Ridderkorset til uddannelsesdekan hos VIA

Uddannelsesdekan for pædagog- og pædagogisk assistent-uddannelsen ved VIA University College er blevet tildelt Ridderkorset af Dannebrogordenen.

Susanne Tellerup

Susanne Tellerup, der er uddannelsesdekan for det pædagogiske område ved VIA University College, er blevet tildelt Ridderkorset af Dannebrogordenen for 33 års arbejde i Statens tjeneste og for sit engagement i at udvikle videregående og erhvervsrettede uddannelser både i Region Midtjylland og i hele Danmark. 

Særligt er Susanne Tellerup blevet dekoreret med Ridderkorset for hendes betydelige indsats siden 2017 med at udvikle såvel VIA University College som organisation som det pædagogiske område i VIA, hvor hun er chef for 200 medarbejdere – især undervisere. 

Det pædagogiske område hos VIA University College rummer professionsbacheloruddannelsen til pædagog, som VIA udbyder i Aarhus, Randers, Grenå, Ikast, Holstebro og Horsens samt erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent hos VIA i Horsens og Viborg.

Susanne Tellerup skal i audiens hos Kong Frederik på Amalienborg den 6. maj 2026 for at takke for benådningen med Ridderkorset af Dannebrogordenen.

Lektor, rektor og udviklingschef

Susanne Tellerup har været ansat ved VIA University College siden 2017. I stillingen er hun i øjeblikket dybt involveret i at forberede den politisk besluttede reform af pædagoguddannelsen, som skal udmøntes i 2027. Hun er tillige med til at udvikle de første professionsmasteruddannelser, som forventes at blive udbudt allerede fra 2026.  

Også i sine tidligere job har Susanne Tellerups arbejdsopgaver været præget af uddannelsesudvikling og reformarbejde. 

Inden Susanne Tellerup kom til VIA, var hun rektor på Høng Gymnasium og HF fra 2015 til 2017, centerchef på det pædagogiske område ved Professionshøjskolen Sjælland fra 2012 til 2015 og udviklingschef ved UC Lillebælt fra 2006 til 2012.

Tidligere har hun haft stillinger som lektor på Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse og adjunkt på Svendborg Handelsskole.

Universitetsuddannet i Danmark og Canada

Uddannelsesmæssigt er Susanne Tellerup kandidat fra Syddansk Universitet, hvor hun studerede nordisk sprog og litteratur som hovedfag og tysk sprog og litteratur som bifag. Hun har desuden læst psykologi som sidefag ved Aalborg Universitet. 

Sideløbende har Susanne Tellerup gennemført både teoretisk og praktisk pædagogikum og blev i 1998 lektorbedømt.

Dertil kommer, at Susanne Tellerup har gennemført uddannelsesforløb ved universiteter i Canada. Her har hun ved University of British Columbia bestået uddannelsen Learning and Technology, ligesom hun på Athabasca University har gennemført fem moduler som fjernundervisning på uddannelsen Doctorate of Education.

Sætter også eksternt aftryk på samfundet

Susanne Tellerup har gennem hele sin karriere hæft sæde i en række eksterne styregrupper, bestyrelser og netværk.

Pt. er hun medlem af Uddannelses- og Forskningsministeriets følgegruppe for kvalitet i pædagoguddannelsen, Kvalifikationsnævnet for pædagoguddannelsen i Danmark, professionshøjskolernes ledernetværk for pædagoguddannelsen, direktørnetværket for SOSU-skolerne og VIA University College i Region Midtjylland samt bestyrelsen for Aarhus HF og VUC.

Privat bor 61-årige Susanne Tellerup i et 300 år gammelt bindingsværkshus i Norddjurs Kommune og har fire børn og fire børnebørn. Fritiden går især med at læse dansk og tysk skønlitteratur samt at nyde natur og kultur. 

Yderligere oplysninger fås hos:

Susanne Tellerup

Relaterede artikler