Du vil gerne tage ansvar som projektleder og få samarbejdet til at fungere. Men måske tager du indimellem for meget på dig, holder din uenighed tilbage eller bruger så meget energi på at leve op til andres forventninger, at du mister blikket for det, du selv finder vigtigt og meningsfuldt.
I de situationer handler projektledelse også om at lede dig selv.
På webinaret undersøger vi, hvordan dine værdier, vaner og forestillinger om den gode projektleder påvirker dine valg. Hvilke forventninger forsøger du at leve op til? Hvilke roller tager du i samarbejdet? Og hvornår står dine vaner i vejen for det, der er brug for?
Du får inspiration til at blive mere bevidst om dit personlige lederskab og undersøge, hvordan dine værdier kommer til udtryk i konkrete situationer, hvor forskellige hensyn støder sammen. Vi kommer omkring forskellige ledelsesparadigmer, protreptikken – en undersøgende samtaleform med fokus på værdier – og vi inddrager kreative tilgange til at undersøge og skifte perspektiv. Undervejs arbejder vi med spørgsmål som: Hvad vil du stå for? Hvad lader du dig lede af? Og hvad kan du gøre anderledes?
Vi ser også på grænsen mellem dit personlige ansvar og de rammer, du arbejder indenfor. At lede dig selv handler også om at tage samtaler om forventninger, mandat og vilkår, som du ikke kan ændre alene, men hvor I må finde løsninger i fællesskab.
Du går fra webinaret med:
- Indsigt i, hvordan dine værdier og andres forventninger præger din måde at lede på
- Spørgsmål, der hjælper dig med at reflektere over dine roller, vaner og dilemmaer som projektleder
- Inspiration til, hvordan du kan bruge AI til at udfordre dine tankemønstre og se nye muligheder for at handle
Webinaret varer 45 minutter. Undervejs får du faglige perspektiver, konkrete eksempler fra hverdagen og spørgsmål til refleksion. Der er også mulighed for at stille spørgsmål.