VIA med i stort EU-projekt om robotter

Billede af Mikael Birkelund jensen-Johansen, Karin Christiansen og Vivi Friis Søgaard
På billedet ses fra venstre Mikael Birkelund Jensen-Johansen, Karin Christiansen med robotsælen Paro og Vivi Friis Søgaard med robotbaby.
Hvad sker der med udviklingen af social- og sundhedsprofessionerne, når robotter og kunstig intelligens for alvor vinder indpas? Det skal et nyt stort forskningsprojekt, som VIA er en del af, undersøge.

I slutningen af september var tre forskere fra VIA med til opstarten af ERASMUS + projektet PRoSPEro (Pedagogy of Robotics in the Social Professions in Europe).

Det treårige projekt skal se på hvilke konsekvenser brugen af sociale robotter, AI (kunstig intelligens) og andre teknologier indenfor social- og sundhedssektoren har i forhold til etik, økonomi, jura, filosofi og relationer.

Internationalt samarbejde

Projektet er et samarbejde mellem partnere fra Irland, Holland, Polen, Spanien og Danmark. Og sidstnævnte er repræsenteret af tre VIA-forskere. Det er Vivi Friis Søgaard, som er lektor og ph.d.- studerende på sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg, Karin Christiansen, docent, ph.d. og forskningsleder og Mikael Birkelund Jensen-Johansen, der er lektor og ph.d. fra VIAs Metodecenter i Holstebro. Han repræsenterer samtidigt Holstebro Kommune.

"Projektet er yderst relevant for de professioner, vi uddanner til. Fx bruges sociale robotter overfor mennesker med autisme og demens og udviklingen går hurtigt på området. Derfor er det vigtigt at se på, hvordan det vil påvirke sundhedspersonalet, pædagogerne og alle de mange ansatte indenfor det sociale område," siger Karin Christiansen.

Studerende skal have kritisk tilgang til robotter

Hun håber, projektet vil give bedre viden om, hvordan man på professionsuddannelserne kan udvikle forløb, som klæder de studerende på til kritisk og professionel tilgang til sociale robotter.

"Målet med det her projekt er at komme med konkrete analyser og løsninger på de udfordringer, teknologierne medfører. Det skal ske i et tværfagligt samarbejde mellem sociologer, psykologer, filosoffer, pædagoger, robotforskere og udviklere, brugere, professionelle indenfor social- og sundhedssektoren samt kommunale aktører og NGO'er på tværs af landegrænser," siger docenten fra VIA.

 

For yderligere information, kontakt:

Karin Christiansen, docent, ph.d., forskningsleder, Center for Sundheds- og velfærdsteknologi
Telefon: 87 55 13 18
Email: Kach@via.dk