Sygeplejersker får styrket viden om arbejde med socialt udsatte gennem spritny efteruddannelse

undervisning
Undervisning med oplæg og dialog på VIA University College.  
Første hold på ny efteruddannelse i socialsygepleje hos VIA University College er fuldt booket og har sygeplejersker fra hele landet på venteliste. Første undervisningsdag bød efter timer i klasselokalet på to timers snak med en tidligere hjemløs stofmisbruger. 

26 sygeplejersker fra Jylland, Fyn og Sjælland er lige nu i gang med at efteruddanne sig inden for socialsygepleje. De udgør det første hold på et splinternyt diplommodul, der skal styrke deres viden på sundheds- og socialområdet.

Blandt kursisterne er en sygeplejerske, der er ansat på Heroinklinikken i Aarhus, gadesygeplejersker fra henholdsvist Skanderborg, Odsherred og Fredensborg kommuner, en sygeplejerske, der arbejder på et værested i Middelfart Kommune, en sygeplejerske, der er misbrugsbehandler på Nordsjællands Misbrugscenter samt socialsygeplejersker fra Roskilde Sygehus, Køge Sygehus, Herlev Hospital og Gentofte Hospital. 

På den første kursusdag var deltagerne efter undervisning og gruppearbejde på en tur rundt i Aarhus by med en tidligere hjemløs misbruger, som hedder Anders. Han gav sygeplejerskerne indblik i sine erfaringer som socialt udsat og i livet på gaden.

”Jeg begyndte at ryge hash som 14-årig – nok som en reaktion på mine forældres skilsmisse. Da jeg var 22 år, sov jeg første gang på en varmestue, og jeg har også i perioder boet på gaden, lidt af angst og fået penge til mad, heroin og andre stoffer ved at tigge og stjæle. Ind imellem har jeg haft et job. Jeg har været tæt på at dø af både stoffer og overfald, og jeg har været på flere afvænningsophold,” forklarede Anders til den gruppe af sygeplejersker, han var guide for i to timer.

Undervisning med oplæg og dialog

Den nye efteruddannelse i socialsygepleje foregår som det eneste sted i landet hos VIA University College i Aarhus og består af i alt otte undervisningsdage over fem måneder.  

Undervisningen omfatter oplæg og dialog om emner som sundhedstilstanden blandt socialt udsatte, ulighed i sundhed, socialt udsatte i det sociale system, relationsarbejde, stigmatisering, etik, smerte- og abstinensbehandling, narko- og blandingsmisbrug, selvmedicinering, afhængighedssyndrom, dobbeltdiagnoser, psykiatri, konflikthåndtering samt forebyggelse af vold.

Efteruddannelsen er udviklet i samarbejde med Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje.

Baggrunden er, at der er stor politisk interesse for at få uddannet flere sygeplejersker med spidskompetencer til at arbejde med stofmisbrugere, hjemløse, psykiatriske patienter og andre socialt udsatte. Samtidig er der stor efterspørgsel på en efteruddannelse i socialsygepleje fra sygeplejersker og deres ledere.

Socialsygepleje er et krævende speciale

Nina Brünés, der er faglig konsulent for socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden og formand for Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje, understreger, at der er behov for at gjort socialsygepleje til et speciale. Hun understreger, at det ikke er nok ’bare’ at have en baggrund som sygeplejerske.

”Det er en meget kompleks og krævende opgave at arbejde som sygeplejerske på området med udsatte misbrugere. Der er behov for en stor og dyb viden på både social- og sundhedsfeltet, fordi der er tale om mennesker, der på én gang har flere fysiske sygdomme og samtidig har psykiske lidelser, har et stofmisbrug, oftest går ind og ud af fængsler og er fattige og hjemløse. Den komplekse viden har ordinære sygeplejersker ikke,” påpeger Nina Brünés.

Hun mener, at den nye efteruddannelse indfrier ambitionerne om at højne fagligheden inden for socialsygepleje og om at give sygeplejerskerne på området papir på deres specialistkompetencer.

”Socialsygeplejersker skal kunne tænke særligt kreativt og løsningsorienteret i samspil med de øvrige sundhedsprofessionelle, så den udsatte patient bliver i stand til at modtage behandling og få udbytte af behandlingen. Det handler eksempelvist om at have fokus på de abstinenser, udsatte vil udvikle under en indlæggelse, deres ubetalte gæld, den hund, der skal passes, den recept, der skal indløses, og det sår, der efter udskrivelse skal skiftes af en sygeplejerske – som ikke ved, hvor hun kan finde borgeren, når han bor på gaden,” forklarer Nina Brünés

Fuldt booket diplommodul

Hos VIA University College er det nye diplommodul med den fulde titel ’Problemstillinger og teoretiske perspektiver i relation til socialsygepleje’ helt booket op. Og der er endda en venteliste.

Fremover vil VIA imødekomme efterspørgslen ved at udbyde efteruddannelsen i socialsygepleje to gange årligt – om foråret og om efteråret. Næste hold starter altså i februar 2020.

Modulet er målrettet sygeplejersker, der arbejder med udsatte mennesker i kommuner og regioner samt på bosteder, varmestuer, rusmiddelcentre samt hjemme hos socialt udsatte borgere.

Udgangspunkt i sygeplejerskernes job

”Vi er tre undervisere fra VIA med socialfaglig og sundhedsfaglig baggrund, der står i spidsen for den nye diplomuddannelse i socialsygepleje og selv tidligere har arbejdet med socialt udsatte borgere. Desuden trækker vi oplægsholdere fra praksis ind – blandt andet en speciallæge i psykiatri,” fortæller lektor Karen Bro Aaen fra VIA.

Undervisningen tager udgangspunkt i situationer fra kursisternes daglige arbejde og veksler mellem teoretiske oplæg, dialog, refleksion, gruppearbejde og studiebesøg. Dertil kommer hjemmeopgaver mellem kursusdagene samt en afsluttende mundtlig eksamen.

”Undervisningen har som vision at være direkte anvendelig i praksis og at ruste kursisterne med nye handlemuligheder i arbejdet med socialt udsatte,” siger Karen Bro Aaen.

Kursister har store forventninger

Merete Poulsen, der er sygeplejerske på Heroinklinikken ved Rusmiddelcenter Aarhus, er en af deltagerne på den nye efteruddannelse. Hendes daglige arbejde går blandt andet ud på at udlevere metadon og at følge misbrugere til aftaler hos læge, sygehus eller andre steder i sundhedsvæsnet, og hun har store forventninger til, at hendes arbejdsplads vil få gavn af den nye viden, hun får på forløbet.

”På Rusmiddelcenter Aarhus er vi i gang med at omorganisere hele behandlingsdelen, så vi – til gavn for brugerne – får et større samarbejde tværfagligt mellem socialfaglige og sundhedsfaglige medarbejdere. Efteruddannelsen i socialsygepleje er næsten skræddersyet til vores mål,” fremhæver Merete Poulsen.

Hendes medkursist Tina Bergen Petersen, der er socialsygeplejerske på Roskilde Sygehus og Køge Sygehus, har også klare mål med at være tilmeldt den nye efteruddannelse i socialsygepleje.

”Jeg vil gerne have sat min praksis i en teoretisk ramme, have sat tingene i perspektiv og få papir på mine kompetencer,” påpeger Tina Bergen Petersen og understreger, at hun brænder for at tale udsatte borgeres sag og sikre dem gode patientforløb og mere lighed i sundhed.

Inspiration og erfaringsudveksling på tværs

For kursisterne er det også afgørende, at undervisningen har en helt tæt kobling til praksis, så de konkret kan bruge den viden, de får med i rygsækken fra diplommodulet i socialsygepleje.

Det gælder blandt andet for Kristine Schousen, der i Middelfart Kommune er ansat som rådgiver for psykisk syge, stofmisbrugere og socialt udsatte, og tillige arbejder på et værested.

Kristine Schousen fremhæver, at hun – ud over ønsket om styrket viden efter 10 års arbejde med socialt udsatte – finder det interessant at mødes med andre, der arbejder med samme målgruppe.

”Vi kursister kan gøre nytte af hinandens erfaringer og inspirere hinanden,” siger Kristine Schousen, der tidligere har arbejdet som sygeplejerske på to misbrugscentre samt i Vestre Fængsel og Vejle Arrest.

Yderligere oplysninger om den nye efteruddannelse i socialsygepleje fås hos:

Karen Bro Aaen, lektor ved efteruddannelserne på social- og sundhedsområdet hos professionshøjskolen VIA University College.
Mobiltelefon: 87 55 20 36.
E-mail: kbaa@via.dk

Nina Brünés, faglig konsulent for socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden og formand for Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje.
Mobiltelefon: 61 71 37 74.
E-mail: nina.brynes@regionh.dk