Stor hæderpris til forsker fra VIA

Billede af prisoverrækkelse til Rikke Gregersen.
Demensforsker Rikke Gregersen fra VIA (i midten) er blevet tildelt Alzheimer-forskningsfondens forskerpris 2019 på 300.000 kroner. Prisen blev 20. september 2019 overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte. Til venstre ses professor Hanne Mette Oschner Ridder, der i en tale begrundede, hvorfor netop Rikke Gregersen er udpeget til at modtage Alzheimer-forskningsfondens forskerpris 2019. 
Docent og forskningsleder i demens, Rikke Gregersen fra VIA University College, har modtaget Alzheimer-forskningsfondens forskerpris 2019. De 300.000 kroner vil gå til mere forskning i demens.

Rikke Gregersen, der er docent, ph.d. og forskningsleder i demens ved VIA University College, har modtaget Alzheimer-forskningsfondens Forskerpris 2019.

Hædersprisen er på 300.000 kroner og er en anerkendelse af Rikke Gregersens forskning, der er til stor gavn for mennesker med demens og deres pårørende. 

Hædersprisen blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte den 20. september 2019. Ved samme lejlighed holdt Hanne Mette Ochsner Ridder, der er professor i musikterapi ved Aalborg Universitet og også forsker i demens, en tale, hvor hun motiverede, at Alzheimer-forskningsfondens forskerpris 2019 går til netop Rikke Gregersen. 

”Rikke Gregersen bidrager på fornemste vis til at øge den samfundsmæssige viden om demenssygdomme, personcentreret omsorg, psykosociale metoder, rehabilitering ved demens samt pårørendes behov og aflastning. Hun giver tillige øget indsigt og nye handlemuligheder til sundhedspersonale og sikrer kobling mellem undervisning, udvikling og forskning i demens for professionsbachelorer og omsorgspersonale,” betonede Hanne Mette Ochsner Ridder.

Hun fremhævede desuden, at Rikke Gregersen står i spidsen for en forskningsundersøgelse til validering, tilpasning og afprøvning af kognitiv stimulationsterapi (CST), hvor kognitive færdigheder – især sproglige – hos personer med demens bedres. CST har vist sig at have en særdeles god effekt, og projektet er støttet af TrygFonden.

Kan nu starte forskningsprojekter før tid

I forbindelse med overrækkelsen af Alzheimer-forskningsfondens forskerpris 2019 holdt Rikke Gregersen et oplæg om sin forskning – og særligt om, hvordan CST gavner mennesker med demens og deres pårørende. Rikke Gregersen betonede i oplægget, at CST også kan være en vej til store besparelser på sundhedsområdet, fordi terapien kan hjælpe mennesker med demens til bedre at kunne tackle hverdagen.

Rikke Gregersen rettede samtidig en stor tak til Alzheimer-forskningsfonden, som erhvervsmanden Asger Aamund er formand for.

”Jeg er pavestolt og beæret over anerkendelsen. Hædersprisen på 300.000 kroner giver mig mulighed for at starte nogle forskningsprojekter før tid. Pengene vil gå til forskning på det felt, som optager mig allermest lige nu – nemlig terapier, der kan stimulere tænkeevnen hos mennesker med demens,” lød det fra Rikke Gregersen.

Arbejder aktivt for at udbrede viden om demens

Ud over at lede VIAs demensforskning og varetage undervisning deltager Rikke Gregersen i flere internationale og nationale forskningsnetværk på demensområdet. Hun er Danske Professionshøjskolers repræsentant ind i Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark, der arbejder for større inklusion af mennesker med demens i samfundet.

Rikke Gregersen er desuden næstformand i Dansk Gerontologisk Selskab og var indtil for nylig formand i Human First-samarbejdet mellem Aarhus Universitet, Region Midtjylland og VIA i relation til skader og sygdomme i hjernen.

Hun har tillige publiceret forskningsresultater både nationalt og internationalt, ligesom hun er en flittigt anvendt oplægsholder.

Forskning startede med mus

Rikke Gregersen er uddannet neurobiolog og afsluttede i 1995 sin kandidateksamen i eksperimentel neurobiologi fra Odense Universitet. I 2000 blev hun ph.d. ved Syddansk Universitet og undersøgte i sin afhandling mekanismerne bag nervecelledegeneration hos mus i modeller for slagtilfælde.

Efterfølgende blev Rikke Gregersen leder af Aarhus Kommunes Videncenter for Demens, hvor hun blandt andet var med til at oprette Demenscaféen for tidligt udredte. Siden blev hun projektleder ved Klinik for personlighedsforstyrrelser i Region Midtjylland og projektleder, konsulent og underviser ved efteruddannelserne på SOSU-skolen i Randers. Hun har undervist tusindvis af fagprofessionelle i demens, hjerneskader og neuropsykologi.

Siden 2013 har Rikke Gregersen været ansat hos professionshøjskolen VIA University College, hvor hun er docent og forsker i aldring og demens. Desuden har hun været ansvarlig for diplomuddannelserne i demens og inden for hjerneskadeområdet.

Hæderspris er fuldt fortjent

Lars Peter Bech Kjeldsen, der er forskningschef for VIAs Forskningscenter for sundhed og velfærdsteknologi, hvor Rikke Gregersen er ansat, understreger, at der er brug for dygtige forskere på professionshøjskolerne til at sikre forskningstyngde til omsorgsfagene og udbrede forskningsviden gennem undervisning på såvel grund- som efteruddannelser.

”Hos VIA University College har vi i en årrække prioriteret demensforskning højt – ikke mindst fordi antallet af mennesker med demens stiger markant. Rikke Gregersen har været helt central i demensforskningen, og hædersprisen fra Alzheimer-forskningsfonden er fuldt fortjent,” påpeger Lars Peter Bech Kjeldsen

Også VIAs rektor, Harald Mikkelsen, der er den øverst ansvarlige for al forskning i VIA, understreger, at det har stor betydning for VIA og skaber stolthed at have en forsker, der gør en kæmpe forskel for både mennesker med demens, pårørende, studerende, sundhedsprofessionelle og andre forskerkolleger.

Se pressemeddelelse fra Alzheimer-forskningsfonden om uddeling af priser til forskere.

Yderligere oplysninger fås hos:

Rikke Gregersen
Docent, ph.d. og forskningsleder i demens ved Forskningscenter for sundhed og velfærdsteknologi hos VIA University College
T: +45 87 55 18 10
E: rigr@via.dk

Lars Peter Bech Kjeldsen
Forskningschef for Forskningscenter for sundhed og velfærdsteknologi ved VIA University College
T: +45 87 55 17 16
E: lpbk@via.dk