
Hvad er særligt ved ungdomslivet i dag? Og hvad skal der til for at styrke fællesskaber og den mentale trivsel blandt børn og unge?
Dét bliver der sat spot på i et nyt udviklings- og forskningsprojekt med VIA University College og UngiAarhus i spidsen.
I projektet MindBoost er børn, unge og ansatte fra fritids- og ungdomsklubber i Aarhus Kommune med til at afdække udfordringer i unges liv og til at udvikle en indsats, som klubberne kan anvende til at styrke trivslen blandt børn og unge – særligt igennem fællesskaber.
Samtidig bliver klubmedarbejdere gennem kompetenceudvikling rustet til at arbejde fokuseret med trivsel og fællesskaber.
Klubben er et fristed
Konkret involverer MindBoost 10-18-årige børn og unge fra fire kombinerede fritids- og ungdomsklubber – nemlig Akva i Viby, Rosenvang i Viby, Underground i Viby samt Harlev Midtpunkt – i at udvælge relevante temaer fra ungdomslivet. Det betyder, at projektets omdrejningspunkt bliver problemstillinger, som børn og unge selv identificerer.
Børn, unge og medarbejdere fra de deltagende klubber skal tillige – inspireret af tilgangen ’design thinking’ – indgå i at udvikle en række produkter og redskaber, der er rettet mod klubbernes arbejde med trivsel. Det kan fx være spil, film og podcast.
Altså er ambitionen at fremme trivsel gennem samtaler i klubberne om udfordringer i ungdomslivet og ved at understøtte aktiviteter i klubberne, hvor børn og unge indgår som aktive medskabere, forklarer ph.d. og projektleder Signe Herbers Poulsen fra VIA University College i Aarhus.
”Forskning viser, at de fleste børn og unge overordnet har det godt, men at et stigende antal børn og unge er udfordrede på en række områder – fx i forhold til ensomhed, søvn og stress. Samtidig har ungdomslivet ændret sig meget de seneste årtier som følge af de sociale medier og øvrig teknologisk udvikling samt øgede krav i uddannelsessystemet. Vi ved også, at stærke sociale relationer og fællesskaber er afgørende for at trives, og derfor sætter MindBoost ind på dé felter,” påpeger Signe Herbers Poulsen.
Hun understreger, at klubben er et oplagt sted at arbejde på at styrke trivsel, fællesskaber og relationer, da den er et fristed, hvor børn, unge og fagprofessionelle kan mødes uden faglige krav.

Efteruddannelse til klubbernes ansatte
I MindBoost bliver der også – i et tæt samarbejde mellem professionshøjskolen VIA University College og pædagoger i UngiAarhus – udviklet kompetenceudvikling og efterfølgende gennemført kurser for pædagoger og øvrige ansatte fra fritids- og ungdomsklubber.
Fremgangsmåden i det nye udviklings- og forskningsprojekt indebærer, at klubmedarbejderne er medskabere i både at udvikle indsatser til klubbernes trivselsarbejde og i at udvikle kompetenceudviklingsforløb.
MindBoost-projektet gik fra start 1. maj 2025 og får 1,4 millioner kroner i støtte fra TrygFonden, fortæller Signe Herbers Poulsen. Hun er konsulent i afdelingen for efter- og videreuddannelser hos VIA University College og har i en årrække arbejdet med børn og unges trivsel. Samtidig forsker hun i implementering og forankring af kompetenceudvikling ved VIAs Center for professionsstudier.
Klubber ønsker viden og indsatser
Hos UngiAarhus, der driver fritids- og ungdomsklubberne i Aarhus Kommune, påpeger bydækkende faglig koordinator Søren Küsch Larsen, at klubområdet ikke er særligt velundersøgt i forhold til mental sundhedsfremme.
”Vi har brug for opdateret viden og udvikling af konkrete indsatser på klubområdet. Derfor er det afgørende, at MindBoost klæder klubmedarbejdere på til at arbejde systematisk med metoder og teorier, der er tilpasset forskellige situationer og inddrager børn og unge som aktører i eget liv,” fremhæver Søren Küsch Larsen, der har en baggrund som pædagog og kandidat i pædagogisk filosofi og tillige er uddannet i proces- og forandringsledelse.
Kristian Holme Hansen, der er viceleder i UngiAarhus VEST, tilføjer, at fritids- og ungdomsklub-miljøet har et stort potentiale som arena til at fremme mental trivsel og fællesskaber, da det er et miljø med mere tid til rummelige fællesskaber og med gode muligheder for at opbygge trygge relationer til klubbens voksne.
Dialog om ’et fælles tredje’
Signe Herbers Poulsen ser det som afgørende, at børn og unge spiller hovedrollen i MindBoost.
”Ambitionen om at udvikle indsatser, der fremmer positive fællesskaber og skaber bedre trivsel lykkes kun, hvis vi fokuserer på, hvad målgruppen selv ser som udfordringer, pres og barrierer i dag,” pointerer projektlederen og fortsætter:
”Vi sætter i dialogen med børn og unge ikke direkte fokus på mental trivsel, da dét kan virke abstrakt og psykologiserende – med risiko for overfortolkning af almindeligt forekommende livsproblemer. I stedet sætter vi fokus på ’et fælles tredje’. Det kan være omkring temaer som fx søvn, sociale medier, ensomhed, stress, rusmidler, klima, demokrati, kærlighed og bevægelse”.
Til gavn for praksis og forskning
Den viden og de redskaber, der bliver skabt i MindBoost, bliver fremover indarbejdet i UngiAarhus’ strategiske arbejde med at understøtte trivsel og fællesskaber i klubberne.
Viceleder Kristian Holme Hansen fra UngiAarhus VEST slår fast, at MindBoost-projektet til fulde matcher Aarhus Kommunes børne- og ungepolitik samt UngiAarhus-ledelsens ambitioner om at udvikle UngiAarhus med større fokus på bredere børnefællesskaber.
”Bestræbelserne på at få faglig udvikling til at gå hånd i hånd med imødekommelsen af børn og unges behov og ønsker taler direkte ind i de kommunale mål. Det samme gælder den inddragende, systematiske og fagligt velbegrundede arbejdsmetode i MindBoost,” lyder det fra Kristian Holme Hansen.
Der bliver undervejs i projektet indsamlet data, som bliver anvendt til evaluering og forskning på klubområdet.
Det er hensigten, at indsatser, erfaringer, efteruddannelseskurser og ny viden om udvikling og forankring af kompetenceudvikling fra MindBoost på sigt bliver udbredt til fritids- og ungdomsklubber i hele Danmark.

Projektgruppen bag MindBoost består af fem kvindelige forskere fra VIA og to mandlige ledere fra UngiAarhus. Medlemmerne er fra venstre Eva Thestrup Overvad, Louise Krobak Jensen, Stine Yde, Kristian Holme Hansen, Søren Küsch Larsen, Signe Herbers Poulsen og Christina Dahl Madsen.
Øvrige oplysninger og interview fås hos:
Signe Herbers Poulsen, ph.d. og projektleder for MindBoost ved VIA University College. Mobiltelefon: 87 55 48 51. E-mail: spou@via.dk
Kristian Holme Hansen, viceleder ved UngiAarhus VEST, Aarhus Kommune. Mobiltelefon: 41 85 82 28. E-mail: kriho@aarhus.dk