Leder ansat til ny radiografuddannelse hos VIA

Når VIA University College næste år begynder at uddanne radiografer, bliver det med Malene Roland som uddannelsesleder. 

Malene Roland

Den midtjyske professionshøjskole VIA University College har ansat ph.d. Malene Roland som leder af den nye radiografuddannelse med specialisering i radiologisk billeddiagnostik, som VIA åbner i Herning i august 2026 med 30 studerende årligt.

Malene Roland kommer fra en stilling som forskningsleder på Røntgen og Scanning ved Vejle Sygehus og tiltræder som uddannelsesleder for VIA Radiografuddannelsen den 1. december 2025.

Som uddannelsesleder får Malene Roland det overordnede ansvar for den daglige drift og den faglige kvalitet på VIAs radiografuddannelse og skal sikre sammenhæng mellem undervisning, forskning og professionens praksis i tæt samarbejde med studerende, medarbejdere og eksterne partnere – både nationalt og internationalt.

I de kommende måneder skal Malene Roland stå i spidsen for at gøre VIA Radiografuddannelsen klar til start. Hun skal blandt andet ansætte undervisere og øvrige medarbejdere, opbygge det faglige miljø, færdiggøre uddannelsens studieordning, etablere praktikaftaler, holde møder med uddannelsesudvalg samt sikre information om og markedsføring af VIA Radiografuddannelsen.

Base i tværfagligt sundhedshus

En særlig opgave som uddannelsesleder for radiografuddannelsen i Herning bliver at etablere og udvikle det tværfaglige sundheds- og uddannelseshus kaldet Sund+, som radiografuddannelsen hos VIA får til huse i – sammen med VIAs sygeplejerskestuderende i Herning samt medicinstuderende fra Aarhus Universitet. I Sund+ etablerer Herning Kommune og Region Midtjylland tillige læge- og sygeplejeklinikker, som bliver en del af uddannelsesmiljøet i Sund+.

I den nye stilling bliver Malene Roland medlem af ledergruppen for alle de syv midtjyske sundhedsuddannelser hos VIA University College til bandagist, bioanalytiker, ergoterapeut, professionsbachelor i ernæring og sundhed, fysioterapeut, psykomotorisk terapeut og radiograf. 

Har stor ledelsesmæssig og faglig erfaring

47-årige Malene Roland kommer til VIA University College med en omfattende ledererfaring på radiografområdet. Hun har været forskningsleder på Røntgen og Scanning ved Vejle Sygehus siden 2021. Samme sted var hun i perioden fra 2011 til 2021 post. doc., ph.d.-studerende og forskningsradiograf.

Sideløbende med stillingen som forskningsleder har Malene Roland fra 2020 været lektor og viceinstitutleder ved Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet (SDU) i Odense samt modulansvarlig for radiografimodulet på kiropraktoruddannelsen på SDU. Ligeledes har Malene Roland siden 2020 undervist i ultralyd ved Wien Universitet i Østrig og er desuden adjungeret senior lektor ved radiografuddannelsen på School of Medicine hos University College Cork i Irland.  

I 2009-2010 var Malene Roland adjunkt på radiografuddannelsen hos University College Nordjylland (UCN) i Aalborg. Inden da var hun MR-radiograf på Aarhus Universitetshospital Skejby. 

Er med i flere bestyrelser

Malene Roland har fra sin karriere omfattende erfaring med vejledning for både bachelor-, kandidat- og lægevidenskabelige specialer samt ph.d.-studerende og har gennem flere år har haft sæde i mange ph.d.-bedømmelsesudvalg hos både SDU, Københavns Universitet, University of Exeter i England og NTNU i Norge.

Samtidig er Malene Roland meget aktiv inden for European Federation of Radiographers Societies (EFRS), hvor hun blandt andet sidder i Educational wing management og Research committee.

Hun er tillige medlem af Den Videnskabsetiske Komité i Region Syddanmark.

Desuden er Malene Roland udvalgt af Uddannelses- og Forskningsministeriet til at repræsentere Danmark i et af EU’s COST-programmer, der støtter etablering af internationale forskningsnetværk. 

Bachelor, kandidat og ph.d.

Uddannelsesmæssigt er Malene Roland Bachelor i Radiografi fra UCL i Odense og Kandidat i Folkesundhedsvidenskab fra Syddansk Universitet i Odense. Hun har desuden en ph.d.-grad samt Universitetspædagogikum med fokus på vejledning fra SDU samt en diplomuddannelse i projektledelse fra VIA University College.

Pt. er Malene Roland i gang med en kandidatuddannelse i offentlig ledelse ved Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. 

Hun har tillige modtaget en lang række hæderspriser som blandt andet: Social media award i både 2023 og 2024 fra Radiography Journal, Best poster award 2022 fra World Federation for Ultrasound (WFUMB), Best abstract 2022 fra European Congress of Radiology og Best oral poster presentation i 2020 ved Dansk Billeddiagnostisk årsmøde. 

Malene Roland har endvidere som den første radiograf afholdt Honorary ’Hans Henrik Holm Lecture 2019’ ved European Federation of Ultrasound Societies in Medicine and Biology. 

Bopæl, ægtefælle og tre børn i Børkop

Privat er Malene Roland gift, mor til tre børn på 13, 15 og 18 år og bosat i Børkop. 

Fritidsinteresserne er blandt andet vandreture, gymnastik og at læse bøger – gerne med et historisk vingesus. 

Tidligere har Malene Roland været meget involveret i Rygmarvsbrokforeningen, hvor hun igennem flere år blandt andet arrangerede sommerlejre for børn.

Yderligere oplysninger fås hos:

  • Malene Roland

  • Uddannelsesleder fra 1. december 2025 for den kommende radiografuddannelse ved VIA University College i Herning.
  • T: +45 22 89 35 64
Jeppe Skorstengaard

Relaterede artikler