Godt udgangspunkt for den nye regering

Portræt af bestyrelsesformand Peter Sørensen.
Bestyrelsesformand for VIA University College og Danske Professionshøjskoler Peter Sørensen ser positivt på den nye regerings ambitioner. Foto: Carsten Lundager
Forståelsespapiret forud for en ny socialdemokratisk regering er et stærkt grundlag for at tage fat om de væsentligste udfordringer i samfundet lige nu, mener Peter Sørensen, der er bestyrelsesformand for VIA University College og for Danske Professionshøjskoler.

Samlet set er det forståelsespapir, som Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten har udarbejdet i fællesskab, et stærkt udgangspunkt for at tage de udfordringer op, som på flere områder kan true vækst og velfærd.

Det mener Peter Sørensen, der er bestyrelsesformand for VIA University College samt formand for formandskollegiet i Danske Professionshøjskoler og til daglig borgmester i Horsens Kommune.

”Især er mangel på arbejdskraft en af de alvorligste trusler, vi står over for som samfund, og de fire partier har et stærkt blik for behovet for uddannelser og dermed arbejdskraft til hele Danmark,” siger Peter Sørensen.

Godt med plan for spredning af uddannelser

Han mener, at et vigtigt kendetegn ved forståelsespapiret er, at de fire partier bebuder en plan for spredning af uddannelser i hele landet, mener Peter Sørensen.

”Uddannelserne skal leve op til samfundets behov, og vi ser allerede mangel på blandt andet sygeplejersker og pædagoger. En samlet plan er nødvendig for at sikre, at løsninger på et område ikke skaber nye udfordringer andre steder,” siger Peter Sørensen.

Han understreger, at Danske Professionshøjskoler glæder sig til at komme i gang med arbejdet på at finde gode og dækkende løsninger”,

Klar til flere pædagoger og sygeplejersker

Stefan Hermann, der er formand for rektorkollegiet i Danske Professionshøjskoler ser forståelsespapirets ret præcise formuleringer om især sundhedspersonale og pædagoger som en klar erkendelse af, at der er behov for hurtig handling.

”Partierne er meget konkrete om behovet for at uddanne især mere sundhedspersonale og flere pædagoger, og det er et arbejde, vi er klar til at sætte i gang med det samme. Hvis vi skal løfte to store uddannelser som pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen med både den kvantitet og kvalitet, der er behov for, så ligger der en stor indsats foran os. Så jo før vi kommer i gang, jo bedre,” siger Stefan Hermann.

Se det forståelsespapir, som Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten har udarbejdet i fællesskab med titlen 'Retfærdig retning for Danmark'.