
Bestyrelsen for VIA University College har over det seneste år gennemført en strategisk drøftelse af VIAs uddannelsesportefølje med afsæt i databaserede analyser. Især har der været fokus på uddannelserne til lærer, sygeplejerske og pædagog – men også enkelte øvrige uddannelser har været under lup.
Analyserne blev sat i gang i oktober 2023 – særligt på grund af faldet i søgningen til og optaget af studerende på en række uddannelser, den mere blandede gruppe af studerende på professionsuddannelserne, udviklingen i den danske demografi med blandt andre mindre ungdomsårgange samt de økonomiske udfordringer, som er affødt af, at VIA udbyder uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland og dermed har en decentral udbudsstruktur – samtidig med, at der er behov for investeringer for at sikre en fremtidssikret udvikling.
VIAs rektor Gitte Sommer Harrits og bestyrelsesformand Per B. Christensen fortæller, at bestyrelsen har haft to overordnede mål med de gennemførte drøftelser og analyser: Dels har bestyrelsen villet vurdere, om en ændret struktur for VIAs uddannelsesudbud kan frigøre ressourcer til strategisk udvikling. Dels har bestyrelsen haft fokus på at sikre VIA et stærkt ståsted, inden det kommende reformarbejde på professionsuddannelserne går i gang.
Balance er et nøgleord
”Bestyrelsen har særligt været optaget af, at der skal være en god balance mellem uddannelseskvaliteten, de tilstedeværende ressourcer og VIAs forsyningsforpligtelse i forhold til uddannelser bredt i Region Midtjylland,” fremhæver Gitte Sommer Harrits og Per B. Christensen.
I forbindelse med den gennemførte analyse så bestyrelsen en udfordret balance på læreruddannelsen. På dén baggrund har VIAs bestyrelse efter en høring besluttet en omstrukturering for læreruddannelsen i Vestjylland, der indebærer: At reducere udbuddet af undervisningsfag på læreruddannelsen i Skive, at sætte det fysiske udbud af læreruddannelsen i Nørre Nissum ved Lemvig i bero og at gøre læreruddannelsen i Holstebro til et fuldt udbud af læreruddannelsen frem for en uddannelsesfilial.

I forhold til sygeplejerskeuddannelsen har VIAs bestyrelse vurderet, at der er god balance mellem kvalitet, forsyning og ressourceforbrug, og at der ikke er behov for strukturelle ændringer – med undtagelse af uddannelsesfilialen i Herning, som vil blive udvidet til et fuldt udbud i håb om at styrke rekrutteringen af sygeplejerskestuderende.
Pædagoguddannelsen er den sidste uddannelse, VIAs bestyrelse har drøftet eksplicit. Det skete den 9. december 2024. Bestyrelsens vurdering er, at pædagoguddannelsen har en passende balance og udbudsstruktur til fremtiden og derfor ikke skal undergå forandringer.
Overdrager to Horsens-uddannelser
Til gengæld har analysearbejdet ført til en bestyrelsesbeslutning om at lukke VIAs udbud i Horsens af uddannelserne til markedsføringsøkonom og professionsbachelor i international handel og markedsføring.
”Beslutningen skyldes, at begge udbud udgør små faglige miljøer med færre studerende end på VIAs øvrige uddannelser. Bestyrelsen har på den baggrund truffet en strategisk beslutning om at fokusere på de øvrige uddannelser,” siger Per B. Christensen.
Han forventer, at uddannelsesudbuddene hos VIA i Horsens til markedsføringsøkonom og overbygningen til professionsbachelor i international handel og markedsføring bliver overdraget til Dania.
Erhvervsakademiet er nemlig meget interesseret i at føje de to udbud til den række af merkantile uddannelser, som Dania i forvejen udbyder. VIA og Dania har derfor i fællesskab ansøgt Uddannelses- og Forskningsministeriet om at få godkendt en overdragelse fra VIA til Dania og forventer svar fra ministeriet inden længe.
Fokus på dialog med aftagere
Endnu en beslutning i bestyrelsen er, at VIA University College skal fastholde en tæt faglig dialog med aftagere og øvrige samarbejdspartnere.
”Særligt den eksterne opmærksomhed på bestyrelsens behandling af læreruddannelsen har tydeliggjort, hvor vigtigt det er, at VIA er i stadig dialog med sine aftagere og relevante eksterne parter.
Samtidig er bestyrelsen tydelig på, at fastholdelse og udvikling af kvaliteten på velfærdsuddannelserne er en helt central opgave for direktionen og bestyrelsen,” forklarer Gitte Sommer Harrits.
Per B. Christensen tilføjer, at bestyrelsen nu efter afslutningen af det seneste års omfattende analysearbejde vil gennemføre bestyrelsesarbejdet i en mere almindelig gænge.
”Vi vil i bestyrelsen stadig have løbende drøftelser af uddannelsernes kvalitet. Men fremover går vi tilbage til én årlig gennemgang af VIAs samlede uddannelsesportefølje,” påpeger Per B. Christensen.