”Der er noget med det barn!”
Sådan kan en faglig drøftelse begynde. Barnet bliver taget op på møder, drøftet blandt medarbejderne og omtalt i samarbejdet med forældrene. Mange ledere genkender oplevelsen af, at alle ønsker en forandring, men at de gentagne drøftelser ikke fører til nye forståelser eller handlinger.
På webinaret tager vi afsæt i en case fra hverdagen og en nyere undersøgelse af faglig ledelse. Vi ser nærmere på, hvordan bekymringer, fortællinger, normer og faglige antagelser kan sætte sig fast og præge måden, barnet bliver set, forstået og mødt på af de voksne i dagtilbuddet. Vi ser også på, hvordan du som faglig leder kan bidrage til at åbne for nye perspektiver og handlemuligheder.
Vi sætter særligt fokus på to greb til faglig ledelse:
- At skabe opmærksomhed på de normer, den viden og de antagelser, der former medarbejdernes forståelse af barnet.
- At understøtte faglige samtaler, der udfordrer vante forståelser og åbner for nye perspektiver.
Du får indblik i nogle af de mekanismer, der kan føre til faglig fastlåshed, og inspiration til, hvordan du kan understøtte mere undersøgende og refleksive samtaler om børn, der vækker bekymring.