Krøllede hjerner lærer om VR og AR i Viborg

Billede af studerende
Det første hold på den del af softwareingeniøruddannelsen, der specialiserer sig i VR og AR, startede i januar 2018 i Viborg. De er nu ude i praktik - og alle fik praktikpladser. Foto: Arkiv
Hold nr. to er netop startet på softwareingeniøruddannelsen i Viborg, hvor de studerende specialiserer sig i virtual reality og augmented reality. Uddannelsen udbydes nu også på dansk, og der er flere ledige pladser.

Det kribler i fingrene hos 24-årige Astrid Avalin Sørensen, der netop er begyndt på VIA’s nye softwareingeniøruddannelse i Viborg. 

”Jeg glæder mig helt vildt til at undersøge de redskaber, vi skal bruge til augmented reality og virtual reality. Jeg er dybt fascineret af, at man kan lave en verden oven på den virkelige,” siger hun.

Astrid er datamatiker fra Erhvervsakademiet i Aarhus og specialiserer sig ved at tage 4.-7. semester på VIA’s softwareingeniøruddannelse i Viborg. Den handler bl.a. om virtual reality og augmented reality. Her kommer hun til at gå på hold med de softwareingeniørstuderende, der har taget de tre første semestre på VIA i Horsens.

Som noget nyt bliver uddannelsen til softwareingeniør nu også udbudt på dansk. Det sker som en del af VIA’s store satsning på ingeniøruddannelserne. 

Erhvervslivet mangler ingeniører, og derfor har VIA afsat et stort, tocifret millionbeløb til at uddanne flere. I år udbydes flere forskellige uddannelser på dansk, der er udviklet en ny uddannelse til produktionsingeniør, og så har man placeret flere uddannelser forskellige steder i Region Midtjylland. Unge kan nu studere til diplomingeniør i Horsens, Aarhus, Herning, Holstebro og Viborg.

Alle fik praktikplads

Den specialiserede AR- og VR-del af uddannelsen åbnede i januar 2018, og første hold er nu ude i praktik. Alle fik praktikpladser, her iblandt også kroatiske Filip Skukan, der nu arbejder hos Hella Gutmann Solutions i Viborg. Her skal han bl.a. arbejde med at udvikle en prototype på et håndfrit, stemmestyret system, der hjælper mekanikere, når de gennemgår biler til service.

”Teknologierne udvikler sig næsten fra dag til dag, og perspektiver i virtual reality og augmented reality vokser hele tiden,” siger han. ”Engang vil jeg gerne have mit eget firma og tilbyde VR- og AR-løsninger. Men måske vil jeg videreuddanne mig først.”

For Astrid Avalin Sørensen er drømmen at udvikle spil. Men som hun siger: Der er så store perspektiver i AR og VR inden for bl.a. lægevidenskaben, forsvaret og arkitektur, at hun måske går en anden vej. Om to år, når hun er færdig, ser teknologien og mulighederne sandsynligvis anderledes ud end i dag.

 

Yderligere oplysninger:

Lotte Thøgersen, uddannelses- og forskningschef, VIA Engineering
Email: lot@via.dk
Telefon: 87554191

Vivian Andersen Voldgaard, journalist, VIA University College
Email: viav@via.dk
mobil: 87551436