VIA satser stort på ingeniøruddannelser 

Peter Sørensen
VIAs bestyrelse, med bestyrelsesformand Peter Sørensen i spidsen, har netop nikket ja til en flerårig indsats, der vil øge antallet af diplomingeniører i Danmark. Foto: Arkiv
Flere diplomingeniører skal afhjælpe manglen på kvalificeret arbejdskraft

Danske virksomheder mangler stadig flere ingeniører, og derfor er VIA University College nu på vej med den største satsning til dato på området.

VIAs bestyrelse har netop nikket ja til en flerårig indsats, der vil øge antallet af diplomingeniører i Danmark.

”Mange danske virksomheder har problemer med at indfri deres udviklingspotentialer, fordi de ikke kan rekruttere nok kvalificeret ingeniørarbejdskraft. Det problem kan VIA være med til at afhjælpe, så derfor investerer vi nu et større millionbeløb i at udvikle ingeniøruddannelserne og uddanne flere ingeniører til virksomhederne,” siger Peter Sørensen, formand for VIAs bestyrelse.

Bestyrelsesformanden kalder beslutningen om at investere i flere ingeniører for en både rigtig og nødvendig beslutning.

”Det er afgørende for væksten og udviklingen i hele Danmark, at VIA som uddannelsesinstitution sikrer virksomhedernes adgang til dygtige medarbejdere med de helt rigtige tekniske profiler. Derfor vil vores satsning også komme til at ske i tæt samarbejde med de brancher og kommuner, som vi uddanner diplomingeniører til,” siger han.

Nye uddannelser fra 2018

Ifølge Peter Sørensen er VIA University College allerede godt i gang med at opruste på ingeniørområdet. Eksempelvis udbyder VIA fra 2018 uddannelsen til ingeniør i produktionsteknik, som får base i Horsens, hvor VIA i alt har cirka 3700 studerende.

Fra nytår etablerer VIA tillige en såkaldt uddannelsesstation i Viborg, hvor de studerende bliver ingeniører i virtual reality og augmented reality, som erhvervslivet lokalt oplever mangel på. En uddannelsesstation indebærer blandt andet, at de studerende kommer til at tage cirka halvdelen af deres uddannelse der, hvor behovet for arbejdskraften er, og den anden halvdel på VIAs campus i Horsens, hvor de bliver en del af det stærke ingeniørfaglige miljø på stedet.

Et andet nyere eksempel er VIAs uddannelse til forsyningsingeniør med speciale i at håndtere blandt andet oversvømmelser, spildevand og fjernvarmeanlæg. Uddannelsen er skabt på baggrund af specifik efterspørgsel fra branchen og for at understøtte vækst i erhvervslivet.

”I VIA er vores beskedne ambition at være der for det samfund, vi er en del af, så derfor giver det kun mening, at vi også udvikler vores uddannelser sammen med kommuner og erhvervslivet,” siger Peter Sørensen.

Denne ambition er også baggrunden for, at VIA for et par år siden indgik i partnerskabet med Professionshøjskolen Absalon om uddannelsen til diplomingeniør i bioteknologi i Kalundborg. Om knap tre år står de første studerende med eksamensbeviset i hånden, og så bliver det nemmere for Novo Nordisk og andre virksomheder i lokalområdet at rekruttere den nødvendige arbejdskraft.

Yderligere oplysninger fås hos:

Peter Sørensen, bestyrelsesformand hos VIA
T: 23 66 66 21
E: borgmester@horsens.dk

Harald Mikkelsen, rektor VIA University College
T: 87 55 10 01
E: hm@via.dk