National Konference om Udeskole

Udeskole er en udbredt tilgang til undervisning, der får stigende opmærksomhed som pædagogisk og didaktisk tilgang i både almen- og specialområdet. På konferencen får du ny forskningsbaseret viden om, hvordan udeskole kan styrke elevernes læring, trivsel, sundhed og deltagelsesmuligheder – og får inspiration til din undervisningspraksis. 

Format

Konference/Arrangement

Sted

Aarhus

Pris

200 kr + moms

Startdato

21. apr. 2026

Varighed

6 timer

Kom og bliv inspireret

Når undervisning regelmæssigt suppleres af erfaringer uden for skolens bygninger, giver det eleverne andre deltagelsesmuligheder samt mere variation og bevægelse i undervisningen. Udeskole kan derfor være med til at gøre undervisningen i grundskolen mere praksisorienteret og virkelighedsnær. 

Udeskole er dermed en didaktisk arbejdsform, der kan berige den faglige undervisning. Men hvad viser den nyeste forskning om hvilken betydning og virkning udeskole har for elevernes læring, trivsel og sundhed?

På konferencen møder du førende danske og nordiske forskere og får indblik i foreløbige resultater fra fire aktuelle nationale forskningsprojekter i almenskolen, specialklasser og på specialskoler: MOVEOUT, MOVEOUT-SPECIAL, FoodACT og Udeskole for alle!

I praksisoplæggene får du den nyeste viden om udeskole og inspiration til undervisningen. Du får mulighed for at stille spørgsmål og deltage i drøftelser om, hvordan udeskole kan gøres relevant i skolernes praksis – bl.a. i lyset af det aktuelle kvalitetsprogram for folkeskolen og den aktuelle fagfornyelse.

Praksisoplæg

På dagen kan du vælge mellem 2 af 7 praksis at deltage i:

  • Udeskole der styrker skolemotivation og trivsel
  • Bevægelse og fysisk aktivitet i udeskole – for sundhed, trivsel og læring
  • Skolehaven som læringsrum
  • Udeskole på specialskoler
  • Udeskole for elever med autisme og ADHD i specialklasser
  • Fra idé til praksis: Når lærere og skoler skal implementere udeskole
  • Udeskole i praksis

Konferencen arrangeres i et tæt samarbejde mellem Center for Børn og Natur, VIA University College, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, Haver til Maver, University College Nord, Professionshøjskolen Absalon, Center for Grundskoleforskning og foreningen UdeskoleNet.

Konferencen og de tilknyttede projekter er finansieret af Novo Nordisk Fonden, 15. Juni Fonden, Innovationsfonden og Helsefonden.

Hvis du er interesseret i et styrket fagligt netværk om udeskole og mere inspiration til praksis, så kan du også deltage i foreningen UdeskoleNet’s jubilæumsmøde. Det foregår 20. april 2026 på Kochs Skole i Aarhus. Tilmelding: www.udeskolenet.dk.

Mere information

  • 09.00-09.30
    Registrering, kaffe/te og morgenbrød 

    09.30-10.00
    Velkommen, ved forsker og ekstern lektor Mads Bølling (VIA & CKFF), forskningschef Andreas Rasch-Christensen (VIA) og Center for Børn og Natur.

    10.00-10.30
    Keynote: Fra pionerarbejde til global forskningsagenda: Udeskole som internationalt fænomen, Professor Ulrich Dettweiler fra Universitetet i Stavanger

    10.30-10.40
    Pause, kaffe/te

    10.40-11.10
    Keynote: Udeskole i naturen kan vise vejen til fremtidens skole - hvorfor og hvordan? Børne- og skoleforsker Louise Klinge (Eduk)

    11.10-11.50
    Oplæg: Foreløbige resultater fra fire nationale forskningsprojekter: MOVEOUT, MOVEOUT-SPECIAL, FoodACT og Udeskole for alle!

    11.50-12.00
    Foreningen UdeskoleNet markerer sit 20 års-jubilæum, formand Karen Barfod

    12.00-12.50
    Frokost

    12.50-13.40
    Praksisoplæg runde 1

    13.40-14.10
    Pause, kaffe/te og kage samt tid til networking 

    14.10-15.00
    Praksisoplæg runde 2

    15.00
    Tak for i dag

  • Konferencen er primært for undervisere i grundskolen, lærere, naturfagskonsulenter, skolekonsulenter, mv.

  • Praksisoplæg

    Udeskole der styrker skolemotivation og trivsel (v. lektor Glen Nielsen, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet & forskningsassistent, Sara Rudbæk Larsen, Center for Kliniske Forskning og Forebyggelse)
    Hvordan kan udeskole styrke skolemotivation som en central del af trivsel og læringsglæde? Med afsæt i selvbestemmelsesteorien præsenteres forskning og praksiseksempler på, hvordan aktiviteter, kontekst og lærernes relationsarbejde kan øge elevers engagement og deltagelse. I dette praksisoplæg får du viden og erfaring fra projekterne MOVEOUT og FoodACT.

    Bevægelse og fysisk aktivitet i udeskole – for sundhed, trivsel og læring (v. forsker og ekstern lektor, Mads Bølling, Center for Kliniske Forskning og Forebyggelse og VIA UC & forskningsassistent, Johanne Aaskilde-Schneider, Center for Kliniske Forskning og Forebyggelse)
    Med afsæt i nyeste forskning får du viden om, hvorfor udeskole kan styrke elevers fysiske aktivitet, og hvordan forskellige steder i udeskole kan give særlige muligheder for bevægelse. Gennem praksiseksempler får du idéer til, hvordan aktiviteter kan understøtte en sund skolehverdag, trivsel og læring. Du får også eksempler på modeller, der kan hjælpe med at planlægge udeskole med fokus på bevægelse. I dette praksisoplæg får du viden og erfaring fra projekterne MOVEOUT og FoodACT.

    Skolehaven som læringsrum (v. evalueringskonsulent Rikke Hartmeyer & programdirektør Camilla Roed Otte, Haver til Maver)
    Skolehaven er et dynamisk læringsmiljø, hvor naturens kredsløb og årstidernes gang bliver konkrete og synlige. Oplægget handler om, hvordan Haver til Maver arbejder i praksis, dvs. hvordan sanser og faglighed bringes i spil i det grønne læringsrum, og hvordan samarbejde, ansvar og engagement stimuleres gennem haveaktiviteter. I dette praksisoplæg får du viden og erfaring fra projektet FoodACT.

    Udeskole på specialskoler (v. forsker og børnefysioterapeut Michelle Stahlhut, Center for Kliniske Forskning og Forebyggelse)
    Hvordan lykkes udeskole med elever, der har brug for tydelig struktur og støtte? Vi tager udgangspunkt i erfaringer fra projektet MOVEOUT-SPECIAL og deler eksempler på aktiviteter, der skaber forudsigelighed, engagement og trivsel i udeskoleforløb på specialskoler. Derudover åbner vi for dialog om jeres egne udfordringer og løsninger.

    Udeskole for elever med autisme og ADHD i specialklasser (v. lektor Marianne Hald, UC Nord & lektor & Dorrit Hansen, Professionshøjskolen Absalon)
    Projektet ”Udeskole for alle!” har haft til formål at undersøge, hvordan der kan laves god udeskole for elever med ADHD og autismespektrumforstyrrelser og hvilken betydning det har for eleverne at deltage i udeskole. Oplægget vil på den baggrund give indblik i udeskoles mulige betydning i skolehverdagen for elever med ADHD og autismestrektrumforstyrrelser, og hvordan udeskole kan ske på måder, der giver øgede deltagelsesmuligheder og trivsel for eleverne. Du vil også møde lærere fra Vodskov Skole der vil fortælle om deres erfaringer med at inddrage udeskole med netop disse elever.

    Fra idé til praksis: Når lærere og skoler skal implementere udeskole (v. docent Karen Barfod, VIA UC)
    Hvordan går man fra gode intentioner til en udeskolepraksis, der faktisk lever og varer ved? Med afsæt i forskningsbaseret viden om vedvarende implementering drøfter vi, hvad der skal til for at skabe fælles retning, støtte lærere i hverdagen og forankre udeskole i både skole- og kommunale strukturer. Deltagerne får konkrete greb til at omsætte idéer til handling – og handling til varig praksis. I dette oplæg får du bl.a. viden og erfaring fra projektet MOVEOUT.

    Udeskole i praksis (v. lærer Anne Hindkjær, Udefriskolen)
    Hvordan man som lærer planlægger og gennemfører udeskoleforløb i udskolingen med en tydelig, faglig rammesætning? Dette hands on-oplæg viser, hvordan udeskoleforløb i udskolingen kan planlægges og gennemføres med tydelig, faglig rammesætning. Oplægget giver indblik i centrale, didaktiske greb og udfordringer som stilladsering, klasserumsledelse og balancen mellem bevægelse og faglig fordybelse. Med afsæt i et reklameforløb vises, hvordan dansk og matematik kan tænkes tværfagligt i udeskole. Eksemplet har været en del af undervisning af lærere i projektet MOVEOUT.

Tilmeld dig

Sted

Aarhus

Pris

200 kr. + moms

Dato

21. apr. 2026

Tilmeldingsfrist

07. apr. 2026

Ledighed

Ledige pladser

Kontakt

ska
mmmo