Vi har de seneste par uger set Anders Agger være på opdagelse i et socialt eksperiment, hvor udsatte får lov at leve, som de selv gerne vil i ”Gaden i Grenå” – og takke nej til hjælpetilbud fra det offentlige. Men, hvad vi ikke får svar på i udsendelserne er, hvilken hjælp, Kristian, Torben og Egon har fået tilbudt, og hvorfor den hjælp for dem ikke er hjælpsom eller meningsfuld at tage imod.
Forskere fra VIA University College har undersøgt, hvordan vi som samfund møder borgere i udsathed, og deres studier viser, at fagpersoners forståelse af den "rigtige" hjælp kan kollidere med den hjælp, borgerne selv oplever at have brug for – og at denne skævhed kan underminere tilliden og betyde, at hjælpen afvises eller aldrig bliver relevant.
Hvad er den "rigtige" hjælp?
Forskningen peger på en række uhensigtsmæssige modsatrettede indvirkninger:
”For det første, kan vi se, at pædagoger og andre fagprofessionelle, ofte med de bedste intentioner, kan komme til at overtage opgaver og beslutninger, så hjælpen begrænser menneskers mulighed for selv at opleve mestring. Hjælpen kan med andre ord komme til at reproducere en asymmetrisk relation mellem hjælper og den hjælpsøgende. På den måde kan borgerens autonomi og egne perspektiver blive nedprioriteret,” fortæller forsker Charlotte Vange Løvstad og Lotte Junker Harbo, som står bag forskningen.
”For det andet peger forskningen på, at mennesker i udsathed risikerer slet ikke at modtage den hjælp, de oplever at have brug for, fordi fagpersoner vurderer, at en anden form for hjælp er den "rigtige" eller det er en hjælp, de har mulighed for at tilbyde. Når hjælpen defineres ensidigt af systemet, kan relationen præges af mistillid, stigmatisering eller at man taler forbi hinanden og hjælpen mister sin virkning”, fortsætter hun.
Konkret hjælp eller relationel hjælp
Forskningen på området viser, at borgerne ofte efterspørger konkret hjælp frem for relationel hjælp. Fx oplevede borgerne i en undersøgelse på et bosted ofte deres problemer som praktiske og konkrete (fx boligforhold eller håndværksmæssige problemer), mens fagpersonerne tilbød samtaler, relationsarbejde og fokus på trivsel. En beboer ønskede hjælp til et konkret VVS-problem, men blev mødt med spørgsmål om trivsel og rusmiddelbrug.
På den måde kan den tilbudte hjælp virke irrelevant for borgeren. Og den afvisning forstås ofte af fagpersonen som manglende overskud, manglende motivation eller konsekvenser af tidligere svigt. Forskerne peger dog i stedet på, at en alternativ forklaring kan være, at hjælpen simpelthen ikke opleves som meningsfuld eller relevant for borgeren.
Det er altså vigtigt, at afvisning af hjælp ikke nødvendigvis skal opfattes som modstand mod hjælp. Beboerne udtaler i samme undersøgelse, at de har en oplevelse af, at de blev mødt som mennesker, der skal "passes på", snarere end som voksne mennesker med egne ressourcer og handlemuligheder.
Vi skal turde spørge
Det interessante er, at forskningen ikke peger på manglende empati eller dårlige intentioner. Tværtimod viser den, hvordan selve den professionelle rolle kan skabe et paradoks: Jo mere man forsøger at hjælpe ud fra sin faglighed, desto større er risikoen for at komme til at overskygge den udsatte borgers egne erfaringer, ønsker og handlemuligheder.
Det er altså ikke et spørgsmål om, at fagprofessionelle skal hjælpe mindre. Den handler nærmere om at turde spørge i stedet for på forhånd at vide. For, hjælpen er først hjælpsom, når den, der modtager den, også får lov til at definere, hvad der faktisk hjælper.
Så, måske er den vigtigste professionelle kompetence ikke at vide mest – men at være nysgerrig nok til at lade den andens erfaring ændre ens egen forståelse.
Kilder:
”Når hjælpen ikke er hjælpsom” og ” Fagpersoners opfattelse af, hvilken hjælp der er den rette, kan betyde, at mennesker i udsathed ikke modtager den hjælp, de selv oplever at have brug for”, begge af Charlotte Vange Løvstad og Lotte Junker Harbo.