Der skal være plads til humor og etik 

Der er kasser med knogler, et hjerte i plastik og en hjerne i gummi. Gorm Bennedsens skrivebord afslører hurtigt, at her sidder en mand, der kan lide at arbejde med kroppen. Han er uddannet biolog og har en Ph.d. i neurovidenskab. Gorm underviser i anatomi, fysiologi og farmakologi på sygeplejerskeskolen. 

Gorm Bennedsen

 

”VIA er en fleksibel arbejdsplads, hvor der også er plads til, at vi har det godt sammen, og hvor arbejdet med studerende giver mening”

”Jeg kan rigtigt godt lide følelsen af at stå i klasseværelser og mærke, at nu fanger de studerende det, jeg underviser i. Når der opstår en slags forbindelse. Jeg har nogle fag, som mange studerende synes er svære, fordi der kun er et rigtigt svar. Derfor gør jeg også meget ud af at gøre det komplicerede simpelt,” fortæller Gorm .

På opslagstavlen over hans skrivebord hænger en seddel med en reminder om netop det: Skriv kort, klart og tydeligt.  

En anden metode han bruger i sin undervisning er at bruge humor. Det er også derfor, at nogle af hans tidligere studerende har givet ham en gul hoptimist, som står på skrivebordet. 

”Jeg griner meget, når jeg underviser. Humoren er vigtig, for den kan være med til at skabe et trygt rum for de studerende, hvor der er gode muligheder for læring,” siger Gorm. 

Ved siden af hoptimisten står en kalender med Ingemanns striber, og når der kommer en sjov stribe, der handler om noget med sygeplejersker eller sundhed, så tager Gorm den med ned i kaffestuen. Så er der lidt at grine af sammen.

For Gorm Bennedsen er det med til at gøre VIA University College til en god arbejdsplads, at man kan hygge sig sammen med kollegaerne. Derfor har han også i mange år været med til at arrangere julefrokoster og sommerfester. 

”Det betyder, at jeg kender rigtigt mange i VIA på kryds og tværs af afdelinger, og det kan jeg godt lide,” fortæller han. 

På opslagstavlen hænger et citat fra den aarhusianske teolog K.E. Løgstrup, og hans tanker har Gorm Bennedsen med i sin undervisning. 

”Løgstrup siger, at vi skal huske, at vi altid holder en del af andre menneskers liv i hånd, når vi er sammen med dem.  Sådan tænker jeg også undervisning. Man sætter nogle spor og har et ansvar for at sende de studerende godt videre i deres liv,” siger Gorm Bennedsen. 

Ud over sit arbejde som underviser, er han vejleder for adjunkter, og så fylder det også meget i hans arbejdsliv, at han er tillidsmand for kollegaerne. 

”Der er perioder, hvor jeg har travlt med alle mulige opgaver, men jeg ved altid, at så er der andre perioder, hvor jeg kan tage den mere med ro. Jeg er glad for den frihed og fleksibilitet, der er i VIA,” siger Gorm Bennedsen. 

Gorm Bennedsen

Fakta: 

Derfor synes Gorm Bennedsen, at VIA er en god arbejdsplads

  1. Et arbejde med mening
  2. Fleksibilitet og frihed
  3. Godt socialt sammenhold