VIA Elitesport og Team Danmark fortsætter samarbejdet

team
Der var repræsentanter fra både VIA University College, Team Danmark, Horsens Kommune og studerende fra VIA Elitesport til stede i forbindelse med indgåelsen af samarbejdsaftalen.
Tirsdag den 4. februar underskrev VIA University College og Team Danmark
en forlængelse af deres aftale om et samarbejde omkring VIA Elitesport. 

VIA Elitesport er en ordning som gør det muligt for VIAs studerende at kombinere en uddannelse med en elitesportskarriere. Ordningen er blevet en populær mulighed blandt VIAs studerende, og der er aktuelt 80 studerende, der repræsenterer 23 forskellige idrætter tilknyttet VIA Elitesport. Af de 80 studerende får 10 støtte fra Team Danmark.

Atleterne roser VIA

Blandt underskriverne af aftalen var Magnus Wonsyld, konsulent for karriere og uddannelse hos Team Danmark. Magnus er meget begejstret for det samarbejde VIAs uddannelser har med de elitesports-udøvende studerende:

”Vi ved at atleterne roser VIA til skyerne. For de oplever, at de får nogle gode rammer for at dyrke deres sport og samtidig tage en uddannelse. Samtidig er det min forventning at vi i fremtiden vil se endnu flere elitesportsudøvere fra VIA, fordi VIA også er gode til at indgå samarbejder med de lokale klubber”, siger Magnus Wonsyld og fortsætter.

”VIA er vigtig for Team Danmark fordi de dækker så stort et geografisk område, og VIA er den – så vidt jeg umiddelbart ved -  professionshøjskole der har flest eliteatleter. Det kvalificerer VIA til at være en væsentlig del af dansk eliteidræt, og det er en dobbelt sejr når atleterne også klarer sig godt ved siden af sporten, som jeg ved  de gør på VIA”.

Tid til forberedelse er en stor udfordring

Tre basketballspillere fra Horsens IC, Frederik Rungby, Lasse Elbæk og Aladdin Barakeh, repræsenterede VIAs elitesportsudøvere til mødet, hvor samarbejdsaftalen blev underskrevet. Frederik og Lasse er lærerstuderende på VIA i Aarhus, Aladdin er sygeplejerskestuderende på VIA Campus Horsens. De ved alle hvor svært det er at kombinere elitesport og uddannelse:

”Selvom VIA Elitesport er gode til at hjælpe mig, og gøre mit studie mere fleksibelt – jeg kan for eksempel rykke rundt på skemaet og udskyde stopprøver – er det stadigvæk hårdt at kombinere sport og uddannelse. For jeg skal stå til regnskab både fagligt og sportsligt”, forklarer Aladdin Barakeh og konkluderer:

”Alle ved hvor vigtigt det er at tage en uddannelse, så nogle gange må jeg prioritere min tid hårdt for at få tid til det hele. Men selvom jeg gør det, er det en stor udfordring for mig, at finde tid til forberedelse. Så der er mange ting, især sociale, som jeg må fravælge hvis jeg både skal fungere på uddannelsen og i Horsens IC”.

Godt og konstruktivt samarbejde

Tue Fisker, projektleder for VIA Elitesport, ser gode, fremtidige perspektiver i, at samarbejdet med Team Danmark nu fortsætter. Samarbejdet har nemlig fungeret godt og konstruktivt, og med Team Danmark i ryggen giver det nye muligheder for de eliteudøvende VIA-studerende

”Først og fremmest er jeg glad for de muligheder samarbejdet med Team Danmark giver vores studerende. Team Danmark er nemlig gode til at se muligheder i forhold til, hvordan vi kan hjælpe vores studerende med både at lykkes som eliteudøvere og fagligt dygtige studerende”, roser Tue Fisker før han slutter: 

”Team Danmark er med til at skabe de overordnede rammer. Men det der er helt afgørende for de studerende, at vi på alle VIAs campusser har nogle dygtige studievejledere. For det er dem, der kender uddannelsernes opbygning og ved hvad der kan lade sig gøre når skemaer, praktikker og eksamener skal balanceres i mål samtidig med at den studerende skal have tid til at dyrke en sportsgren på eliteniveau”.

Den nye samarbejdsaftale løber frem til 1. januar 2023

Spørgsmål vedrørende VIA Elitesport

Tue Fisker
Projektleder
VIA Elitesport
M: 87 55 30 08
E: tf@via.dk