Louise Gade ny formand for forskningscenter

Louise Gade
Direktør for VIA Efter- og videreuddannelse Louise Gade er af fødevareministeren, Esben Lunde Larsen (V), blevet udpeget til bestyrelsesformand for Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og fødevaresystemer. Foto: Arkiv
Direktøren for VIA Efter- og videreuddannelse er af fødevareministeren udpeget som bestyrelsesformand for Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og fødevaresystemer. 

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har på vegne af regeringen udnævnt direktør Louise Gade fra VIA Efter- og videreuddannelse som ny bestyrelsesformand for Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og fødevaresystemer. Hun er netop tiltrådt pr. 2. januar 2018.

Udnævnelsen af Louise Gade er en del af en større øvelse for at gøre Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og fødevaresystemer (ICROFS) og den danske økologiforskning endnu mere erhvervsrettet.

Visionen er, at forskningen skal fokuseres mod at forbedre indtjeningen i dansk økologi og på de udfordringer, som økologerne møder i hverdagen.

Mange erfaringer at bidrage med

”Jeg glæder mig meget til opgaven, som jeg ser som uhyre interessant – ikke mindst fordi dansk landbrug og fødevaresektoren har en enorm betydning for den danske økonomi og beskæftigelse,” siger Louise Gade og tilføjer:

”Jeg føler mig overbevist om, at der med den samfundsudvikling, vi i disse år er vidner til, er vigtige potentialer inden for økologisk produktion, som ICROFS kan bidrage til at sætte i spil til gavn for dansk økonomi. Jeg glæder mig derfor til at bidrage med mine erfaringer til en strategisk omlægning af ICROFS – sammen med centrets daglige ledelse og medarbejdere”.

Louise Gade ved en del om landbrug, da hun er landmandsdatter – opvokset i Thy, før hun kom til Aarhus.

Trives med mange bolde i luften

Louise Gade mener sagtens, hun vil kunne overkomme såvel direktørjobbet i VIA Efter- og videreuddannelse, der er Nordens største udbyder af kurser, diplomuddannelser og øvrige efteruddannelser, som den nye post som bestyrelsesformand for ICROFS.

”Jeg trives med at have mange bolde i luften, og jeg er sikker på, at der vil være en synergi mellem mit direktørjob og den nye formandspost. Jeg får viden begge steder, som jeg kan bruge på tværs”.

Louise Gade sidder også i flere udvalg, som regeringen har nedsat og udpeget Louise Gade som medlem af. Det gælder blandt andet regeringens Forenklingsudvalg og Udfordringspanel.

Vigtig viden om politik, uddannelser og forskning

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fortæller, at han har udpeget Louise Gade som bestyrelsesformand for Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og fødevaresystemer, fordi han mener, hun har de rette kompetencer til opgaven.

”Louise Gade har en bred politisk erfaring, samtidig med at hun har et godt indblik i såvel forsknings- som uddannelsesverdenen. I regeringen mener vi, økologiforskningen skal gøres endnu mere erhvervsrettet. Det er vigtigt, at den enkelte landmand kan bruge forsknings direkte i sin hverdag,” udtaler Esben Lunde Larsen.

Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og fødevaresystemer har base i Foulum ved Viborg hos Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

 

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:

Louise Gade
Direktør for VIA Efter- og videreuddannelse
T: 87 55 19 99
M: loug@via.dk