Du har styr på projektplanen og følger op på opgaverne. Alligevel kan projektet gå i stå, fordi en vigtig beslutning lader vente på sig, forventningerne er uklare, eller opbakningen fra ledelsen udebliver.
Det er situationer, hvor din evne til at lede opad bliver afgørende. Som projektleder skal du kunne påvirke og navigere i forhold til projektejer og styregruppe. Det kræver, at du kan kommunikere tydeligt, afstemme forventninger og opbygge gode relationer. Alligevel er det en disciplin, mange projektledere ikke føler sig ordentligt klædt på til, og som mange oplever som vanskelig.
På webinaret stiller vi skarpt på tre greb, som vores forskning har vist, er centrale, når projektledere skal lede opad: kommunikation, forventningsafstemning og relationspleje.
Vi introducerer også en enkel model, der beskriver fire typer projektejere ud fra deres mandat og engagement i projektet. Modellen vil kunne hjælpe dig med at aflæse din egen projektejer og tilpasse din tilgang. Vi ser også på, hvordan din organisation kan skabe bedre rammer for ledelse opad, så dine muligheder for at lykkes med projektet ikke alene afhænger af, hvem der er projektejer.
Du går fra webinaret med:
- Et sprog for og en forståelse af, hvad ledelse opad kræver
- En konkret model til at aflæse og forstå din projektejer
- Anbefalinger til, hvordan du arbejder med og tilpasser kommunikation, forventningsafstemning og relationspleje til forskellige typer projektejere
Webinaret varer 45 minutter og veksler mellem korte oplæg, konkrete eksempler og refleksion. Du får mulighed for at stille spørgsmål undervejs.