
Kommunikation i projekter er en af de mest kritiske – og samtidig mest oversete – faktorer for succesfuld projektledelse. For hvordan skaber man egentlig klar kommunikation og engagerer både projektdeltagere, teamet og andre interessenter?
Joan Nørremark havde ofte stillet sig selv netop de spørgsmål og ønskede sig metoder og værktøjer, der kunne styrke hendes kommunikation og samarbejder som projektleder.
Med denne ambition meldte Joan sig på diplomforløbet ”Kommunikation og teamrelationer” hos VIA University College - efteruddannelse som har givet hende en ny faglig ballast og et væld af nye metoder, der nu gør en mærkbar forskel i hendes daglige projekter – og hun er mere end klar til at lære endnu mere.
Joan har faktisk oprindelig en baggrund som sygeplejerske, men tog en skarp drejning i sin karriere og arbejder nu med IT og digitalisering i Ringkøbing-Skjern Kommune. I dag står hun i spidsen for komplekse projekter, hvor kommunikation og stærke relationer er helt afgørende. Derfor er hun fast besluttet på at fortsætte og tage hele Diplomuddannelsen i projektledelse. Hun har allerede færdiggjort tre diplommoduler/-forløb – og er godt på vej mod målet.
Nye værktøjer er allerede taget i brug
Joan oplever, at forløbet i kommunikation og teamrelationer har givet hende nye faglige værktøjer, som hun har kunnet anvende fra første dag. Ét af de områder, hun særligt har reflekteret over i sit arbejde, er, hvordan hun håndterer feedback.
”Vi arbejdede en del med feedback. Det har virkelig fået mig til at reflektere over min egen tilgang til det. Jeg har fået en ny forståelse for, hvordan jeg både kan modtage og give feedback, så det faktisk skaber værdi for modtageren,” forklarer Joan.
En anden markant forandring mærkede Joan også hurtigt i sin måde at lede møder på. Uddannelsesforløbet har givet hende indsigt i, hvordan hun kan optimere møderne, så de bliver mere effektive og målrettede.
”Jeg er blevet mere bevidst om, hvordan jeg får aktiveret deltagerne på møderne og sørger for, at der er en tydelig styring, så møderne skaber værdi, og vi sikrer fremdrift i vores projekter,” forklarer Joan.
Den praktiske tilgang vægtede højt
Joan ønskede at udvikle sig som projektleder og få flere faglige værktøjer, hun kunne trække på. Samtidig var det enormt vigtigt for hende, at hun kunne omsætte teori fra undervisningen direkte til sin hverdag som projektleder.
”Efteruddannelse skal for mig give direkte værdi til mit arbejde. De teorier og metoder, jeg bliver præsenteret for, skal jeg derfor kunne omsætte og integrere i måden, jeg arbejder på,” pointerer Joan.
Med en baggrund fra VIA University College, hvor hun studerede til sygeplejerske, kendte hun allerede til den praksisnære undervisningsform hos VIA. En form, som hun vidste, ville være værdifuld for hendes faglige udvikling. Derfor var det for Joan også oplagt, at hendes næste uddannelsesforløb skulle foregå her.
Et skræddersyet undervisningsforløb
Joan Nørremark oplevede, at undervisningsformen på diplomforløbet var skræddersyet til at binde teori og praksis sammen. Hun fremhæver den dynamiske og afvekslende undervisning, hvor konkrete eksempler gjorde det nemt at skabe paralleller til hendes egne projekter.
”Underviserne har virkelig formået at engagere os i både refleksion og aktivt gruppearbejde, hvor vi har haft gode dialoger på tværs af vores forskellige baggrunde. Der har været en god balance mellem tavleundervisning, walk-and-talk og casearbejde,” uddyber Joan.
Joan fremhæver også samarbejdet med sine medstuderende som et plus på kontoen. Undervejs har hun udvekslet erfaringer og arbejdet på tværs af brancher gennem caseopgaver, som har givet hende nye perspektiver på, hvordan hun kan håndtere kommunikation og teamsamarbejde i og omkring hendes projekter.
”Noget af det bedste er, at når jeg forbereder mig til undervisningen, tænker jeg ud fra min egen praksis. Og når jeg så efterfølgende diskuterer emnerne i studiegruppen, får jeg helt nye nuancer, fordi jeg ser, hvordan mine medstuderende har valgt at anvende teorien ind i deres arbejde,” fortæller Joan.