Første spadestik til ny campus i Horsens

VIAs rektor, Harald Mikkelsen (nummer to fra højre), var den 19. juni med til at tage første spadestik til byggeriet af den nye Campus Horsens. Foto: Ole Risbjerg).
I 2021 står VIAs nye campus i hjertet af Horsens klar til indflytning. VIAs rektor var med til første spadestik på byggeriet.
Om godt tre år vil den gamle slagterigrund over for banegården i Horsens vrimle med studerende. 

Første spadestik til en ny uddannelsescampus blev taget den 19. juni 2018 med deltagelse af blandt andet Horsens’ borgmester samt bygherrer fra VIA University College, Social- og Sundhedsskolen samt udviklings- og rådgivningsvirksomheden Insero.  

Campusgrunden kommer til at huse VIAs 28 forskellige uddannelser og ca. 3.700 studerende i Horsens samt Social- og Sundhedsskolens 600 studerende. 

Fordele ved topmoderne uddannelsesfaciliteter


Harald Mikkelsen, der er rektor for VIA University College, fremhæver, at VIAs kommende campus i hjertet af Horsens vil indebære mange fordele i forhold til VIAs nuværende campus uden for Horsens’ centrum.

”For det første vil de topmoderne uddannelsesfaciliteter og den helt centrale placering et stenkast fra banegården og busstationen i Horsens gøre det mere attraktivt for unge at studere i Horsens. Vi vil dermed få lettere ved at rekruttere flere studerende til VIAs uddannelser i Horsens til blandt andet ingeniør, bygningskonstruktør, sygeplejerske og pædagog. For det andet kan vi med forbedrede uddannelsesfaciliteter uddanne de studerende endnu bedre og skabe fagmiljøer af endnu højere kvalitet end i dag, og dét ligger os stærkt på sinde. Vi har hos VIA stort fokus på at ruste vores studerende på både offentligt og privatrettede uddannelser med de rette kompetencer til at matche arbejdsmarkedets behov og understøtte vækst i erhvervslivet og fortsat høj velfærd i samfundet,” understreger Harald Mikkelsen.
 
Han glæder sig desuden over de synergieffekter, der vil kunne høstes for VIAs studerende gennem naboskabet med andre uddannelsesinstitutioner samt med Insero og Vitus Bering Innovations Park på den nye campusgrund i Hosens centrum.

Unikke muligheder i fælles studiemiljø


Det nye campusområde bliver et samlingspunkt for viden, vækst og nye forretningsmuligheder. 

Visionen skal realiseres gennem samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, udviklingsmiljøer og erhverv, hvor brobygning mellem studerende, iværksættere og virksomheder giver unikke muligheder for at skabe nye teknologier og løsninger.

Netop samspillet mellem partnerne på campusområdet vil være centralt, når byggeriet står færdigt. Ud over, at beboerne får adgang til topmoderne faciliteter, kommer campusområdet også til at indeholde det nyeste inden for laboratorier og teknik. Det kommer ikke bare de studerende til gode, men også iværksættere og virksomheder, der kan samarbejde om analyser, prototypeudvikling og vidensdeling, når gode ideer skal udvikles og blive til bæredygtige forretninger.

Styrker Horsens som studieby


Horsens’ borgmester, Peter Sørensen, ser frem til opførelsen af en ny campus til gavn for byen.

”Første spadestik på et nyt stort uddannelsescenter på campusgrunden midt i Horsens er et fantastisk skridt for hele Horsens Kommune. Med en stor og nyskabende campus tæt ved banegården og tæt på gågaderne får vi skabt et unikt studiemiljø, der kommer til at spille en afgørende rolle i at bevare Horsens som en af Danmarks stærkeste uddannelsesbyer og Horsens Kommune som en af Danmarks stærkeste vækstkommuner,” siger Peter Sørensen og tilføjer:

”Som et af byens vartegn skal den nye campus inspirere flere unge horsensianere til at tage en uddannelse og samtidig være med til tiltrække nye målgrupper af studerende fra andre byer”.

Et innovativt sted at være og lære


Hanne Helleshøj, der er direktør for Social- og Sundhedsskolen, fremhæver også det fællesskab, den nye campus giver både studerende og andre tilknyttet det nye uddannelsesmiljø.

"Den nye skole vil give optimale rammer for både elever og ansatte til at indgå i et topmoderne, tidssvarende og levende uddannelsesmiljø med fokus på læring, bevægelse og socialt engagement. Den meget centrale placering i Horsens vil gøre det endnu mere attraktivt for vores målgrupper at søge social- og sundhedsuddannelserne,” siger Hanne Helleshøj.

Hun ser frem til at blive en del af en fælles Campus Horsens og til samarbejdet med de øvrige uddannelsesinstitutioner og Insero. 

”Der er ingen tvivl om, at synergierne mellem uddannelserne kan udnyttes, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det bliver et spændende og innovativt sted at være og lære," siger Hanne Helleshøj.

Samlingspunkt for grønne, digitale løsninger


Ulrik Kragh, der er bestyrelsesformand for Insero, påpeger, at den nye campus rækker ud over Horsens’ grænser til gavn for hele landet. 

”De nye rammer på campusgrunden bliver et samlingspunkt for udvikling af grønne, digitale løsninger – ikke bare lokalt, men i hele Danmark. Det bliver en innovationsmotor, hvor uddannelsesinstitutioner, virksomheder og det offentlige i fællesskab udvikler ny viden, modner den og skabe nye forretninger,” siger Ulrik Kragh.

Det er CASA i Horsens, der er totalentreprenør på hele byggeprojektet på den tidligere slagterigrund i centrum af Horsens.

”Vi er stolte over at være med til at udvikle og opføre et nyt stort studieområde midt i Horsens. Sammen med bygherrer og rådgivere har vi haft stort fokus på at skabe et inspirerende og rart studiemiljø. Så vi glæder os over, at byggeriet nu for alvor kan komme i gang,” lyder det fra Michael Mortensen, der er administrerende direktør for CASA.



Fakta om det nye campusbyggeri i Horsens


Den nye uddannelsescampus kommer til at ligge centralt lige over for Horsens banegård og i gåafstand til centrum. 

Et centralt atrium vil indadtil koble de tre selvstændige bygningskarreer og innovationshøjhuset på campusgrunden, og udadtil bliver atriet koblingen mod byen og Campuspladsen.

Efter planen står Social- og Sundhedsskolen færdig i sommeren 2020. VIAs campus samt Innovationshøjhuset, hvor både VIA, Insero og Vitus Bering Innovation Park får lokaler, står færdigt i sommeren 2021.

Campusgrunden har et samlet areal på ca. 85.000 kvadratmeter så der er mulighed for opførelse af yderligere uddannelsesinstitutioner.

Bygherrer: VIA, Social- og Sundhedsskolen og Insero.

Totalentreprenør: CASA.

Rådgivende ingeniører: Rambøll.

Arkitekter: C. F. Møller (VIA + Innovationshuset) og RUM (Social- og Sundhedsuddannelsen).

Omfang: Ca. 27.000 kvadratmeter til VIA, ca. 5.000 kvadratmeter til Innovationshuset og ca. 4.500 kvadratmeter til Social- og Sundhedsskolen.


Kontakt for yderligere informationer:

Harald Mikkelsen, rektor for VIA University College
T: 87 55 10 01
E: hm@via.dk