Ronny fik et bredere blik på ledelse – uden at give slip på sin faglighed

Med en stærk teknisk baggrund var Ronny vant til at have fokus på projekter, teknik og konkrete løsninger. Efterhånden som hans ansvar voksede, fik han brug for et bredere perspektiv på forretning, strategi og ledelse. Det fik han gennem EBA-uddannelsen.

Ronny Lajer


Fra projektchef til bredere ansvar

Da Ronny Lajer begyndte på EBA-uddannelsen, havde han en stærk teknisk baggrund og mange års erfaring fra bygge- og projektverdenen. Han er uddannet tømrer og civilingeniør og har gennem sin karriere bevæget sig fra entrepriseleder til projektleder, projektchef og i dag afdelingschef i Per Aarsleff.

Med tiden blev hans ansvar bredere. Opgaverne handlede ikke længere kun om teknik og projekter, men i stigende grad også om kontrakter, samarbejde, kunder, interessenter, økonomi og ledelse.

”Mine ansvarsområder var gået fra at være meget tekniske til også at handle om kontrakter, samarbejde, kunder, interessenter og projektøkonomi. Derfor gav EBA-uddannelsen god mening.”

Ronnys karrierevej

karrierevej

For Ronny handlede uddannelsen derfor ikke om at lægge den tekniske faglighed bag sig, men om at bygge videre på den og få nye perspektiver.

”Det er en uddannelse, der bygger videre på din eksisterende faglighed. Du mister ikke noget af dig selv – du får bare en større værktøjskasse.”

Nye perspektiver på forretning, strategi og ledelse

Ronny havde ikke en fast karriereplan, da han begyndte på uddannelsen. Han havde tidligere fået tilbudt mere linjeledelse, men havde sagt nej. EBA blev derfor også en mulighed for at undersøge, om han skulle fortsætte i projektsporet eller tage mere ledelsesansvar.

”Jeg brugte det nok som en afklaring for mig selv - altså vil jeg videre op ad ledelsesgangen, eller vil jeg fortsætte med at udvikle mig i projektregi?”

Undervejs blev han mere bevidst om, at han gerne ville tættere på de strategiske og forretningsmæssige beslutninger. Fag som strategisk markedsføring, forretningsforståelse, økonomi og innovation gav ham nye perspektiver og et stærkere sprog til at forstå organisationen.

”Jeg har fået en bredere forståelse for, hvordan de forskellige dele af forretningen hænger sammen. Tidligere var mit fokus på projektgennemførelsen, teknikken og de konkrete løsninger. Uddannelsen har givet mig et bredere perspektiv på de strategiske og forretningsmæssige overvejelser bag beslutningerne og gjort mig bedre i stand til at byde ind i dialogen.”

For Ronny har uddannelsen især givet et større blik for sammenhængen mellem teknik, økonomi, strategi og mennesker.

”Det har givet mig et nyt perspektiv på ledelse og forretning. En forretning er jo en dynamisk mekanisme, der hele tiden skal tilpasses.”

Mere sikker i rollen som leder

I dag oplever Ronny, at uddannelsen har gjort ham mere sikker i sin rolle. Ikke fordi den alene gav ham en ny stilling, men fordi den gav ham mere ro, overblik og en stærkere fornemmelse af, hvor han gerne ville hen.

”Jeg er blevet mere sikker i mine vurderinger og mere bevidst om, hvordan jeg arbejder med komplekse problemstillinger. Jeg er også blevet bedre til at skabe refleksion omkring mine beslutninger og sikre, at jeg ser hele situationen, før jeg handler.”

Han oplever også, at uddannelsen har styrket ham i personaleledelsen. Han er blevet mere opmærksom på, at medarbejdere ikke nødvendigvis skal ledes eller kommunikeres med på samme måde.

”Jeg er nok blevet bedre til at tilpasse mig mine medarbejdere i stedet for at forvente, at mine medarbejdere skal passe til mig.”

For ham handler det blandt andet om at forstå forskellige styrker, kompetencer og perspektiver – og om at kunne justere sin kommunikation efter situationen og menneskene omkring sig.

Ikke bare endnu et kursus

Da Ronny skulle vælge uddannelse, var det vigtigt for ham, at det ikke bare blev endnu et kort kursus.

”Jeg havde kørt lidt træt i almindelige kurser. Hvis det skulle være noget, skulle det være en uddannelse.”

Det betød meget, at EBA-uddannelsen var bygget op med fysisk undervisning og en fast struktur, der kunne passes ind i en travl hverdag. Fremmødet gjorde også en forskel for ham.

”Det betød 100 procent noget for mig, at man skulle møde ind. Hvis det havde været en ren webinaruddannelse, havde det ikke været noget for mig.”

Den modulopbyggede struktur gjorde samtidig uddannelsen mere overskuelig. Man kunne begynde ét sted, få erfaring med formen og derefter bygge videre.

Sparring med andre fagligheder

Noget af det største udbytte for Ronny var kombinationen af undervisningen og mødet med de andre deltagere. Teorien stod ikke alene, men blev hele tiden koblet til konkrete udfordringer fra deltagernes egne virksomheder.

”Det største udbytte har nok været, at uddannelsen er så praksisnær. Det er ikke kun teori. Det er også dialogen i grupperne, diskussionerne og de perspektiver, man får fra andre.”

På holdet mødte han andre erfarne fagpersoner med forskellige baggrunde og erfaringer – mange fra tekniske brancher som hans egen. Det gjorde sparringen relevant, samtidig med at han fik nye vinkler på problemstillinger, han ellers kun kendte fra byggebranchen.

”I min branche ser vi på tingene på én måde, men i en anden branche kan man se på tingene på en helt anden måde. Det var ekstremt givende.”

For Ronny var det også værdifuldt, at der var et fortroligt rum, hvor deltagerne kunne dele konkrete udfordringer fra deres hverdag og få input fra andre, der stod med lignende ansvar.

En uddannelse, der kræver prioritering

EBA-uddannelsen er tilrettelagt, så den kan kombineres med både job og privatliv, men Ronny lægger ikke skjul på, at det kræver planlægning. Selv havde han fuldtidsjob, rejseaktivitet, familie og tre børn ved siden af uddannelsen.

”Det er klart, at det ikke er let. Det kræver planlægning og prioritering.”

Samtidig oplevede han, at de faste undervisningsdage og strukturen i uddannelsen hjalp ham med at holde fremdrift og fastholde fokus.

”Det, at der var nogle undervisningsgange, gjorde, at man hele tiden blev holdt til ilden. For mit vedkommende gjorde det, at jeg ikke faldt bagud.”

For Ronny blev EBA en måde at bygge videre på sin erfaring og blive bedre rustet til et større ansvar. Uddannelsen gav ham nye perspektiver på forretningen og en større klarhed over den rolle, han gerne vil spille fremover.