Når du skal drive bæredygtig udvikling, sker det sjældent gennem entydige beslutninger eller klare prioriteringer. Ofte skal du handle, mens usikkerhed, modstridende mål og forskellige interesser spiller ind – på tværs af fagligheder, funktioner og organisatoriske niveauer.
På dette webinar giver Anne Vest Hansen, forfatter til Ledelse af bæredygtig udvikling – en dans med paradokser, dig indsigt i, hvordan du kan arbejde aktivt med paradokser i stedet for at se dem som forhindringer, der skal elimineres.
Forskning viser, at evnen til bevidst at håndtere paradokser – frem for at reducere komplekse problemstillinger til enten-eller-valg – er afgørende, når bæredygtig udvikling og klimahandling skal forankres i kommuner, virksomheder og andre organisationer. Det stiller krav til, hvordan du prioriterer, træffer beslutninger og omsætter dem til handling.
Webinaret sætter fokus på, hvordan du kan skabe retning og fremdrift i komplekse bæredygtighedsopgaver, hvor flere hensyn skal balanceres samtidig, og hvor løsninger ofte må udvikles undervejs i samspil med andre.
På webinaret får du indsigt i:
- Paradokser som drivkraft: Hvordan de grundlæggende paradokser i bæredygtig udvikling kan blive ressourcer for handling frem for barrierer.
- Praktiske greb til paradoksledelse: Konkrete tilgange til at navigere klogt i spændingsfelter mellem fx drift og udvikling, økonomi og bæredygtighed.
- Perspektiver fra praksis: Erfaringer og refleksionsspørgsmål, som du kan tage direkte i brug i dit eget arbejde med bæredygtig udvikling.