Holger Højlund bliver docent i VIA

Portræt af Holger Højlund.
”Jeg håber, at jeg gennem både forskning og undervisning kommer tæt på praksis og ser frem til at sætte min egen forskerrolle i spil over for såvel VIAs studerende som kursister på efteruddannelse,” siger den nye docent hos VIA University College. Foto: Arkiv
Forskningscenter for Ledelse, organisation og samfund ved VIA University College henter profil fra CBS. 

Holger Højlund tiltræder 1. september 2019 som docent i Forskningscenter for Ledelse, organisation og samfund ved VIA University College, hvor han blandt andet skal bidrage med forskning og undervise såvel VIA-studerende som kursister på efteruddannelse i ledelse.

Den nye docent er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1999 – suppleret med en master i Social and Political Thought fra University of Warwick i England og en ph.d.-grad i 2004. Han kommer fra en stilling som lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School (CBS), hvor han har forsket og undervist i velfærdsledelse.   

Et gennemgående tema i Holger Højlunds forskning er ledelsesudfordringer på grænsen mellem offentlig, privat og frivillig organisering, som i stigende grad præger det offentlige ledelseslandskab.

”De seneste projekter, jeg har været involveret i, har handlet om partnerskaber på sundhedsområdet, ildsjæle på skoleområdet og brugen af teknologier på plejehjem. Jeg er optaget af, hvordan organisationer – særligt på velfærdsområdet – i dag indgår i tværgående samarbejdsrelationer, der stiller krav til ledere og medarbejdere om nye typer faglighed i mødet med borgere og i omgangen med hinanden,” fortæller Holger Højlund.

Stærk profil inden for skole- og velfærdsledelse

Forskningschef Gitte Sommer Harrits fra Forskningscenter for Ledelse, organisation og samfund er glad for, at VIA kan tiltrække en så stærk ekstern profil som Holger Højlund og ser frem til at byde ham velkommen som docent.

”Holger har i mange år forsket og undervist i både skoleledelse og velfærdsledelse. Hans indsigt, viden og brede nationale og internationale netværk vil styrke centrets forskningsmiljø,” siger Gitte Sommer Harrits og fortsætter:

”Holger er en af den slags forskere, der kan forene en stærk teoretisk forankring med solide empiriske studier. Dét i kombination med hans erfaring med og interesse for studier af praksis vil kunne bidrage både til VIAs forskning og til undervisning i ledelse”.

Ser frem til tværgående forskning og praksisnærhed

Holger Højlund glæder sig til at indgå i den tværgående forskning i Forskningscenter for Ledelse, organisation og samfund, der gør det muligt at angribe brede reformproblemstillinger, mens det tætte samspil med praktikere sikrer erfaringsnærhed.

”Jeg ser det som en kerneopgave for forskningscentret at øve ledere og medarbejdere i at turde at tage de nye reformambitioner på sig og samtidig bevare en kritisk distance til de mange reformbegreber, de møder. Sammen med mine nye kolleger i centret håber jeg at bidrage til at etablere en refleksivitet hos nuværende og kommende medarbejdere og ledere i det offentlige, hvor de er bevidste om deres egen placering midt i samfundets velfærdsmaskineri og samtidig kan varetage forpligtelsen over for den enkelte borger, de møder i dagligdagen,” understreger Holger Højlund.

Han finder det interessant at skulle undervise både unge mennesker og de mere erfarne, der allerede har oplevet de seneste års reformer på egen krop.

”Jeg håber, at jeg gennem både forskning og undervisning kommer tæt på praksis og ser frem til at sætte min egen forskerrolle i spil over for såvel VIAs studerende som kursister på efteruddannelse,” siger den nye docent hos VIA University College.

Holger Højlunds seneste artikler og bøger:

  • ”Rummets Grammatik” i Tidsskriftet Politik (2018), sammen med Thorben Simonsen.
  • “Untimely Welfare Technologies” i Nordic journal of working life studies. Volume 9 (2018), sammen med Anders La Cour.
  • ”Sundhed gennem samarbejde. En kvalitativ undersøgelse af 10 partnerskaber i Sundhed”. (2018), Copenhagen Business School, sammen med Ditte Heering Holt.
  • ”Når teknologier holder mere end de lover”, Nyt fra Samfundslitteratur (2017), sammen med Anders la Cour og Susanne Boch Waldorf.

For yderligere information, kontakt:

Gitte Sommer Harrits
Forskningschef i Forskningscenter for Ledelse, organisation og samfund ved VIA University College.
T: 87 55 18 76
E: gish@via.dk