Uddannelsesdebat i teknologiens tegn

Uddannelsesdebatten
Uddannelsesredaktør på Politiken, Jacob Fuglsang, modererer igen i år udvalgte debatter på Uddannelsesdebatten, som finder sted fra den 5.-6. september 2019 i Nørre Nissum. 
Programmet for Uddannelsesdebatten 2019 står i teknologiens tegn, når uddannelsesbyen Nørre Nissum slår dørene op til to dages folkemøde om dannelse i en tech-tid

Den 5. og 6. september fyldes uddannelsesbyen Nørre Nissum i Lemvig Kommune endnu en gang med hundredvis af lærere, pædagoger, undervisere, fagfolk og forskere, når Uddannelsesdebatten igen i år løber af stablen. Under temaet ”Dannelse i en tech-tid” inviteres alle interesserede til to dages uddannelsesfolkemøde med debatter, oplæg, workshops og videnssaloner.

Det er VIA, Lemvig Kommune, Region Midtjylland og foreningen ’Skolebyen Nørre Nissum’, der står bag den årlige Uddannelsesdebatten, som er et gratis arrangement, der hvert år samler flere hundrede deltagere fra hele landet.

”Vi er rigtigt glade for, at det er blevet fast tradition, at praktikere og teoretikere på uddannelsesområdet mødes i Nørre Nissum. Det gode ved arrangementet er, at man mødes på tværs af uddannelser – grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Her debatterer vi det, der betyder noget for os alle sammen – og i år er det altså dannelse i forhold til den teknologiske udvikling,” siger Jeanette Svendsen, der er projektleder på Uddannelsesdebatten og underviser på pædagoguddannelsen i VIA.

Programmet er opdelt, så torsdagens oplæg og debatter tager udgangspunkt i digital dannelse i dagtilbud og grundskole, mens fredagen behandler samme tema i forhold ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Begge dage byder på paneldebatter, samtalesaloner og forskellige workshops, der alle sætter fokus på, hvordan den digitale fremtid påvirker læringsmiljøer og dannelse for både børn og voksne.

Torsdag: Dagtilbud og grundskole

Torsdag kan du blandt andet høre forskerne Lene Tanggaard og Ole Sejer Iversen give bud på, hvordan vi uddanner den næste generation til at leve et meningsfuldt liv i en algoritme-centreret verden. Herefter kan man deltage i forskellige workshops med fokus på teknologi i dagtilbud og grundskole eller selv prøve kræfter med nye læringsformer i LEGO Education og X-lab samt lære at kode i Ultra:bit-projektet, som involverede hele 60.000 elever og 4.000 lærere sidste år.

Torsdags eftermiddag sætter vi igen teknologien til debat. Gennem en række videns- og samtalesaloner spørger vi blandt andet eksperterne, politikerne og fagfolkene:

Hvad gør skærmen ved os? Skal iPaden med i børnehaven? Skal skærmen ud af skolen? Hvad kan vi lære af SOME-generationen, og hvilket folkeskoleideal ønsker vi i det hele taget?

Fredag: Ungdomsuddannelser og videregående uddannelser

Fredagens program indledes blandt andet af Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks, som diagnosticerer den digitale tids børnesygdomme og giver bud på, hvordan vi kommer videre.

Igen byder eftermiddagen dels på en række workshops om blandt andet teknologiforståelse, makerspaces og simulationsbaseret læring i professionsuddannelserne, og dels på videns- og samtalesaloner, som blandt andet undersøger om vi har brug for et teknologisk etisk råd, om det er vigtigt med flere piger i tech-fagene og om Google mon har slugt Grundtvigs forpligtende fællesskab.

Over de to dage i september kan du blandt andre møde navne som Vincent F. Hendricks, Anders Bondo-Christensen, Elisa Rimpler, Christine Antorini, Stina Vrang Elias, Lene Tanggaard, Lakserytteren, Stine Liv Johansen, Christina Boutrup, Berit Eika samt en række øvrige eksperter, meningsdannere og politikere.

Det er gratis at deltage i Uddannelsesdebatten 2019. Læs mere og se det fulde program på www.uddannelsesdebatten.dk. Her kan du også købe billet til torsdagens netværksmiddag og koncert med Folkeklubben.

Hør projektleder Jeanette Svendsen fortælle mere om programmet for Uddannelsesdebatten 2019 her: 

Du kan også læse seneste nummer af Pædagogisk Extrakt, som i anledning af Uddannelsesdebatten sætter fokus på dannelse i en tech-tid gennem en række artikler, praksiscases og podcasts.