

    2. Nysgerrighed, motivation og eksperimenter – hvad er en spændende voksen?
      Hvad er en spændende voksen, hvordan ser det ud når børn bliver motiveret og hvorfor er den afgørende for naturdannelsen? Vi undersøger hvordan du som pædagog kan styrke børns motivation, engagement og deltagelse i naturpædagogiske aktiviteter. Det gør vi ved at diskutere og eksperimentere med forskellige metoder og tilgange – i oplevelser vi ikke kan forudsige udfaldet på.

    3. Natur, udeliv og friluftsaktiviteter. Jeg er opdagelsesrejsende – hvad kan vi opleve?
      Hvad kan vi lave i naturen, og hvordan kan vi kvalificere børns oplevelser i og med naturen, så deres naturdannelse understøttes mangfoldigt? Vi afprøver og undersøger uderummets læringsmiljøer og diskutere i hvilke sammenhænge pædagogisk intervention er relevant – og hvornår den ikke er. 

    4. Naturfagsdidaktik og naturformidling – hvilken natur formidler vi og hvordan?
      Skal du som pædagog altid have svaret? Og hvad rummer god naturformidling? Vi eksperimenterer med forskellige videnformer under vores formidling af naturen og dykker ned i forudsætningerne for fyldestgørende læringsprocesser i henhold til naturdannelsens fem elementer. Vi arbejder med forskellige didaktiske metoder og greb, og undersøger hvordan de kan anvendes i hverdagens praksis.  

    5. En mangesidig naturdannelse – også når det regner og lugter!
      Naturen kan være smuk, indbydende og fantastisk, men den kan også være rå, barsk og ubarmhjertig. Her vil vi beskæftige os med naturens mindre elskede emner som død, lort, forrådnelse og parringsritualer, og bliver klogere på hvorfor de er særlig vigtige, i arbejdet med børns naturdannelse. Det gør vi ved at afprøve konkrete aktiviteter indenfor den ”klamme” naturpædagogik og udfolde hvilke dilemmaer der knytter sig til aktiviteterne ift. etik og dømmekraft i praksis.
  • Kurset er bygget op som et kreativt og undersøgende læringsrum, hvor nysgerrighed, fordybelse og faglig sparring er med til at skabe både personlige oplevelser og fælles erfaringer. Undervisningen vil derfor veksle mellem oplæg, aktiviteter i uderummet, samarbejdsøvelser samt refleksion- og udvekslingsprocesser.

    Efter hver undervisningsgang får du mulighed for at afprøve det, du har lært på kurset, i dit arbejde med børnene.

    Undervisningen foregår på VIAs Campus C i Aarhus og forskellige lokaliteter i omegnen af Aarhus.

  • Kursusforløbet henvender sig til dig, der arbejder med børn i alderen 0-6 år fx som pædagog pædagogmedhjælper, pædagogisk assistent eller dagplejer.

  • Du har mulighed for at søge tilskud gennem Den Kommunale Kompetencefond og få tilskud til betaling af deltagergebyr samt vikardækning. Du kan søge tilskuddet, hvis du er kommunalt ansat og dækket af BUPLs overenskomst. Læs mere om tilskuddet.

    Du kan også gøre brug af opkvalificeringspuljen til betaling for kurset. Tal med din leder eller tillidsrepræsentant om mulighederne i din kommune.

Kontakt

tibe