Nyuddannede filmskabere sætter samfundet under lup med animation

Nyuddannede filmskabere sætter samfundet under lup med animation
City of Memories hedder en af de film, som afgangsholdene fra The Animation Workshop, præsenterer ved dimissionen i Viborg 19. januar. Filmene bliver vist i København, Odense, Viborg, Aalborg og Aarhus
Læs om The Animation Workshop, der sender et nyt hold dimittender ud i verden fra uddannelserne i Karakteranimation og Computer Graphic Arts.

The Animation Workshop holder dimission i Biografcenter Fotorama i Viborg 19. januar. Her vil 49 nyuddannede præsentere deres fem afgangsfilm fra uddannelserne i Karakteranimation og Computer Graphic Arts. Senere bliver filmene vist i København, Odense, Aalborg og Aarhus.

Mange af de tidligere afgangsfilm har vundet fornemme internationale priser blandt andet ved festivaler i Frankrig, Polen, Tyskland, Letland og Japan. Priserne viser, at VIAs nyuddannede professionsbachelorer inden for animation ligger i topklasse på verdensplan.

“De nyuddannede viser med deres film den samme gejst og professionalisme, som i de foregående afgangsfilm. Det bliver spændende at følge, hvordan de klarer sig på de kommende festivaler og events,” fortæller centerchef på The Animation Workshop, Morten Thorning.

Animation er mere end underholdning

Gennem tre og et halvt år har dimittenderne fra de to professionsbacheloruddannelser lært at skabe film og historier gennem animation. De nyuddannede filmskabere har i deres film valgt at gå tæt på menneskets skrøbelighed og styrke, men vælger også at se på samfund og livsvilkår med kritiske øjne.

”De nye filmskabere vil tage del i at forandre verden og samfundet, og sætte spørgsmål ved det eksisterende. De viser nye perspektiver på animationsfilm, som understreger, at animation er meget mere end underholdning,” understreger Morten Thorning.

Alle kan se dimittendernes filmene

Alle er velkomne til at se filmene, der bliver vist i flere større byer landet over. De vil desuden være tilgængelige online fra 1. februar på skolens hjemmeside.

  • 19. januar kl. 16: Fotorama, Viborg
  • 23. januar kl. 16.30: Biffen, Aalborg
  • 24. januar kl. 18: Filmbyen, Aarhus
  • 26. januar kl. 19:30 og 20:30: VOID Film Festival, København
  • 1. februar kl. 19: Theater Refleksion, Aarhus
  • 26. februar kl. 18: Café Biografen, Odense

Det er ikke muligt at booke pladser til visningerne i Fotorama, Viborg og Filmbyen, Aarhus. 

En forsmag på filmene

Bacchus

Alex er træt af voksenlivet og den moderne verdens forventninger. Hendes hverdag er begrænset af normer og regler, og alle sociale interaktioner er erstattet af sociale medier. En dag ser hun Bacchus, en karismatisk, sensuel skikkelse, som fører Alex ind i en farverig verden, som håner virkeligheden og glemmer alt om reglerne. Her kan man følge sine indre lyster og slippe alle hæmninger løs. 

Vermin

Hubert er en poetisk rotte, hvis håbefulde ord står i skarp kontrast til den verden han lever i. En grå og trist virkelighed, fyldt af fremmede, som bevæger sig rundt i den parisiske metro, gemt bag høretelefoner og smartphones, uden at ænse hinanden.  Men en dag går det galt, for i den barske verden har det konsekvenser, hvis man skiller sig ud. 

Reverie

Langt ude i den barske og matte vildmark smuldrer en drengs verden omkring ham. Nådesløs sorg og vrede plager hans hjerte mens et glubende vilddyr truer hans brors skæbne. Drengen vandrer ud i den fjerne skov og udfører et desperat ritual for at trodse det uundgåelige uhyre.

City of Memories

Mindernes by er et magisk sted, hvor minder kan ses i det lyserøde støv, der fylder byens gader. Her bor en forældreløs pige, fanget i minder om sin mor. Da hun møder en ny ven bliver hun også mødt med et valg: skal hun fortsætte med at leve i fortiden, eller tør hun rive sig løs fra minderne og forlade byen?

WithinWithout

En ridder er fanget i en kold og øde verden, hens eneste håb er en gylden by, som hen desperat forsøger at nå. Undervejs må hen bekæmpe et frygtindgydende monster – men hens eget panser står i vejen for at bekæmpe monsteret. Tør ridderen smide sin rustning og møde monsteret uden panser? 

Kontakt

For yderligere information, kontakt:

 

Fakta om The Animation Workshop ved VIA University College

The Animation Workshop ved VIA University College (TAW) er en animationsskole med base i Viborg. På trods af stedets kun 28 år, har TAW formået at blive en af Europas og verdens førende klynger på området. Skolen topper diverse rankinglister i branchen på både studieglæde, rekruttering af færdiguddannede og fagligt niveau.

Udover at tilbyde uddannelser inden for animation, findes også et væld af aktiviteter, der fokuserer på alt fra talent- og kulturudvikling til forretnings- og erhvervsudvikling. Alt sammen med animation som kerne.