Beskæftigelsesministeriet giver 1,6 mio. kr. til VIA-projekt, der skal hjælpe dimittender med handicap i job

Handicappet i kørestol
Et VIA-projekt, der skal hjælpe dimittender med fysiske eller psykiske handicap i job, har modtaget 1,6 mio. kr. fra Beskæftigelsesministeriet. Arkivfoto: Danske Handicaporganisationer
Studerende med fysiske eller psykiske handicap efterlades ofte uden hjælp, når de afslutter deres uddannelse og endnu ikke har landet det første job. Et nyt projekt med forskere fra VIA University College i spidsen skal skabe bro mellem uddannelse, jobcenter, A-kasser og virksomheder.

Er du studerende med et handicap, kan du i dag få specialpædagogisk støtte til at gennemføre eksempelvis en videregående uddannelse. Har du en arbejdsgiver, træder beskæftigelseslovgivningen i kraft med foranstaltninger. Men er du hverken under uddannelse eller i arbejde, skal du 'mind the gap'. Her må du nemlig selv overbevise potentielle arbejdsgivere om, at du på trods af din funktionsnedsættelse er den rigtige mand eller kvinde til jobbet.

Og det er et problem, mener beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der netop har bevilget i 21,5 mio. kroner til projekter, der skal fremme, at flere personer med handicap kommer i job.

”Alt for mange borgere med handicap står uden for arbejdsmarkedet. Det kræver handling. Vi skal udnytte, at vi står i en gunstig situation på arbejdsmarkedet til at få endnu flere med,” sagde beskæftigelsesministeren, da han for nyligt satte navne på de syv projekter, der har fået midler til at styrke netop dette.

Forskere fra VIA tildelt 1,6 mio. kroner

Forskere fra VIA Samfund & Socialt Arbejde har fået 1,6 mio. kroner fra puljen til projektet ”fra uddannelse til første job – med handicap”, som gennemføres i samarbejde med Pluss Leadership.

”Vi er utroligt glade for, at VIA som uddannelsesinstitution er med til at sætte lys på et overset problem, nemlig at dimittender med handicap overlades til sig selv, når de skal ud at finde deres første job. Skal vi hjælpe denne gruppe kræver det et tættere samarbejde mellem uddannelser, A-kasser, jobcentre og virksomheder,” siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Adjunkt, ph.d. Finn Amby fra forskningscentret VIA Samfund & Socialt Arbejde, er projektleder for projektet. Han er glad for, at der nu bliver skabt mere viden om, hvilke udfordringer dimittender med handicap har, når de skal ud at finde job. Og ikke mindst, hvordan man bedst kan hjælpe dem.

”Faktisk ved vi ret lidt om, hvilke muligheder denne sårbare gruppe af unge har, og hvordan de rent faktisk klarer sig. Men vi ved, at mennesker med handicap har sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Med vores projekt håber vi, at vi kan udvikle viden og redskaber, der kan lette overgangen fra uddannelse til job,” siger Finn Amby.

Skal følge studerende i et år efter dimission

Projektet, der løber fra 2017 til 2019, består dels af en række registerundersøgelser og afdækning af de tilbud, der er i dag. Derefter vil forskerne følge en gruppe studerende med handicap et år efter, at de er dimitteret fra VIA. Det er fx nye lærere, pædagoger og socialrådgivere. Samtidigt vil Finn Amby og kolleger i samarbejde med A-kasser, jobcentre og arbejdsgivere udvikle nye metoder til, hvordan man bedst kan hjælpe dimittender med at lande deres første job.

”Vores mål er at udvikle konkrete redskaber specifikt til denne gruppe. Hvad kan hjælpe dem? Her spiller A-kasserne en vigtig rolle. Men det kan også være, at vi som uddannelsesinstitution kan være mere aktive i udslusningen af studerende med handicap,” siger Finn Amby.

Afslører man handicap i en jobansøgning?

Han understreger, at der ud over systemer og redskaber også er holdningsmæssige barrierer hos arbejdsgivere i forhold til at ansætte mennesker med varige funktionsnedsættelser.

”Som nyuddannet spørger man nok sig selv, om det er klogt at skrive i en jobansøgning, at man har et handicap. Det handler desværre mere om fordomme end kendsgerninger,” siger forskeren, der har skrevet ph.d. om mennesker med handicap på arbejdsmarkedet.

For ham er det vigtigt, at der udvikles metoder, som kan bruges af uddannelsesinstitutioner, jobcentre, A-kasser og virksomheder i hele landet.

”Nu tester vi mulighederne på VIA i samarbejde med vores partnere. Men redskaberne skal kunne bruges nationalt,” siger Finn Amby.

Troels Lund Poulsen ser frem til at kunne hjælpe flere borgere med handicap i job.

”Vi har mange dygtige aktører på området, og der er mange muligheder for at sætte ind med en virksomhedsrettet indsats, så flere borgere med handicap får gavn af opsvinget,” siger beskæftigelsesministeren.

Fakta om projekt "Fra uddannelse til første job - med handicap"

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet har uddelt 21,5 mio. kroner til projekter, der skal styrke adgangen til arbejdsmarkedet for mennesker med handicap. Heraf får projekt ”Fra uddannelse til første job – med handicap” 1,6 mio. kroner.

Projektet løber fra efteråret 2017 og to år frem.

Forskningscentret VIA Samfund & Socialt Arbejde leder projektet i samarbejde med konsulentvirksomheden Pluss Leadership. Desuden deltager Danske Handicaporganisationer, Magistraten for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Uddannelsesministeriet, samt en række A-kasser og arbejdsgivere.

Målet er at skabe viden om, hvordan dimittender med varige funktionsnedsættelser kan hjælpes i job, samt udvikle redskaber, der kan bruges nationalt af uddannelsesinstitutioner, jobcentre, A-kasser og arbejdspladser.


For yderligere information, kontakt:

Finn Amby, adjunkt, ph.d., projektleder, VIA Samfund & Socialt Arbejde, VIA University College
M: 87 55 38 07
E: fina@via.dk

Niels Lykke Jensen, chefkonsulent og partner, Pluss Leadership
T: 22 49 62 74

Karen Il Wol Knudsen, chefkonsulent, Danske Handicaporganisationer
T: 36 38 85 53