VIA i spidsen for europæisk netværk af animationsskoler

EU har godkendt en ansøgning fra VIA University College om at etablere et internationalt netværk, der skal styrke kompetencerne hos folk, der arbejder med animation, computerspil, XR-teknologier, virtuel produktion og visualisering.

Studerende på TAW

Forskningscenter for Animation, Film og Digitale processer har i samspil med The Animation Workshop i Viborg, som begge er dele af VIA University College, fået bevilliget ca. fire millioner euro fra EU til at etablere et internationalt netværk af animationsskoler.

Projektet løber i fire år fra 1. februar 2025.

Målet er, at netværket skal styrke kompetencerne hos undervisere, forskere, studerende og praksis, som beskæftiger sig med indholdsproduktion, entreprenørskab og innovation inden for animation, computerspil, XR-teknologier, virtuel produktion og visualisering. 

Kompetenceudviklingen vil konkret ske gennem praksisnær træning af forskere og undervisere. Samtidig vil der blive udviklet nye undervisnings- og læringsmetoder, som blandt andet bliver taget i brug på uddannelserne hos The Animation Workshop i Viborg.

Fem lande samarbejder i AVENUE

Netværket har det officielle navn Vocational Centers of Excellence, Audiovisual Education and Training Network for European Vocational Excellence – men bliver i daglig tale forkortet til AVENUE. 

Vocational Centers of Excellence (VCE) er en international betegnelse for fagligt anerkendte uddannelses- og træningscentre, der sigter mod at hæve kvaliteten af erhvervsuddannelser og gøre dem mere relevante i forhold til arbejdsmarkedets behov. 

Det er EU’s uddannelsesprogram ERASMUS+, der finansierer projektet for at fremme samarbejdet mellem videregående uddannelsesinstitutioner i Europa.

AVENUE-netværket er et samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner i Danmark, Frankrig, Holland, Italien og Irland – med Forskningscenter for Animation, Film og Digitale processer hos VIA University College som projektleder.

Store forventninger fra forskningschef

Forskningscenter for Animation, Film og Digitale processer er et af VIAs forskningscentre på forskningsområdet Teknologi og Erhverv. Her ser forskningschef Theis Raaschou Andersen et stort potentiale for det nye internationale netværk af animationsskoler.

”AVENUE vil i høj grad imødekomme den efterspørgsel efter nye kompetencer inden for de kreative brancher, som følger i kølvandet på den hastige teknologiske udvikling på feltet. Netværket vil også bidrage til at skabe et topprofessionelt, sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø i den kreative sektor både i Danmark og i resten af Europa,” fastslår Theis Raaschou Andersen og fortsætter:

”Vi ser meget frem til den rejse, vi står foran med AVENUE. Projektet vil fremover helt sikkert få stor indflydelse på audiovisuel uddannelse og efteruddannelse”.

Yderligere oplysninger fås hos

Theis Raaschou Andersen

Relaterede artikler