Affalds-iværksættere vinder årets innovationspris

To studerende fra Aarhus Universitet vandt Innovationsprisen 2018 for projektet 'Smart recycling'. Uddannelses- og Forskningsminister Søren Pind overrakte prisen.
To studerende fra Aarhus Universitet vandt Innovationsprisen 2018 for projektet 'Smart recycling'. Prisen på 50.000 kroner og et coachingforløb blev overrakt af Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i forbindelse med Forskningens Døgn på VIA University College. 

”Innovation er en afgørende motor i udviklingen af vores samfund. Derfor er det en stor fornøjelse at være i selskab med så kreative og fremsynede studerende som jer.”  

Sådan lød budskabet fra Uddannelses- og forskningsministeren, da han tirsdag den 24. april overrakte årets innovationspriser. Arrangementet fandt sted på VIA University College i Aarhus i forbindelse med det landsdækkende event Forskningens Døgn. 

I løbet af dagen blev ti finalistgrupper skåret ned til fem, som herefter skulle pitche deres idéer foran en professionel jury. Og de to iværksættere Hussam Mansour og Szabolcs Nagy, som læser Technology Based Business Development på Aarhus Universitet og står bag virksomheden Smart Recycling, var de mest overbevisende. 

Intelligent affaldshåndtering

Vinderprojektet består af en sensor, som kan måle mængden af indhold i affaldscontainere og sende direkte besked til renovationspersonalet, når containeren er fuld. Dermed effektiviseres renovationsarbejdet, så en flaskecontainer eksempelvis kun tømmes, når den rent faktisk er fuld. Og den idé faldt i juryens smag. 

”I rammer ned i et problem, som vokser i takt med urbaniseringen. Jeres projekt har et stort potentiale for udbredelse,” lød det blandt andet fra Erik Hygum, direktør i VIA Pædagogik og Samfund, på vegne af den samlede jury. 

Foruden æren består førstepræmien af et professionelt springboard-forløb og 50.000 kroner. Og de to iværksættere er ikke i tvivl om, hvordan de skal bruges.
”Pengene skal reinvesteres i virksomheden, så vi kan fortsætte udviklingen og fokusere på at reducere produktionsomkostningerne. Vi vil være de første i Danmark med det her produkt,” siger Hussam Mansour. 

Pengene er dog ikke det eneste, de to prisvindere kan bruge til noget. 

”Opmærksomheden omkring Innovationsprisen har resulteret i flere spændende henvendelser. Så vi har allerede udvekslet en del kontaktoplysninger med vigtige partnere,” siger han. 

Modermælk og mobbespil

Studerende fra alle landets videregående uddannelser kunne deltage i konkurrencen. Andenpladsen og 20.000 kr. gik også til studerende fra Aarhus Universitet, der med projektet Lactapure har udviklet en teknologi til at filtrere antibiotika fra modermælk. Bag projektet står Mikkel Vind Lorenz, Ida Bæk og Magnus Willem Meyer, som studerer biologi og molekylærbiologi. 

”I har et idealistisk og værdibaseret projekt, som sikrer bedre sundhed for vores børn, og som har et stort potentiale for udbredelse,” lød det blandt andet fra juryen. 

Tredjepladsen gik til Louise Graversen, Amalie Jegstrup Jensen og Line Jensen, som studerer på henholdsvis VIA University College og Erhvervsakademi Aarhus. De har udviklet projektet BeBully, som er et interaktivt læringsspil, der kan forebygge digital mobning. 

”I tager digital mobning seriøst, tænker forebyggende og integrerbart. Det er et efterspurgt projekt i er i gang med,” sagde Erik Hygum på vegne af juryen. 

Innovationsprisen var en del af de aktiviteter, som fandt sted på VIA i forbindelse med Forskningens Døgn. Det er sjette år i træk, VIA i samarbejde med Connect Denmark uddeler Innovationsprisen.

Om Innovationsprisen

  • Innovationsprisen er en årlig konkurrence for alle landets studerende på de videregående uddannelser.
  • Finalen afholdes på VIA University College i Aarhus den 24. april 2018 i forbindelse med det landsdækkende initiativ Forskningens Døgn.
  • De ti finaleprojekter, som er valgt på baggrund af en fagjury med ekspertise inden for innovation og en facebookafstemning, hvor mere end 10.000 personer har afgivet sin stemme.

Juryen består af:

  • Daniel Christensen, sidste års vinder med projektet Virtual Reality Rehabilitation
  • René Damkjær, Innovationsfonden
  • René Dybdal, stifter af Innovationsprisen
  • Flemming Frandsen, Connect Denmark
  • Erik Hygum, direktør i VIA Pædagogik & Samfund