Nyt forskningscenter har fokus på entreprenørskab

Billede af VIAs delegation på konferencen i Göteborg
I alt deltog 18 undervisere, forskere, konsulenter og ledere fra VIA på konferencen i entreprenørskab  i Sverige.
VIA har på konference i Sverige demonstreret sin førerposition på entreprenørskab og er vendt hjem med en pris for bedste læringsdesign.

VIA University College satser med et nyt forskningscenter i innovation og entreprenørskab på at styrke sin position som Danmarks mest entreprenante professionshøjskole.

I forvejen er VIA både i 2014, 2018 og 2019 kåret som landets mest entreprenante uddannelsesinstitution af Fonden for Entreprenørskab.

Førerpositionen inden for entreprenørskab blev senest markeret, da VIA satte aftryk på den centrale forskningskonference for entreprenørskabsdidaktik, 3E, som netop er afholdt i Göteborg med titlen ”Entrepreneurial Bridging – between learning, value-creation, and…”.

Ved 3E vandt VIA prisen ’Best practitioner workshop’ – altså en hæder for det bedste praktiske læringsdesign inden for entreprenørskab.

VIA-oplæg om entreprenørskabsundervisning

Ved vinder-workshoppen med titlen ‘An experimental approach in continuing education’ satte tre undervisere og forskere i entreprenørskab ved VIA fokus på hypotesebaseret læring – på baggrund af deres erfaringer fra Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik ved VIA. De tre vindere er Christina Højlund, Birgitte Helbæk Marcussen og Agnete Gudnason.

I alt deltog 18 undervisere, forskere, konsulenter og ledere fra VIA på entreprenørskabskonferencen i Sverige.

De præsenterede en bred vifte af forskningsartikler samt oplæg om emner som tavs viden, didaktik, ledelse samt retorikken og definitioner inden for entreprenørskabsundervisning.

VIA-delegationen fik på konferencen i Sverige tillige skabt kontakt til entreprenørskabsforskere fra både Norden, Europa, USA, Canada, Sydafrika, Kina og Hongkong.

Forskningschef fremhæver tværgående potentiale

Helle Munkholm Davidsen, der er forskningschef i VIAs Forskningscenter for Innovation og Entreprenørskab, slår fast, at 3E-konferencen har kickstartet et tværgående netværk i VIA, som VIA følger op på og udvider i løbet af efteråret med fælles arrangementer for alle professionshøjskolens undervisere.

Portræt af Helle Munkholm Davidsen

Helle Munkholm Davidsen er forskningschef i VIAs Forskningscenter for Innovation og Entreprenørskab. Foto: Arkiv

”Jeg deltog selv på konferencen i Göteborg og oplevede den aktive deltagelse og det engagement, som underviserne, forskerne og konsulenterne fra VIA bidrog med, og som med al tydelighed demonstrerede det potentiale, VIA har i forhold til innovation og entreprenørskab,” fremhæver Helle Munkholm Davidsen.

Forskningschefen understreger, at hun glæder sig til at videreudvikle VIAs store potentiale inden for innovation og entreprenørskab. Det vil ifølge Helle Munkholm Davidsen ske i et stærkt samspil mellem Forskningscenter for Innovation og Entreprenørskab samt uddannelserne, forskningsområderne og studentervæksthusene i VIA.

Læs mere om den nyligt afviklede 3E-forskningskonference i Göteborg.

 

Yderligere oplysninger fås hos:

Forskningschef Helle Munkholm Davidsen fra Forskningscenter for Innovation og Entreprenørskab ved VIA University College.
Mobiltelefon: 87 55 29 67
E-mail: hmda@via.dk

Programkoordinator Michael Breum fra Forskningscenter for Innovation og Entreprenørskab ved VIA University College.
Mobiltelefon: 87 55 26 25
E-mail: mibj@via.dk

Programkoordinator Christina Højlund fra Forskningscenter for Innovation og Entreprenørskab ved VIA University College.
Mobiltelefon: 51 55 40 65 / 87 55 48 45
E-mail: choj@via.dk