
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har udpeget forsknings- og udviklingsdirektør ved VIA University College, Helle Kryger Aggerholm, som medlem af bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) fra 1. januar 2025 og fire år frem.
Sammen med de syv øvrige bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsesformand Søren Serritzlew – hvoraf langt hovedparten er universitetsprofessorer – skal Helle Kryger Aggerholm sætte retningen for Danmarks Frie Forskningsfond fremover. Det vil ske med afsæt i fondens nye strategi for 2024-2026 med titlen ’Fri forskning i en verden under forandring’.
Helle Kryger Aggerholm har arbejdet med forsknings- og uddannelsesledelse i mere end 10 år. Før hun i 2023 blev ansat som forsknings- og udviklingsdirektør ved VIA University College, var hun forskningschef, konstitueret prorektor og direktionsmedlem på DMJX, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Inden da arbejdede Helle Kryger Aggerholm 15 år på Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet var lektor, viceinstitutleder og studieleder på henholdsvis Institut for Erhvervskommunikation og Institut for Virksomhedsledelse.
Glad og beæret over udpegning
”Forskning gør en kæmpe forskel for vores samfund, og jeg arbejder hver dag på at udvikle og fremme den praksisnære, anvendelsesorienterede forskning i Danmark. Derfor er det helt fantastisk for mig at være blevet udpeget som medlem af bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond. Jeg glæder mig enormt,” siger Helle Kryger Aggerholm og tilføjer:
”Danmarks Frie Forskningsfond bidrager til, at forskere får mulighed for at afprøve deres bedste, mest originale idéer og styrke kvaliteten af dansk forskning til gavn for samfundet. Jeg er virkelig beæret over, at jeg fremover som bestyrelsesmedlem kommer til at påvirke fondens meget afgørende arbejde”.
Selv om der fra uddannelses- og forskningsministeren er tale om en personlig udpegning af Helle Kryger Aggerholm, slår hun fast, at udpegningen også skal ses som et udtryk for en anerkendelse af forskningen ved VIA University College og på de øvrige professionshøjskoler i Danmark.
Den første fra professionshøjskole
Helle Kryger Aggerholm er den første person fra en professionshøjskole, der får sæde i DFF’s bestyrelse.
Fonden har nemlig hidtil fokuseret på universiteternes forskning. Imidlertid har DFF fra i år støttet flere praksisrettede forskningsprojekter, som bliver udført på landets professionshøjskoler – blandt andet hos VIA University College.
Fx har VIA for nylig fået 3,1 millioner kroner i støtte fra DFF til et treårigt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvad der skal til for at støtte unge, som har fået et pålæg om at starte i uddannelse, i overgangen mellem ledighed og erhvervsuddannelse, så de får en afsluttet uddannelse i hus.
Samtidig har Danmarks frie Forskningsfond udpeget lektor og ph.d. Henriette Duch fra VIA til at sidde med i et af fondens tematiske udvalg.
Rådgiver Folketinget og ministre
Danmarks Frie Forskningsfond er et uafhængigt statsligt organ og har som hovedformål at styrke kvaliteten af dansk forskning og dermed udvikle det forskningsfaglige niveau i Danmark ved at give tilskud til konkrete forskningsaktiviteter baseret på forskernes egne initiativer. Fonden skal prioritere mulighederne for nybrud i forskningen og bidrage til at styrke formidlingen af forskningsresultater.
Desuden kan fonden deltage i internationalt forskningssamarbejde, hvis samarbejdet vurderes at være til gavn for dansk forskning.
Dertil kommer, at Danmarks Frie Forskningsfond har til opgave at give uddannelses- og forskningsministeren, Folketinget og øvrige ministre rådgivning om forskning inden for alle videnskabelige forskningsområder.
Ud over udpegningen af Helle Kryger Aggerholm har uddannelses- og forskningsministeren også udpeget Gemma Clare Solomon Larsen som nyt medlem af bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond. Gemma Clare Solomon Larsen er professor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet og er blandt verdens førende forskere inden for kvanteinterferens. Hun er desuden videnskabelig direktør for algoritmer og applikation hos Novo Nordisk Fondens Quantum Computing Program.
Her er medlemmerne af DFF’s bestyrelse
Med udpegningen af de to nye medlemmer består bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond fra 1. januar 2025 af:
Søren Serritzlew, professor, Aarhus Universitet – bestyrelsesformand
Helle Kryger Aggerholm, forsknings- og udviklingsdirektør, VIA University College
Jørgen Frøkiær, professor, Aarhus Universitet
Gemma Clare Solomon Larsen, professor, Københavns Universitet
Klaus Petersen, professor, Syddansk Universitet
Lasse Rosendahl, professor, Aalborg Universitet
Mette Marie Rosenkilde, professor, Københavns Universitet
Nanna Mik-Meyer, professor, Copenhagen Business School (CBS)
Ole Kirk, selvstændig konsulent inden for bioteknologi
Blandt andet har VIA fået 3,1 millioner kroner i støtte til et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvad der skal til for at støtte de unge med et uddannelsespålæg i overgangen mellem ledighed og erhvervsuddannelse, så de får en afsluttet uddannelse i hus.
Konkret vil VIA University College undersøge, hvordan de unge oplever processen fra at få et uddannelsespålæg til at starte på en erhvervsuddannelse.
Desuden vil forskningsprojektet afdække, hvordan socialrådgivere i kommunerne håndhæver lovgivningen om uddannelsespålæg, som blev indført i 2014, og hvordan erhvervsskolerne modtager de unge med uddannelsespålæg.
Ligeledes bliver det analyseret, hvordan samarbejdet mellem de kommunale socialrådgivere og erhvervsskolerne kan blive bedre og mindske frafaldet.
Det treårige forskningsprojekt med titlen ’From unemployment to vocational education and training’ løber fra foråret 2025 til foråret 2028.
Projektet bliver udført i et tæt samarbejde mellem forskere fra forskellige dele af VIA University College. I spidsen for projektet står centerleder og projektleder Vibeke Asmussen Frank fra VIAs Forskningscenter for social udsathed samt ph.d. Henriette Duch, der er forsker i VIAs Forskningscenter for Professionsstudier og ansat ved VIAs efter- og videreuddannelser og lektor Anders Bøggild Christensen fra Socialrådgiveruddannelsen ved VIA i Aarhus.
De seneste ti år er unge mellem 18 og 29 år, som hverken er i job eller uddannelse, blevet mødt af et krav om at gå i gang med en ungdomsuddannelse for at have ret til penge fra det offentlige, og ofte falder valget på en erhvervsuddannelse. Imidlertid viser nye tal, at det kun er 15 procent af de unge, der starter på en erhvervsuddannelse på baggrund af et såkaldt uddannelsespålæg, som gennemfører. Det svarer til, at otte ud af ti falder fra.