
VIA University College er med i et stort internationalt projekt, der sigter mod at forbedre kvaliteten af sygeplejeuddannelsen i Indien, Kenya og Danmark, og som netop har modtaget 38 millioner kroner i støtte fra Novo Nordisk Fonden.
I projektet er der særligt fokus på at styrke sygeplejerskers rolle i forebyggelse, diagnosticering og behandling af blandt andet hjerteanfald, slagtilfælde, diabetes og insulinresistens.
Projektet med titlen ’Strengthening CMD prevention and care capacity by improving the quality of nursing education’ er et samarbejde mellem VIA University College, Københavns Professionshøjskole og Professionshøjskolen Absalon samt sygeplejeuddannelser i Indien og Kenya.
Alvorlige sygdomme er i stigning
Baggrunden for projektet er, at kardiometaboliske sygdomme som hjerteanfald, slagtilfælde, diabetes og insulinresistens er i stigning og udgør en global sundhedsudfordring – med alvorlige sociale og økonomiske konsekvenser, når sygdommene rammer sårbare befolkningsgrupper og sundhedssystemer.
Målet med projektet, der løber fra januar 2025 til december 2029, er derfor at forbedre kompetencerne hos kommende sygeplejersker ved at dele viden og metoder, der allerede har vist sig effektive både i Danmark og hos partnerne i Indien og Kenya.
”Vi er som sundhedsfaglig uddannelse begejstrede for at kunne bidrage med vores særlige faglige og pædagogiske viden og kompetencer ind i et projekt, som har til formål at kompetenceudvikle sundhedspersonale i mindre bemidlede lande. Projektet sætter de øvrige lande i stand til selvstændigt at imødekomme nationale sundhedsudfordringer i fremtiden. Derved er vi som fag og uddannelse med til at understøtte en bæredygtig international udvikling af både sygeplejefaget og globale sundhedsudfordringer,” siger Maria Dyhrberg Rasmussen, der er uddannelsesdekan for sygeplejerskeuddannelsen ved VIA University College.

Løsninger med langvarig positiv effekt
Daniel Bojsen, der er direktør for Sundhedsområdet på Professionshøjskolen Absalon, påpeger, at sygeplejefeltet globalt set kæmper med ensartede udfordringer som ulighed i sundhed, et stigende antal multi- eller kronisk syge patienter og adgang til uddannelse.
“Med bevillingen får vi mulighed for at forbedre sygeplejerskeuddannelserne i Indien og Kenya og sideløbende udvikle løsninger, der kan have en langvarig positiv effekt på de lokale sundhedssystemer,” siger Kristine Yigen, der er projektleder ved Center for Sygepleje på Professionshøjskolen Absalon.
Hos Københavns Professionshøjskole fremhæver Sussie Bratbjerg Israelson, der er institutchef for institut for sygeplejerske- og ernæringsuddannelser, at projektet både vil styrke det allerede gode samarbejde, der er mellem de tre store sygeplejerskeuddannelser hos VIA University College, Professionshøjskolen Absalon og Københavns Professionshøjskole og samtidig skabe et større internationalt udsyn på uddannelserne.
”Bevillingen fra Novo Nordisk Fonden giver os mulighed for at engagere os i de store sundhedsproblemer – både lokalt og globalt,” fastslår Sussie Bratbjerg Israelson.
Store forventninger hos Novo
Projektet ’Strengthening CMD prevention and care capacity by improving the quality of nursing education’ har modtaget bevilling under Novo Nordisk Fondens program ’Partnership for Education of Health Professionals (PEP)’, der har fokus på at styrke sundhedssystemer verden over.
Novo Nordisk Fonden har stor tillid til, at projektet vil kunne skabe varige forbedringer i sygeplejeuddannelserne og dermed også i de sundhedssystemer, de understøtter:
"Projektet vil yde et væsentligt bidrag til at styrke sygeplejerskers viden og kompetencer inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme. Projektet har et særligt fokus på at sikre, at sundhedspersonalet i udsatte og fattige områder i Indien og Kenya har de rette kompetencer til at forebygge og behandle fx diabetes, som desværre er i meget kraftig vækst i disse områder. Desuden vil projektet bidrage til at styrke kvinders adgang til uddannelse og øge deres muligheder for at indtage lederroller. Det er derfor med stor glæde, at de tre danske professionshøjskoler er en del af det større partnerskab i PEP,” siger Mette Ide Davidsen, der er Director of Global Health Programmes hos Novo Nordisk Fonden.