Efteruddannelse på tværs giver stærkere praksis om rusmiddelbehandling

I Herning Kommune arbejder Sophie Alrup Mcghee og Maj-Britt Lindgaard Graversen til dagligt med borgere i komplekse situationer omkring rusmidler, alkohol og abstinenser. De møder ofte de samme borgere – med hver deres faglighed. Nu tager de sammen Diplomuddannelsen i rusmiddelbehandling – hvor fælles viden skaber fælles sprog og nye perspektiver til gavn for både kolleger og borgere.

Diplomuddannelsen i Rusmiddelbehandling har til formål at styrke rusmiddelbehandlernes kompetencer indenfor både stof- og alkoholområdet, og er designet til at rumme og udvikle tværfagligheden på området for rusmiddelbehandling.

Stofbehandler Sophie Alrup Mcghee og sygeplejerske Maj-Britt Lindgaard Graversen er begge i gang med efteruddannelsen, og for dem giver det god mening, at den er bygget op på tværs af faglige baggrunde - da det matcher deres hverdag i Rusmiddelcenter Herning, hvor de begge arbejder.

De var da heller ikke i tvivl om, at de gerne ville afsted på efteruddannelse, da de fik muligheden:

”Jeg manglede den her samlede pakke, der kommer hele vejen rundt, og som er skruet fuldstændig ind i rusmiddelbehandlingsrummet. Det er det, uddannelsen her kan”, siger Sophie Alrup Mcghee, som er socialfaglig behandler.

Det kan Maj-Britt Lindgaard Graversen genkende. Hun er sygeplejerske ved Rusmiddelcenter Herning, og hun supplerer: ”Tidligere har jeg bygget mig selv op med kortere kurser, som også kan noget, men som er lidt mere fragmenteret. Her er et samlet tilbud med længere forløb og mere dybde – det er meget stærkt.”

Tværfaglighed, der gør en forskel

Noget af det, der især har gjort indtryk på dem begge, er undervisningsrummet, hvor socialfaglige og sundhedsfaglige stemmer mødes, lærer og udfordrer hinandens perspektiver.

"Der er den her meget store ”know how” i rummet, hvor spørgsmålene fra de forskellige faglige briller gør diskussionerne undervejs meget skarpere – ligesom det giver en dynamik, der er guld værd”, siger Maj-Britt.

Sophie tilføjer: "Man ville ikke få det samme ud af den her uddannelse, hvis der kun sad én faglighed i rummet. Socialfaglighed kan ikke stå alene. Det er afgørende, at vi bruger hinanden, og at vi spiller hinanden gode. Det bliver meget tydeligt her."

De oplever også begge, at de tværfaglige dialoger i undervisningslokalet styrker samarbejdet hjemme i kommunen. 

”Det betyder meget at få øjne og sprog på de her nuancer af tværfagligheden – både for samarbejdet og borgerne. For det er her, der ellers kan opstå clashes, når vi bliver uenige”, siger Maj-Britt.

Fælles forståelse og sprog

En mærkbar gevinst ved efteruddannelsen er, at de nu har en fælles forståelse og et fælles sprog. Det gør samarbejdet med kolleger, andre kommunale enheder og regionen lettere — også når der skal navigeres i juridiske og organisatoriske rammer. Og det giver nye muligheder:

"Når vi forstår hinandens fagligheder, når vi forstår vores egen arbejdsplads, og hvad der foregår i de forskellige lag omkring os, kan vi langt bedre finde nye veje og muligheder, der gavner borgerne," siger Sophie.

Maj-Britt stemmer i: ”Og når vi har fået et fælles sprog, er det nemmere at koordinere med hinanden. Og så har vi lært ikke at tage hinanden for givet.”

De er også begge enige om, at det er meget lettere at tage fat i hinanden i hverdagen, ligesom det er en stor gevinst, at de kan være hinandens talerør ind i forskellige teams.

At se på sin egen rolle – udefra

Uddannelsen har også givet Sophie som stofbehandler en større bevidsthed om sin egen rolle i praksis:

”Jeg er blevet bekræftet i flere ting, som jeg gjorde i forvejen, men nu er jeg langt mere bevidst om, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det gør, jeg kan løfte min faglighed op i et større perspektiv, og det giver mig mod til at prøve noget nyt – og jeg står stærkere i at argumentere for mine valg – også når jeg udfordrer 'plejer'.”

Anbefaling: tag afsted sammen

Når de bliver spurgt, om de vil anbefale diplomuddannelsen, er svaret klart: tag afsted — gerne sammen som kolleger og samarbejdspartnere.

"Uddannelsen kræver noget af en, men udbyttet er det værd — og man kan altid få hjælp af kolleger, underviser eller de andre på holdet. Kom afsted som kolleger eller som afdeling — det er utrolig værdifuldt," siger de begge.

Maj-Britt slutter af: "Jeg kommer tilbage med fornyet energi – og min leder værdsætter, at vi tager ny viden med hjem og bruger den i hverdagen.”