Som ansat, inden for forvaltning og administration i kommune, region, stat eller i en anden organisation, har du erfaret, at organisatoriske forandringer er et vilkår men også, at de kan få konsekvenser for medarbejdernes trivsel, samarbejde og fokus på opgaveløsningen. Det kan komme til udtryk i organisationens APV eller igennem kommunikative og/eller følelsesmæssige reaktioner i dagligdagen. Du er i tvivl om, hvordan du skal forstå og handle over for de tegn du ser, men du vil gerne hjælpe i en konstruktiv retning.
På forløbet lærer du at analysere udvalgte situationer, hvor kommunikation og psykologiske reaktioner danner mønstre, som kan være mere eller mindre hensigtsmæssige i forhold til organisationen og den offentlige medarbejder. Når du har gennemført, er du blevet bedre til at forstå, kommunikere og interagere til gavn for det psykiske arbejdsmiljø og kerneopgaven.
Forløbet gør dig i stand til at:
- Forstå organisationer og forandringer som et processuelt gensidigt påvirkende fænomen
- Forstå organisationsteoriers forskellige fokus på f.eks. individ og gruppe
- Analysere med organisationspsykologiske teorier
- Anvende kvalitative metoder til at undersøge problemstillinger knyttet til udvalgte situationer
- Udvikle handleanbefalinger og tage initiativer til samarbejde med kollegaer, ledelse og evt. borgere