21 millioner ekstra til forskning i veje til at styrke børn og unges interesse for teknologi og naturvidenskab

VIA er med i konsortium, som inddrager elever fra flere hundrede skoler landet over for at afdække, hvad der skal til for, at flere får interesse for naturfag, teknologi og sundhed.

Naturfagsundervisning i grundskolen

Danmark har brug for, at flere vælger en STEM-uddannelse inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik. Tilsvarende er det afgørende, at flere børn og unge oplever, at de er rustede til at kunne forholde sig kompetent og kritisk til naturvidenskabelige og teknologiske problemstillinger og dermed til at indgå som vidende borgere i samfundet. 

Dét er baggrunden for, at Villum Fonden og Novo Nordisk Fonden netop har bevilget 20,7 millioner kroner til at forlænge forskningsprojektet SCOPE, som de har støttet siden projektets start i 2019. 
SCOPE undersøger, hvad der former børn og unges forhold til science – forstået som natur, teknologi, sundhed og andre emner inden for det naturvidenskabelige område i bred forstand. 

Det landsdækkende konsortium bag SCOPE-projektet har over de seneste seks år fulgt eleverne på ca. 100 grundskoler, på ca. 40 gymnasier og på landets erhvervsskoler for at afdække de faktorer, der styrker børn og unges forhold til science – i skolen, i hjemmet og i hverdagen i øvrigt.

Flere penge giver ekstra viden

”Med de ekstra 20,7 millioner kroner fra Villum Fonden og Novo Nordisk Fonden kan vi i konsortiet følge de samme børn og unge over en lang periode. Dét giver mulighed for at få grundig indsigt i, hvordan science-kapitalen i form af interesse, viden, ressourcer og holdninger inden for STEM-området udvikler sig over tid. Ligeledes får vi viden om, hvordan science-kapital hænger sammen med de unges efterfølgende uddannelsesvalg,” fremhæver Peer Daugbjerg, der er forskningsleder for Forskningsprogram for naturfagsdidaktik ved VIA University College i Aarhus.

Han tilføjer, at forskerne også bliver klogere på, hvordan udviklingen ser ud på tværs af fx køn, social baggrund og etnicitet – og hvorfor der er forskelle.

Peer Daugbjerg

Peer Daugbjerg

Projektet undersøger tillige, hvorfor nogle børn har en levende interesse i science-fagene natur, teknologi og sundhed, mens andre synes, de er kedelige. Ligeledes sætter SCOPE spot på, hvordan skoler kan udvikle og styrke børn og unges interesse for science, teknologi og naturvidenskab og give alle børn og unge lige gode muligheder for at opbygge ressourcer på science-området, som kan hjælpe dem i voksenlivet.

Ud over VIA University College består konsortiet bag SCOPE-projektet af Københavns Professionshøjskole, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) ved Københavns Universitet og Det nationale naturfagscenter Astra. VIVE og IND varetager den nationale projektledelse i fællesskab.

Følger børn og unge til 2030

I 2023 offentliggjorde forskerne i SCOPE-projektet rapporten ’Børn og unges science-kapital’, som samler op på første del af projektet. Rapporten viser blandt andet, at danske børn og unge har en masse science-kapital med hjemmefra. Desuden har de danske børn og unge gode bud på, hvor skolens naturfag og undervisningsform kan udvikles til at bygge videre på værdien af det, som børnene har med hjemmefra af science-kapital. 

Rapporten ’Børn og unges science-kapital’ peger også på, at der er potentiale i at få bedre fat i børn og unges interesse for og viden om science. 

”Anden runde af hovedundersøgelsen i SCOPE-projektet afrapporterer vi i 2026, og med forlængelsen af hele SCOPE-projektet bliver det muligt at følge op på udviklingen på området helt frem til 2030. Dét er samfundsmæssigt særdeles værdifuldt,” pointerer Peer Daugbjerg. 

Vigtigt med mangfoldighed

Han understreger, at det i et samfund, hvor den hastige teknologiske udvikling påvirker alle menneskers liv, er vigtigt, at alle børn får lige muligheder for som voksne borgere og fremtidige beslutningstagere at kunne forholde sig kritisk og engageret til de dilemmaer, den teknologiske udvikling skaber. Og dét kræver personlige ressourcer på science-området. 

”Når nogle børn og unge systematisk vælger science fra, betyder det, at der er grupper i samfundet, som bliver afskåret fra gode jobs, viden, interesser, oplevelser og samtaler, de ellers ville have haft mulighed for. Det skal vi gerne undgå,” fremhæver Peer Daugbjerg og fortsætter:

”Desuden er det vigtigt med mangfoldighed blandt ingeniører, læger og naturvidenskabsfolk, for ellers går samfundet glip af vigtige stemmer og perspektiver på de udfordringer, som i fremtiden kalder på naturvidenskabelig viden og teknologiske løsninger”.

Peer Daugbjerg varetager den daglige ledelse af VIAs Forskningsprogram for naturfagsdidaktik, der har base i Aarhus. Han er samtidig lektor i naturfagsundervisning ved VIA Læreruddannelsen Skive.

Uddannelsesmæssigt er Peer Daugbjerg cand.scient. i biologi og ph.d. i lærerprofessionsforskning.  

Fakta: Tre overordnede ambitioner for forskning

Forskningsprojektet SCOPE har de nedenstående tre primære ambitioner.

  1. At give beslutningstagere og politikere mulighed for at tilrettelægge mere målrettede indsatser, der kan understøtte børn og unges lige muligheder for naturvidenskabelig indsigt og dannelse. 
  2. At give de skoler, der deltager i SCOPE, ny viden om elevernes forskellige forudsætninger, viden og interesser, der kan bruges i alle skolens fag og at give skolerne inspiration til nye måder at engagere alle børn og unge i undervisningen. 
  3. At give forskere et nyt redskab til at evaluere virkningen af indsatser og praksis på naturfagsområdet.

Yderligere oplysninger fås hos:

Peer Daugbjerg

Relaterede artikler