Ny forskning skal styrke især drenges sproglige udvikling 

Med 12 millioner kroner i støtte skal et nyt forskningsprojekt afdække, hvordan efteruddannelse og ledelse kan bidrage til at forbedre små børns sprog. Projektet bliver gennemført af Aarhus Universitet, VIA University College og VIVE.

Børn i børnehave

Et godt sprog tidligt i livet er vigtigt for, at små børn bliver en del af fællesskaberne i vuggestuer, børnehaver og andre daginstitutioner – og er dermed vigtigt for børns trivsel og udvikling i dagtilbuddet. Tilsvarende har et godt sprog fra barnsben afgørende betydning for læring, uddannelse og livsmuligheder senere i livet.

Både danske og internationale undersøgelser dokumenterer imidlertid, at der er stor ulighed i drenge og pigers sproglige færdigheder og deltagelsesmuligheder. Samlet set sakker drengene bagud i forhold til sprog, og uligheden begynder allerede i dagtilbudsalderen og øges over tid.

Et nyt dansk forskningsprojekt skal derfor nu finde svar på, hvordan pædagoger og ledere fra daginstitutioner bedst kan blive efteruddannet med sprogfaglige kompetencer, der understøtter alle børns deltagelse i dagtilbuddets fællesskaber. Projektet vil tillige sætte spot på, hvordan lederne i landets daginstitutioner kan sikre, at den pædagogiske kompetenceudvikling gør mest mulig gavn for børnene.

Forventer varige ændringer i praksis

Projektet med titlen ’Drenge og pigers deltagelse i dagtilbuddets fællesskaber: Pædagogisk kompetenceudvikling, ledelse og forankring’ løber fra 2025 til 2029.

Det er Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet, der leder projektet i tæt samarbejde med de pædagogiske efteruddannelser under Pædagogik og Opvækst ved VIA University College samt VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

”Vi skal forske i, hvordan efteruddannelse af pædagoger skal tilrettelægges, ledes og forankres for at få størst effekt på børnenes sprogudvikling og skabe varige ændringer i praksis,” sammenfatter Anne Mette Kjeldsen, der er projektleder, ph.d. og lektor i statskundskab ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og fortsætter:

”Vores forventning er, at det vil have en positiv virkning, at pædagoger gennem efteruddannelse får styrket viden om veje til at fremme børnehavebørns sprog og deltagelse i børnefællesskaber. Samtidig ser vi frem til at udforske, om effekten af efteruddannelse bliver forstærket, når pædagogiske ledere arbejder målrettet med organisering og forankring af de nye kompetencer”.

Anne Mette Kjeldsen

12 millioner fra børneforskningspuljen

Det nye forskningsprojekt har modtaget 12 millioner kroner fra den politisk etablerede børneforskningspulje, som er udmøntet fra forskningsreserven. 

Dorte Qvortrup Dinnesen, der er efter- og videreuddannelseschef for de pædagogiske efteruddannelser hos VIA University College, glæder sig over, at projektet bliver gennemført af et konsortium, hvor hver af de tre involverede aktører supplerer hinandens fagligheder – med et fælles mål om at styrke praksis mest muligt. Både VIA, Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og VIVE deltager med flere erfarne forskere til at gennemføre projektet som et interventionsstudie.

”Fra VIA deltager vi særligt med stor viden om den pædagogiske praksis, som vi er vant til at være helttæt på – både når vi bedriver pædagogisk forskning, og når vi i stort omfang uddanner og efteruddanner pædagogisk personale og ledere fra daginstitutioner. Vi ser det derfor som vigtigt, at vi i det nye projekt er med til at undersøge, hvordan faglig og distribueret ledelse kan understøtte, at efteruddannelse af det pædagogiske personale får den ønskede virkning i dagtilbuddenes hverdag,” forklarer Dorte Qvortrup Dinnesen. 

Dorte Qvortup Dinnesen

Den nye viden, der bliver tilvejebragt i projektet, er også vigtig og samfundsrelevant set i det perspektiv, at mange offentlige organisationer hvert år bruger store summer på at efteruddanne medarbejdere og ledere.

390 daginstitutioner med i forskning

Netop for at være så praksisrettet som muligt bliver der i det nye forskningsprojekt med fokus på køn, sprog og børnefællesskaber i dagtilbud et tæt samarbejde med børnehaver og integrerede institutioner – 390 i alt.

Foreløbig er der indgået aftale om, at Randers Kommune, Silkeborg Kommune, Hedensted Kommune, Sønderborg Kommune, Aalborg Kommune samt Faaborg-Midtfyn Kommune bliver nogle af samarbejdskommunerne.

De kommuner, der indgår i projektet, vil hver især få efteruddannet et stort antal pædagoger og ledere gennem kurser, som Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet og VIA University College tilrettelægger og gennemfører i fællesskab. En væsentlig del af de 12 millioner kroner, der er bevilliget til at realisere projektet, vil således gå til at sikre en væsentlig kapacitetsopbygning af pædagoger og ledere i de deltagende dagtilbud.

Gør forskel for børns liv

Kompetenceudviklingen vil for at opnå solide forskningsresultater foregå gennem to lodtrækningsbaserede indsatser: Én indsats hvor udelukkende dagtilbudspædagoger modtager efteruddannelse, og én indsats, hvor både pædagoger og ledere fra samme pædagogiske afdeling modtager efteruddannelse. Hertil kommer en kontrolgruppe.

Seniorforsker Bente Bjørnholt fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) understreger, at den tilrettelagte forskningsramme, hvor der deltager et betydeligt antal kommuner og daginstitutioner og iværksættes praksisnær kompetenceudvikling, vil føre til forskningsresultater af høj international kvalitet.

”Der bliver tale om forskningsresultater, som kan gøre en vigtig og positiv forskel i børnenes liv og understøtte lige deltagelsesmuligheder for alle børn,” fastslår Bente Bjørnholt. 

Bente Bjørnholt

Forskergruppen består af lektor, ph.d. Torkil Østerbye, lektor, ph.d. Christina Dahl Madsen og lektor Anne Nguyen-Quy fra VIA University College, seniorforsker, ph.d. Bente Bjørnholt og seniorforsker, ph.d. Morten Hjortskov Larsen fra VIVE samt lektor, ph.d. og projektleder Anne Mette Kjeldsen fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet.

Fakta om Partnerskab for Børneforskning

Projektet ’Drenge og pigers deltagelse i dagtilbuddets fællesskaber: Pædagogisk kompetenceudvikling, ledelse og forankring’ har fået 11.994.295 kroner i støtte i perioden 2025-2029 fra den såkaldte børneforskningspulje under Partnerskab for Børneforskning. Projektet taler både ind i forskningsprogrammets Tema 1: Børneliv i dagtilbud: Trivsel, børnefællesskaber og deltagelsesmuligheder og Tema 2: Strukturer, organisering og pædagogisk ledelse i dagtilbud. 

Partnerskab for Børneforskning blev etableret med aftalen om fordeling af forskningsreserven 2021. Her blev der afsat 50 millioner kroner årligt i en fireårig periode til at opbygge og styrke den danske børneforskning rettet mod de 0-6-årige børn. 

Formålet med Partnerskab for Børneforskning er at understøtte forskning, der bidrager til at styrke kvaliteten i dagtilbud, så alle børn får et godt børneliv og de bedst mulige betingelser for at klare sig videre frem i livet – blandt andet ved at alle børn i dagtilbud trives, lærer, udvikler sig og dannes.

For at komme i betragtning til at modtage en bevilling fra Partnerskab for Børneforskning skal forskningen være praksisnær og på et videnskabeligt højt niveau. Det er desuden et krav, at forskningen skal foregå i et samarbejde mellem minimum ét universitet/forskningsinstitut, én professionshøjskole/pædagogisk uddannelse og én praksisorganisation/kommunalforvaltning/dagtilbud.
Ansøgningerne om midler fra Partnerskab for Børneforskning bliver vurderet af både et videnskabeligt panel og et praksispanel. Efterfølgende beslutter en bestyrelse, der er nedsat af uddannelses- og forskningsministeren, hvilke ansøgere der skal modtage en bevilling til deres forskningsprojekt.

Læs mere på Partnerskab for Børneforsknings hjemmeside

Relaterede artikler