
VIAs Forskningscenter for rehabilitering var vært, da VIA University College sammen med Netværk for Fysisk aktivitet og Helbred samt Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus holdt en fælles netværksdag den 7. juni.
Temaet var sociale henvisninger (Social prescribing) i en dansk kontekst – med fokus på, hvordan brobygning mellem sundhedssektoren og lokale fælleskabende aktiviteter kan blive anvendt bedst muligt.
Social prescribing er meget udbredt i fx Storbritannien. Det er et redskab, hvor praktiserende læger og andre sundhedsprofessionelle kan henvise udvalgte grupper af borgere til sundhedsfremmende og fællesskabende aktivitetstilbud i lokalsamfundet – eksempelvis via kommunale bevægelsesbrobyggere.

Klinikere og forskere deltog
De i alt ca. 60 deltagere kom fra både professionshøjskoler, hospitaler, kommuner og NGO’er, ligesom videnskabelige redaktører fra faglige tidsskrifter deltog. Flertallet af de fremmødte var forskere, men også klinikere og ledere var stærkt repræsenteret.
I løbet af dagen blev der holdt en række faglige oplæg, hvor perspektiver fra almen praksis og fra idrætsorganisationen DGI blev delt på lige fod med forskningsresultater. Der var tillige spot på erfaringer fra praksis med deltagere fra praksis, forskningsinstitutioner og frivillige organisationer. Desuden var der en fælles diskussion af muligheder og barrierer ved sociale henvisninger.
”Sociale henvisninger har et godt potentiale for at bygge bro mellem sundhedssektoren og fællesskabende aktivitetstilbud i lokalsamfund – fx via kommunale bevægelsesbrobyggere. Derfor var det en virkelig inspirerende netværksdag,” fremhæver Julie Sandell Jacobsen, der er docent ved VIAs Forskningscenter for rehabilitering i Aarhus, forsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis og tillige medlem af Netværk for Fysisk aktivitet og Helbred, som samler fagpersoner, der arbejder med fysisk aktivitet.
Julie Sandell Jacobsen var blandt arrangørerne af netværksdagen om sociale henvisninger og holdt tillige foredrag på dagen.
