Hvorfor skal vi i det offentlige dokumentere det samme år efter år? 

Portrætbillede af uddannelseschef Elsebeth Jensen.
Uddannelseschef for VIAs læreruddannelse og HF Elsebeth Jensen kritiserer i kronikken den omfattende mængde af evalueringer i det offentlige. Foto: Arkiv
Det er ineffektivt at bruge en meget stor del af sin arbejdstid på at evaluere det samme igen og igen. Evalueringer er nemlig tilbageskuende og forsinker det offentlige i at udvikle kerneydelserne til borgerne.

Besparelser og dokumentation fylder for meget i min hverdag som leder i det offentlige. Og det gør det ikke kun for ledere som mig, men også for medarbejdere på alle niveauer.

Jeg og mange andre bruger rigtig meget af vores arbejdstid på at gennemføre besparelser – aktuelt fordi vi som uddannelsesinstitution får tildelt to procent mindre hvert år over finansloven til undervisning.

Når vi har gennemført besparelser, bruger vi efterfølgende mindst lige så meget af vores tid på at dokumentere, at uddannelseskvaliteten ikke er faldende, og at vi stadig når alle de fastlagte mål.

Jeg kan sagtens forstå behovet for, at resultater og kvalitet skal dokumenteres. Og jeg forstår, at der med uddelegering af ansvar og beslutninger også følger en forventning om eksempelvis dokumentation for, at de studerende har de kompetencer, man må forvente ved uddannelsens afslutning.

Vi har i læreruddannelsen, som jeg har størst kendskab til, mange systemer, der skal sikre, at vi når de fastlagte mål på et tilfredsstillende niveau – eksempelvis krav om prøver med ekstern censor, der skal sikre objektiv karaktergivning, samt krav om dimittend- og aftagerundersøgelser, hvor vi løbende får feedback fra tidligere studerende og deres arbejdsgivere, så vi kan justere uddannelsen på baggrund heraf. 

Det er alt sammen fint og indgår i de nationale akkrediteringssystemer, der omfatter alle videregående uddannelser. I øvrigt nationale systemer, der opvejer de internationale systemer, og som i sig selv er ganske omfattende.

Institutionsakkreditering kostede to årsværks arbejdstid

VIAs læreruddannelser i Aarhus, Silkeborg, Skive og Nørre Nissum blev i 2011 uddannelsesakkrediteret med Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i spidsen.

Alle fire steder kom akkrediteringen, som byggede på et omfattende og grundigt materiale, i hus uden problemer. Vi lavede dengang et skøn over vores tidsforbrug, og det viste sig, at der gik samlet set to årsværk på den akkreditering – timer, der i stedet kunne være brugt på undervisning og udvikling af uddannelsen.

Dertil kommer tidsforbruget fra EVA, som kan ganges op med antallet af læreruddannelser i Danmark.

Og allerede året efter var politikerne klar med en reform af den nyligt akkrediterede læreruddannelse.

I juni 2012 blev der politisk indgået en aftale om reformen, og i marts 2013 var bekendtgørelsen klar.

Undersøgelser afløser hinanden

I 2015 blev læreruddannelsen så midtvejsevalueret denne gang med Teknologisk Institut for bordenden og med et overvejende positivt resultat. Trods det faktum, at uddannelsen skulle udvikles og implementeres over en periode på fem måneder henover en sommerferie uden ekstra ressourcer, så konkluderede midtvejsevalueringen altså, at vi på læreruddannelsen var godt på vej i forhold til intentionerne med reformen fra 2012.

I 2016 blev hele VIA University College institutionsakkrediteret – og læreruddannelsen var i fokus i de såkaldte audit trails, hvor vi indsendte tusindvis af sider med dokumentation på eksempelvis undervisernes uddannelses- og erhvervserfaring, forsknings- og udviklingsaktiviteter, vidensdeling og så videre. Igen et flot resultat med ros til vores kvalitetssystemer og uden en eneste anmærkning fra Danmarks Akkrediteringsinstitution.

Sideløbende med ovennævnte har vi gennem de seneste år deltaget i andre nationale undersøgelser – et eksempel er Rigsrevisionens analyse af undervisningstimer på professionshøjskolerne.

Men det er alligevel ikke tilstrækkeligt for det politiske system.

Det samme evalueres igen og igen

I øjeblikket er vi i gang med endnu en planmæssig og omfattende evaluering af læreruddannelsen, idet den politiske forståelse er, at nu, hvor det første hold studerende er kommet igennem læreruddannelsen fra 2013, er det allerede tid til at se, om mål og intentioner er indfriet.

Vi bliver igen i den igangværende evaluering spurgt om undervisernes uddannelses- og erhvervserfaring og deres deltagelse i forsknings- og udviklingsprojekter. Vi skal også komme med eksempler på studieplaner i en lang række fag og moduler og på bachelorprojekter, der i forskellige fag har fået forskellige karakterer. Og vi skal dokumentere, hvordan vi underviser i brugsklaver og i færdselslære.

Vi skal desuden dokumentere, hvordan vi kontinuerligt samarbejder med både lærere og elever i folkeskolen og på universiteter og om hvad. Vi skal oplyse, hvor mange timer vi vejleder i bachelorprojekter, og hvordan vi udvælger censorer og så videre og så videre 

Foreløbig er vi kun igennem anden del af den tredelte evaluering af læreruddannelsen.

Tredje del indeholder blandt andet et besøg af en nationalt nedsat ekspertgruppe.

Dette besøg er bygget op på samme vis, som da vi i forbindelse med uddannelses- og institutionsakkreditering havde et akkrediteringspanel forbi for at undersøge og interviewe. Vi ender med at bruge langt flere ressourcer på denne evaluering end de to årsværk, vi brugte på akkrediteringen i 2011! Og både Rambøll, Evalueringsinstituttet og ministeriet har desuden mange konsulenter i gang.

Ingen vidensdeling

Nu nærmer vi os det, jeg slet ikke forstår: Hvorfor er der en akkrediteringsinstitution og et akkrediteringssystem, når der fra centralt politisk hold tilsyneladende ikke er tiltro til deres arbejde? Faktum er jo, at politikerne gang på gang ignorerer det grundige dokumentationsarbejde, Danmarks Akkrediteringsinstitution laver, og sætter egne undersøgelser i gang.

Kunne vi ikke i 2018 blive enige om enten at gøre brug af det ene eller det andet system? Det ville uden videre halvere den tid, jeg og rigtig mange andre i det offentlige bruger på dokumentation.

Jeg oplever det mildt sagt som påfaldende og ineffektivt at skulle dokumentere det samme igen og igen. Hvorfor er der ingen vidensdeling? 

Jeg kan heller ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved, om regeringen mon er klar over, hvor svært det i virkelighedens verden er at få enderne til at mødes, når uddannelsessektoren foreløbigt i seks år i træk er blevet pålagt at gennemføre to procents besparelser årligt – de såkaldte effektiviseringskrav – samtidig med, at vi er underlagt et krav om at styrke uddannelseskvaliteten? 

Lad mig endnu engang understrege, at jeg til fulde bakker op om, at der ikke må spildes offentlige midler. Men at kræve besparelser uden at vedgå, at det har konsekvenser for kvaliteten, er urealistisk.

Her tillader jeg mig igen at bruge læreruddannelsen som konkret eksempel. På læreruddannelsen er det ikke muligt i særlig høj grad at høste besparelser på traditionel vis – eksempelvis skal vi som uddannelse sikre, at der uddannes lærere til alle folkeskolens 17 fag.

Det betyder, at vi ofte må oprette hold, som ikke er økonomisk rentable. Vi har desuden mange og dyre prøver. Bare for at nævne to eksempler.

Fjerner fokus fra fremtiden 

Behovet for at have fast grund under fødderne i form af valid dokumentation og sikre svar på, hvad der virker, hvordan, hvor længe og hvorfor for at kunne styre bedst muligt, har medført et alt for stort fokus på indsamling af data, der desværre langt fra altid holder det, som loves. Og desuden altid viser et nyt behov for yderligere undersøgelser og mere dokumentation for at lukke alle huller. Det er skruen uden ende.

Desuden er dokumentation per definition altid bagudrettet - mens vi burde bruge vores tid på at udvikle vores uddannelser for at møde fremtidens behov.

Kunne vi ikke blive enige om, at vi kun maksimalt må bruge fem-ti procent af vores arbejdstid på at spare og dokumentere og resten på at være tilstede i opgaven med de primære brugere, hvor end vi befinder os i det offentlige?

Det kræver tillid, mod og vilje til at prioritere anderledes – og at turde lede på baggrund af det, fremtiden kræver af os, frem for at lade sig styre af endeløs dokumentation af fortiden.

Ovenstående kronik var den 26. april 2018 bragt i dagbladet Information. 

Hent original billedet her.