Helt solgt til psykomotorik

Billede af Annika Wulff
”Jeg var til Åbent Hus på psykomotorikuddannelsen i Randers i februar, og det var dejligt at mærke energien og den gode atmosfære." fortæller 27-årige Annika Wulff      Foto: Privat
27-årige Annika har rejst i 47 lande og bor i København. Men nu har hun søgt ind på VIA Psykomotorikuddannelsen i Randers og er overbevist om, at hun har fundet sin drømmeuddannelse. 
”Jeg var til Åbent Hus på psykomotorikuddannelsen i Randers i februar, og det var dejligt at mærke energien og den gode atmosfære. Det er vigtigt for mig. Og jeg kunne mærke, at der er rum for læring. Jeg var helt solgt, da jeg gik derfra,” fortæller 27-årige Annika Wulff.

Hun blev uddannet pædagogisk assistent i København i 2013, og det var en af hendes undervisere, der plantede ideen om psykomotorikuddannelsen hos Annika.

”Min underviser spottede, at jeg var meget glad for at bevæge mig og nævnte, at psykomotorik måske kunne være noget for mig. Så uddannelsen har været i mine tanker i flere år, men det er først nu, at jeg føler mig parat. Jeg havde behov for at komme ud i verden og realisere mig selv først,” forklarer Annika.

Krop og psyke er en helhed

Hun har rejst som backpacker verden over, blandt andet i Asien og Sydamerika. Og ofte alene i længere perioder på op til seks måneder af gangen.

”Jeg har mødt mange forskellige kulturer på mine rejser og været meget åben over for de mennesker, som jeg har mødt på min vej. Det har givet mig en masse livserfaring og menneskekendskab, som jeg mener er en fordel, når man gerne vil være psykomotorisk terapeut. Min erfaring er, at hvert menneske er unikt,” siger Annika.

Hun er tiltrukket af psykomotorikkens holistiske menneskesyn, hvor krop og psyke ses som en forbundet helhed.

”Jeg mener, at kroppen altid fortæller en historie, og personligt har jeg meget glæde af at lytte til min krops impulser. Derfor håber jeg inderligt, at jeg i mit job kan hjælpe flere mennesker til at få øjnene op for, hvor vigtigt det er at lytte til kroppen. Mere medicin er ikke altid løsningen,” siger Annika.