Sammen fik Lene og Maj Britt større tro på egne evner

Da Lene og Maj Britt begyndte på Diplomuddannelsen i projektledelse, havde ingen af dem planer om at tage hele uddannelsen. De søgte nye værktøjer og forventede kun at tage ét fag. Men undervejs voksede lysten til mere. I dag har de gennemført hele uddannelsen og har fået større tro på og tillid til det, de hver især kan bidrage med.

Lene Skovgaard og Maj Britt Meldgaard Jahn

 

Ét fag blev starten på en større udvikling

Da Lene Skovgaard og Maj Britt Meldgaard Jahn fra Ikast-Brande Kommune begyndte på Diplomuddannelsen i projektledelse, var ønsket for begge at få nye konkrete værktøjer. For Lene handlede det især om at blive bedre klædt på til de projekter, hun arbejdede med som teamleder i IT Drift.

”Jeg havde kig på faget i Projektledelse – metoder og værktøjer, fordi jeg syntes, jeg havde brug for det i forhold til de projekter, jeg sad med.” – Lene

Maj Britt havde et andet udgangspunkt. Som chefsekretær i Sundheds- og Ældreafdelingens Stab arbejdede hun på daværende tidspunkt ikke direkte med projekter og var derfor usikker på, om uddannelsen overhovedet var noget for hende.

”Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg kunne sætte undervisningens indhold i relation til min egen hverdag på arbejdet, når jeg ikke arbejdede direkte med projekter til daglig.” – Maj Britt

Ingen af dem havde planlagt at gennemføre en hel diplomuddannelse i projektledelse. Men undervisningen, studiemiljøet og mødet med de andre deltagere gjorde hurtigt indtryk.

De oplevede stor værdi i at høre om de andres erfaringer og få nye perspektiver på deres eget arbejde. Det første fag gav dem derfor lyst til at fortsætte.

For Maj Britt har udviklingen også kunnet mærkes på den måde, at projektarbejde i dag fylder en større del af hendes hverdag.

De lærte af hinanden – og af de andre

Det, der skulle have været ét fag, blev hurtigt til flere. Lene og Maj Britt fik begge lyst til at fortsætte, og det viste sig at være en stor styrke, at de kunne følges ad gennem store dele af uddannelsen.

De skrev opgaver sammen, sparrede med hinanden og trak på forskellige styrker gennem både eksamener og afgangsprojekt.

”Jeg vil sige, at alle skulle have en skrivemakker. Det giver virkelig meget, fordi man får taget de der snakke efter undervisningen og sammen får vendt det, man er i tvivl om.” – Lene

For Maj Britt blev samarbejdet også en værdifuld del af at vende tilbage til studielivet.

”Så er det altså bare rart at have en at læne sig op ad og sparre med.” – Maj Britt

Samarbejdet gav anledning til mange gode drøftelser og refleksioner undervejs, og gennem undervisning, gruppearbejde og opgaver fik Lene og Maj Britt samtidig mulighed for at møde deltagere fra andre fagområder og brancher. For Maj Britt blev mødet med de andre deltagere en vigtig del af læringen:

”Det gav mig virkelig meget at høre de andre, fordi de var meget erfarne.” – Maj Britt

Lene oplevede på samme måde, at de forskellige perspektiver gav inspiration, som hun kunne tage med tilbage i sit eget arbejde:

”Det er super godt at høre, hvad andre gør, og få nogle input med hjem.” – Lene

Arbejdet med opgaverne gav dem også et bredere indblik i deres egen organisation. Gennem samarbejdet med hinanden og andre deltagere fra Ikast-Brande Kommune fik de øje på, hvordan opgaver og udfordringer bliver håndteret forskelligt på tværs af afdelinger. Det gav dem nye perspektiver på deres egen måde at arbejde på.

”Det har været enormt interessant det her med egentlig at få indblik i, hvor forskelligt vi gør tingene i hver afdeling.” – Maj Britt

Fra tvivl til større selvtillid

Når Lene og Maj Britt ser tilbage på uddannelsen i dag, er det ikke de konkrete metoder eller teorier, der fylder mest. Det er den personlige udvikling. For Maj Britt er det især tydeligt, hvor meget hun selv har rykket sig siden uddannelsens begyndelse. Hun begyndte med tvivl om, hvorvidt uddannelsen var noget for hende, men står i dag et helt andet sted og har fået større tro på sig selv:

Jeg er blevet mere robust og selvsikker, og troen på mig selv er blevet meget større, efter jeg har gennemført den her uddannelse

Maj Britt Meldgaard Jahn

Hun har også fået større mod på at tage initiativ og byde ind med det, hun kan:

”Jeg byder mig til, hvis jeg synes, der er noget, hvor jeg tænker, at dér kan mine kompetencer passe ind. Jeg er mere initiativrig og har fået mere gåpåmod.” – Maj Britt

For Lene blev uddannelsen samtidig en anledning til at se nærmere på sit eget lederskab.

Jeg har egentligt først efter, at jeg har taget de her fag, fundet min vej i det at være leder. Jeg er også blevet mere bevidst om mit eget lederskab, og hvad det er, jeg vil med det. Nu står jeg stærkere

Lene Skovgaard

For begge blev uddannelsen på den måde et skridt videre – både fagligt og personligt.

Når det uventede giver mest

Noget af det, der overraskede Lene og Maj Britt mest undervejs, var, at nogle af de fag, de på forhånd havde været mest usikre på, endte med at blive blandt dem, de fik mest ud af. For Maj Britt gjorde faget ”Den professionelle proceskonsulent” særligt indtryk.

Faget gav hende nye perspektiver og blev samtidig et konkret bevis på, at det kan betale sig at udfordre sig selv.

”Jeg har lært nogle nye sider af mig selv at kende og fundet ud af, at det, som jeg troede ikke var noget for mig, måske i virkeligheden er det, jeg finder mest interessant. Det endte derfor også med at blive mit favoritfag.” – Maj Britt

For både Lene og Maj Britt blev uddannelsen dermed også en mulighed for at rykke ved deres egne forestillinger om, hvad de kunne, og opdage nye sider af sig selv.

Det vigtigste, de tager med sig

Da Lene og Maj Britt begyndte på Diplom i projektledelse, var målet at få ny viden og konkrete værktøjer. Det fik de – men undervejs opdagede de også, at uddannelsen kunne flytte noget mere personligt.

For Lene er det netop den del, der står tydeligst tilbage:

”Den personlige udvikling er den, der står tydeligst lige nu. Man kan mærke, at man har været igennem den her uddannelse. Det gør noget ved én.” – Lene

Det, der begyndte som ét fag og et ønske om nye værktøjer, kom til at handle om noget langt større: at finde større sikkerhed i deres egen rolle og mod på at bruge den på nye måder.