Forskere og undervisere udgiver bog om bæredygtighed

Forskere og undervisere fra VIAs film- og designområde har sammen udgivet bogen ’Sustainability in creative industries’. Bogen giver viden og anvisninger til, hvordan både uddannelsesinstitutioner og virksomheder kan arbejde effektivt med bæredygtighed

Sustainability in creative industries

Rune Thorbjørn Jason Clausen (tv), Thomas Østergaard og Anne Louise Bang har redigeret bogen om bæredygtige løsninger i de kreative industrier. Bogen er udgivet på forlaget Frydenlund.

Selv om bæredygtighed er noget, alle taler om, er der stadig langt mellem de erhverv, der for alvor har fået omstillet både produktioner og adfærd i en mere grøn retning. Ikke nødvendigvis fordi viljen ikke er der. Lige så tit fordi, det simpelthen er svært. 

Det gør en forskere og undervisere fra VIAs kreative område nu noget ved. I fællesskab har de skrevet bogen ’Sustainability In Creative Industries’, og målet er klart, fortæller Rune Thorbjørn Jason Clausen, der er leder af forskningsprogrammet Creative Business and Sustainable Development under Forskningscenter for Kreative Erhverv og Professioner:

”Bogen skal ses som et inspirationskatalog til både virksomheder, undervisere og studerende indenfor de kreative fag, altså fashion- og furniturebranchen samt medie-, film- og animationsverdenen. Den er bygget op som et galleri med en lang række artikler, der er både forsknings- samt case- og undervisningsbaserede, og teksterne giver en række perspektiver på, hvordan man kan arbejde med bæredygtighed målrettet kreative erhverv,” fortæller han. 

En inspirerende proces

Bogen er blevet til i et tæt samarbejde mellem forsknings- og uddannelsesområdet – det vil sige mellem VIA Design og business og Forskningscenter for Kreative Erhverv og Professioner. Og ifølge Thomas Østergaard, ph.d.-studerende  og lektor i VIA Design og business, har det været fantastisk at arbejde på tværs af det kreative område på den måde: 

”Det har været virkelig spændende at arbejde sammen, fordi vi har bedt en række praktikere om også at være med. Det betyder, at vi i dag står med en bog, der viser mangfoldigheden på det her felt og samtidig giver et unikt indblik i den kreative sektor,” siger han. 

Med i bogen er en række intermezzo-interviews. Her medvirker blandt andre Vera Friis Knudsen, der gennem mange år har undervist på VIA Design og business i materialelære med fokus på både bæredygtighed, materialers livscyklus og miljøpåvirkninger. Også en række dimittender fra VIA Design og business er med i bogen. Blandt andre Nadia Wabra, Louise Linde og Emilie Seegert, der sammen har stiftet virksomheden CAPSULE, som ved hjælp af en app digitaliserer brugernes klædeskabe, så den enkelte bliver mere bevidst om, hvor meget der gemmer sig på hylderne, som andre måske kan få glæde af, fordi det aldrig bliver brugt. 

Professionsforskning, når det er bedst

Ifølge Rune Thorbjørn Jason Clausen er drivkraften for alle bidragyderne i bogen en bevidsthed om, at industrien i den kreative sektor skal ændres. 

”De mange nye krav om bæredygtighed i den kreative industri er udfordrende om end nødvendige. Med bogen ønsker vi at give et kvalificeret grundlag at arbejde ud fra – som branche, som underviser og som forsker. Derfor er den også bygget op, så den ikke nødvendigvis skal læses fra ende til anden. Man kan i stedet dykke ned i det, man finder interessant. På den måde er vores hensigt, at vi vil inspirere læserne i deres arbejde med bæredygtig udvikling, uanset om det er i små eller store skridt,” siger han. 

Anne Louise Bang, ph.d. og docent i CKEP, glæder sig til ’Sustainability In Creative Industries’ finder vej til designskoler og læreruddannelser både herhjemme, men også i det øvrige Skandinavien samt i resten af Europa. 

”Det, som industrien kan få ud af bogen, adresserer på samme tid noget om de kompetencer, som medarbejderne er nødt til at tilegne sig, før de for alvor kan bidrage til den grønne omstilling, og det er jo det, uddannelsesinstitutionerne bør navigere efter,” siger hun. 

Bogen er udgivet på forlaget Frydenlund og kan bestilles online hos landets boghandlere.  

Relaterede artikler