DLF tildeler Stinusprisen til ansat hos VIA CFU

Lærer og pædagogisk konsulent Mikkel Aslak Koudal Andersen modtager pris for sit arbejde med ny teknologi i undervisningen.

Gordon Ørskov Madsen overrækker Stinusprisen til Mikkel Andersen

Mikkel Aslak Koudal Andersen, der er ansat i en kombinationsstilling som pædagogisk konsulent ved Center for Undervisningsmidler (CFU) ved VIA University College i Aarhus og lærer på Marienhoffskolen på Djursland, er blevet tildelt Stinusprisen fra Danmarks Lærerforening.

Hæderen får 48-årige Mikkel Aslak Koudal Andersen for sit store arbejde med at udforske, hvordan ny teknologi kan bidrage til kvalitet i undervisningen i folkeskolen.

Ligeledes er prisen en anerkendelse af Mikkel Aslak Koudal Andersens store arbejde for at udvikle og formidle praksisnær viden om anvendelse af nye teknologier i undervisning.

Stor ros fra lærernes formand

Formanden for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen stod for prisoverrækkelsen den 9. september og betegnede her Mikkel Aslak Koudal Andersen som ”en engageret og knalddygtig lærer og pædagogisk konsulent’.

”Mikkel har skabt udvikling på et meget aktuelt didaktisk område, der udfordrer lærerne og skolen. Mikkels tilgang med at udforske, hvordan ny teknologi kan bidrage til kvalitet i undervisningen, synes vi i DLF er helt rigtig. Mikkel skaber i hele sit virke en meget vigtig kobling mellem teori og praksis – og kommer med gode råd til gavn for kolleger, elever, folkeskolen og resten af samfundet,” fremhævede Gordon Ørskov Madsen.

Stinusprisen uddeles hvert andet år på Danmarks Lærerforenings kongres til en person eller organisation, der har ydet en særlig indsats for folkeskolen. 

Ansat ved VIA siden 2014

Mikkel Aslak Koudal Andersen er uddannet lærer og har siden 2014 været ansat som pædagogisk konsulent ved VIA CFU i Aarhus. Han arbejder sideløbende som lærer på Marienhoffskolen i Syddjurs Kommune og er forfatter til blandt andet bøgerne ’Podcast i skolen’ og ’Leg med lyd og podcast’. Inden længe lancerer han endnu en bog med titlen ’Leg og lær med kunstig intelligens’.

I 2024 var Mikkel Aslak Koudal Andersen medlem af ekspertgruppen om nye prøveformer og kunstig intelligens, som rådgav Børne- og Undervisningsministeriet om, hvordan prøverne i folkeskolen kan indrettes i en tid med kunstig intelligens.

Desuden er Mikkel Aslak Koudal Andersen idémand bag og medarrangør af DM i skolepodcast og forfatter til diverse undervisningsmaterialer.

Mikkel Aslak Koudal Andersen

Væk fra skræmmebilleder 

”Jeg er virkelig stolt og taknemmelig over den anerkendelse, som Stinusprisen er udtryk for. Jeg håber, at opmærksomheden vil sætte ekstra spot på de værdier og fagligheder, jeg kæmper for til skolen. Forhåbentligt vil det lykkes i højere grad at tale om, hvordan vi bruger teknologier i skolen. Vi skal komme videre fra den lidt indsnævrede skærmtidsretorik, der tegner skræmmebilleder,” lød det fra Mikkel Aslak Koudal Andersen i hans takketale ved overrækkelsen af Stinusprisen 2025.

Her sagde han videre:

”Vi bør gå fra alene at tale om tiden ved skærmen til i stedet at skubbe på en proces, hvor der faktisk er kompetencer og tid til at skabe den gode varierede undervisning, som både er digital og analog”.

Mikkel Aslak Koudal Andersen har i sit arbejde fokus på en varieret undervisning med digital kreativitet, ligesom han ser det som vigtigt, at digital teknologi vælges til og fra, så det giver mening for både lærer og elev. 

”Mit fokus er på, hvordan digitale teknologier som kunstig intelligens, VR og AR og digitale produktioner af fx film og podcast kan understøtte god læring og kreative undervisningsprocesser – både i forhold til den generelle læring og de digitale kompetencer,” betoner Mikkel Aslak Koudal Andersen.

Et privilegeret arbejdsliv

Han betegner sit arbejdsliv med en kombination af at være lærer på Marienhoffskolen i Syddjurs Kommune og pædagogisk konsulent hos Center for Undervisningsmidler ved VIA University College i Aarhus – som privilegeret.

”Jeg har hos VIA CFU sammen med fantastiske ledere og kolleger kunnet udvikle mig og være med til at skabe et unikt fagligt højt niveau tæt på praksis, som hele skoledanmark bør være dybt taknemmelig for. Samtidig har Marienhoffskolen givet mig rammer til at udvikle mig, og jeg er blevet inddraget, lyttet til og tilskyndet i min udvikling – altid med jahat på,” understreger Mikkel Aslak Andersen.

Yderligere oplysninger fås hos:

  • Mikkel Aslak Koudal Andersen

  • Lærer i Syddjurs Kommune og pædagogisk konsulent hos Center for Undervisningsmidler hos VIA University College i Aarhus
  • T: +45 87 55 27 13

Relaterede artikler