Nu starter studielivet for Holstebros nye ingeniørstuderende 

Emma Rahbek Falk
For Emma Rahbek Falk er det vigtigt at kunne studere i Holstebro, hvor venner og familie er. Der er plads til flere på holdet af studerende til produktionsingeniør. Foto: VIA
Første hold på VIA’s nye uddannelse til produktionsingeniør indtager Campus Holstebro i disse dage. Virksomhederne har brug for dem, og der er stadig ledige studiepladser.

20-årige Emma Rahbek Falk fra Holstebro er en af de spændte, nye studerende på en helt ny uddannelse til diplomingeniør i produktionsteknologi, som har studiestart i disse dage på Campus Holstebro.

Uddannelsen har base i Horsens, men de studerende er delt i to hold i Horsens og Holstebro. En produktionsingeniør udvikler arbejdsprocesserne i en produktionsvirksomhed med fokus på digitale værktøjer og automatisering.

”Det er lige noget for mig. Jeg vil gerne organisere og vejlede hele vejen gennem en produktion og være et bindeled mellem mange forskellige fagligheder,” forklarer hun. I juni afsluttede hun HTX, hvor hun bl.a. har haft fødevareteknologi og bioteknologi på højt niveau. Da hun netop er flyttet hjemmefra, vil hun gerne blive i Holstebro og uddanne sig her.

Del af stor satsning på ingeniøruddannelser

Den nye uddannelse til produktionsingeniør indgår i VIA University College’s store satsning på at uddanne flere diplomingeniører. 

Virksomhederne oplever mangel på ingeniører, og undersøgelser viser, at det kun bliver værre fremover. Derfor har VIA afsat et stort, tocifret millionbeløb til at styrke området, dels ved at udvikle flere nye ingeniøruddannelser på dansk, og dels ved at placere dem flere steder i Region Midtjylland.

I år er der således oprettet nye, dansksprogede uddannelser til eksportingeniør, softwareingeniør og altså produktionsingeniør. Over 350 studerende starter på en af VIA’s ingeniøruddannelser i Horsens, Aarhus, Holstebro, Herning eller Viborg. Særligt på de dansksprogede hold er der vækst: 100 pct. flere studerende end sidste år.

Skreg efter arbejdskraft

Henrik Telling, der skal undervise i teknologi og automatisering på uddannelsen og er ansvarlig for holdet i Holstebro, har selv været produktionsteknisk chef hos Vald. Birn A/S:
”Vi nærmest skreg efter kvalificeret arbejdskraft. Så da jeg opdagede, at VIA ville starte en ingeniøruddannelse i Vestjylland, besluttede jeg at kaste mine kræfter ind i det. Mange produktionsvirksomheder i Vestjylland har brug for denne type arbejdskraft,” siger han.

Det nye hold studerende skal møde ind i Holstebro gennem hele uddannelsen, men der bliver et tæt samarbejde med holdet i Horsens, ligesom der ind imellem kommer undervisere fra Horsens.

VIA University College har desuden oprettet en ny mulighed for at studere til lærer i Holstebro.

 

Yderligere oplysninger:

Henrik Telling, (Adjunkt, Maskiningeniør), VIA i Holstebro
E-mail: hent@via.dk
Telefon: 87554432

Rickard Lindquist, (Projektleder), VIA i Horsens
E-mail: rl@via.dk
Telefon: 87554403