Nyt partnerskab vil fremme sundhed gennem kunst

VIA er med i det midtjyske partnerskab hArts, som har til formål at styrke den mentale og fysiske sundhed og trivsel i samfundet gennem kulturelle indsatser i sundhedsvæsnet.

Sundhedskor i Århus

VIA University College er gået sammen med en række midtjyske aktører om at fremme sundhed og trivsel gennem øget brug af kunst, kultur og fællesskaber i sundhedsvæsnet. 

Baggrunden er, at det både nationalt og internationalt er dokumenteret, at fx levende musik på hospitalers intensivafdelinger, skrive- og læsetilbud i psykiatrien, kultur på recept, dans for parkinsonramte, sundhedskor og andre kulturelle tilbud gavner både patienter, borgere og sundhedspersonale fysisk og mentalt.

Det nye partnerskab hedder hArts og består af VIA University College, Aarhus Universitet, Aarhus Kommune, Viborg Kommune, Det Jyske Musikkonservatorium, Randers Social- og Sundhedsskole, Region Midtjylland, Regionshospitalet Gødstrup og den nationale kulturinstitution Sangens Hus.

Stor relevans for VIA

Forsknings- og udviklingsdirektør Helle Kryger Aggerholm fra VIA University College er medskaber af og bestyrelsesmedlem i hArts. Hun forventer, at partnerskabet med tiden bliver udvidet med flere aktører.

”I VIA er vi både i forskning og på vores sundhedsuddannelser meget optaget af sundhedsfremme og rehabilitering. Derfor er det relevant for os at være med i hArts og have et stærkt, værdiskabende partnerskab med de øvrige i alliancen. hArts er et ideelt forum til udveksling af viden og udvikling af sundhedsfremmende løsninger mellem forskere, undervisere, praktikere og ledere,” fremhæver Helle Kryger Aggerholm.

Helle Kryger Aggerholm

Forsknings- og udviklingsdirektør Helle Kryger Aggerholm fra VIA University College.

Et konkret eksempel på, at VIA arbejder på at udbrede forståelsen af sundhed som et kulturelt og menneskeligt fænomen, er et nyt uddannelsesforløb med titlen 'Sundhed og Kultur', som er indført på 1. semester på VIA Sygeplejerskeuddannelsen.

Endnu et eksempel er forskningsprojektet ’Ord På’, som VIAs Forskningscenter for borger og samfund gennemfører i samarbejde med Region Midtjylland for at afdække, om skrivning kan lindre angst, øge trivslen og give et mentalt frirum for patienter med sygdomme i hjernen.

Læs mere om partnerskabet hArts.

Yderligere oplysninger om VIAs deltagelse i partnerskabet hArts fås hos:

Helle Kryger Aggerholm
Brian Benjamin Hansen

Relaterede artikler